Luk facaden op
Oplukkelige glasfacader med højisolerende ruder giver nye spændende muligheder for arkitektonisk vellykkede etagehuse med godt indeklima og lavt energiforbrug
Helt nye arkitektoniske udtryk. Boliger som opleves nærmere til det fri. Lavt energiforbrug. Fleksibel indretning. Det er nogle af stikordene til en ny type etagebyggeri med oplukkelige glasfacader, som Henrik Schmidt fra Boje Lundgaard og Lene Tranbergs tegnestue har skitseret i et nyt projekt i samarbejde med forskere fra By og Byg.
Baggrunden er, at højisolerende rudetyper giver mulighed for at arbejde med oplukkelige glasfacader i lejlighedernes fulde højde og bredde uden at ødelægge energiregnskabet.
"Man får en sommerbolig, hvor dele af selve boligen har samme karakter som en åben balkon, og en vinterbolig, der har samme kvaliteter som en opvarmet glasudestue i forhold til lys og passiv solvarme. Hvis facaden åbnes helt på en sommerdag vil det være som at sidde på en åben, indeliggende balkon, og når vejret tillader det, kan man sidde indendørs og tage solbad", fortæller Kirsten Engelund Thomsen, der er seniorforsker ved By og Byg.
I modsætning til kendte og afprøvede løsninger med glasudestuer og åbne balkoner, som er tilføjelser til den opvarmede del af boligen, og derfor ikke kan benyttes året rundt, skitserer projektet en fleksibel facadekonstruktion, hvor hele glasfacaden kan åbne.
"Det giver optimal mulighed for at tilpasse boligen til det fri. Samtidig giver de oplukkelige glasfacader mulighed for helt nye arkitektoniske udtryk".
Forskernes beregninger viser, at man kan anvende oplukkelige glasfacadesystemer og samtidig opfylde de forventede krav i det kommende Bygningsreglement 2005, hvor forskerne forventer, at kravet til bygningers energibehov vil blive skærpet med 33 pct.
By og Byg forventer, at et dansk forsøgsbyggeri med multioplukkelige glasfacader vil blive opført i løbet af næste år.
By og Byg har udgivet en rapport om de nye glasfacadesystemer By og Byg Resultater 010: Højisolerende glaspartier i nye etageboliger.
Til redaktionen: Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til seniorforsker Kirsten Engelund Thomsen, By og Byg.
Den viste illustration kan til fri afbenyttelse hentes i høj opløsning (ligger i en selvudpakkende fil, 2,42 MB) ved at klikke på billedet.
Lejlighed med multioplukkelige fløjdøre i fuld højde. Facaden kan på en sommerdag åbnes helt op, så man oplever det som at sidde på en åben, indeliggende balkon. I vinterhalvåret vil glas fra gulv til loft i hele opholdsrummets udstrækning give rigeligt med dagslys.
(Illustration: Benjamin Ter-Borch).
Læs mere om 'Boligbyggeri med glasfacader'