Indledning

Der er mange gode grunde til at overveje indretning af en tagbolig – måske drømmer man om en stor tagterrasse, flere værelser eller en større stue? Men det kræver byggeteknisk og arkitektonisk omtanke at tilføre ejendommen en ny funktion.

Hvordan påvirker den nye tagbolig ejendommens arkitektur? Ændringer i facaden kan være med til at understøtte eksisterende forhold eller i bedste fald tilføre ejendommen nye arkitektoniske kvaliteter. Men pas på, at det modsatte ikke bliver tilfældet.

I denne anvisning kan du læse om arkitektoniske muligheder, økonomi og projektledelse ved etablering af tagboliger. Anvisningen retter sig primært mod privat udlejning, andels- og ejerforeninger, men også almene boligforeningers muligheder bliver beskrevet.

Anvisningen består af tre dele:

–     Inspiration. Om tagboligers muligheder og kvaliteter.

–     Beslutning. Om økonomisk, juridisk og teknisk rådgivning.

–     Realisering. Om projektering, byggeproces, ibrugtagning og drift.

Der findes i forvejen viden og information om etablering af tagboliger i en række forskellige publikationer og på hjemmesider, jf. litteraturlisten. Det er derfor ønsket med denne anvisning at give et overblik over den foreliggende viden, snarere end at gå ned i detaljer inden for de enkelte områder.

I Appendiks A, Aktører og dialog gives en oversigt over de forskellige parter eller aktører i et tagboligprojekt, og hvilke roller/opgaver de typisk har.

Et eksempel på et gennemført tagboligprojekt findes i Appendiks B, Eksempel på tagboligprojekt. Yderligere eksempler findes i Eksempler på gennemførte tagboligprojekter.

Etablering af tagboliger er en stor beslutning, uanset om man er en lille eller en stor bygherre, og uanset hvilken ejerform ejendommen har. Det kan betale sig at bruge den nødvendige tid på at skaffe det bedst mulige juridiske, økonomiske og tekniske beslutningsgrundlag.

Når beslutningen om at bygge tagboliger er taget, kommer realiseringsfasen, hvor drømmene bliver til virkelighed. Her er det også vigtigt at have gode rådgivere tilknyttet, som kan lede bygherren gennem alle faser fra projektering via myndighedsbehandling, udførelse og aflevering til ibrugtagning.

Anvisningen skal først og fremmest sikre, at bygherren opnår det nødvendige grundlag for at kunne tage beslutning om at etablere tagboliger, samt at han bliver klar over, hvad selve processen frem mod ibrugtagning indebærer.

Desuden er det centralt, at man sikrer sig, at beboerne i de eksisterende boliger holdes løbende informeret om byggesagens fremdrift og dens indvirkning på deres dagligdag.

Det er ligeledes vigtigt, at drift og brug bliver tænkt ind fra starten af projektet, så man ikke ender i en situation, hvor man fx har valgt en løsning, som er billig at udføre, men som er dyr i det lange løb.

Anvisningen udgives også som trykt bog. Parallelt med udgivelsen udgives SBi-anvisning 226, Tagboliger -Byggeteknik (Hansen, 2009), hvor man finder viden om, hvor de primære udfordringer ligger rent teknisk, når man skal etablere tagboliger.

Lagt på nettet 17/02 2006
Siden er senest redigeret 20/10 2009 af Lene Engholst