Emnenavigation
Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm
T +45 45 86 55 33
F +45 45 86 75 35
EAN 5798000019034
CVR 29102384
sbi@sbi.dk
Pressemeddelelse 25/11 1998

Fugtforhold i uventilerede undertage

Erfaringen viser, at det nye konstruktionsprincip med uventilerede undertage i en række tilfælde har givet anledning til fugtproblemer i tagene. Det fremgår blandt andet af Byggeskadefondens seneste årsberetninger.
For at undgå fremtidige fugtproblemer har Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) gennemført en undersøgelse, der har resulteret i krav til materialer samt opstilling af retningslinier for, hvordan konstruktionen udføres korrekt.
I SBI-rapport 292: "Undersøgelser af uventilerede undertage" beskrives undersøgelsen, der kan give projekterende, udførende og leverandører en mere dybtgående viden om baggrunden for den fugttekniske virkemåde af undertage.

Brug af uventilerede tage under danske forhold
I de seneste år har der været stigende anvendelse af uventilerede undertage i såkaldte paralleltage – primært for at spare konstruktionshøjde, idet uventilerede undertage udføres uden ventilationsspalte mellem isolering og undertag. Det betyder, at fugt der kommer indefra skal kunne fjernes ved diffusion gennem undertagsmaterialet. For at dette kan lade sig gøre, er der brug for at fastslå de nødvendige egenskaber, så tagene kan fungere fugtteknisk tilfredsstillende.
SBI-undersøgelsen viste, at uventilerede undertage kan anvendes under danske forhold, når:
• dampdiffusionsmodstanden af undertagsmaterialet er lav (højst 3 GPa s m2/kg).
• undertagsmaterialet er tæt mod nedbør (det gælder også for slagregn i byggeperioden).
• undertagsmaterialet ikke har såkaldt teltdugseffekt, hvilket vil sige, at undertaget ikke bliver utæt, når det hviler direkte på underlaget.
• indersiden af tagkonstruktionen er tæt mod såvel diffusion som luftgennemstrømning, fx ved anvendelse af en korrekt udført dampspærre.

Undersøgelsesresultaterne formidles gennem Byg-Erfa og TOP
SBI-undersøgelsen har omfattet både computersimuleringer, målinger i dels laboratorium og dels i forsøgstage opbygget på SBI´s fugtforsøgshus under naturlige klimaforhold samt undersøgelser af eksisterende tage. Undersøgelsesresultaterne danner udgangspunkt for udarbejdelse af en række Byg-Erfa blade samt byggeblade til projekterende og udførende om valg og udførelse af uventilerede undertage. Byggebladene formidles af Træbranchens Oplysningsråd (TOP).

Undersøgelser af uventilerede undertage
. Erik Brandt og Morten Hjorslev Hansen. SBI-rapport 292. Statens Byggeforskningsinstitut (SBI). 1998. 94 sider. Kr. 220,00 inkl. moms.

Bogen kan bestilles i boghandelen eller købes i Byggecentrum Boghandel, tlf. 70 12 06 00 eller fax 70 12 08 00.

Illustration fra SBI-rapport 292: 'Undersøgelser af uventilerede undertage' I undersøgelserne indgik blandt andet målinger i SBI´s fugtforsøgshus. (Foto: Jan Carl Westphall).

I de seneste år har der været stigende anvendelse af uventilerede undertage – primært for at spare konstruktionshøjde. Det viser sig imidlertid, at de uventilerede undertage kan give fugtproblemer i taget.
Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) har foretaget en række undersøgelser, der viser, at forskellige materiale- og konstruktionsmæssige betingelser skal være opfyldt for at undgå fugtproblemerne.
Illustration fra SBI-rapport 292: "Undersøgelser af uventilerede undertage" I undersøgelserne indgik blandt andet målinger i SBI´s fugtforsøgshus.
(Foto: Jan Carl Westphall).


TIL REDAKTIONEN:

Yderligere oplysninger kan fås hos civilingeniør, seniorforsker Erik Brandt eller civilingeniør, ph.d., seniorforsker Morten Hjorslev Hansen, Statens Byggeforskningsinstitut (SBI).

Læs mere om 'Undersøgelser af uventilerede undertage'

Kontakt Erik Brandt, Morten Hjortslev Hansen
Redigeret af Lene Engholst