Emnenavigation
Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm
T +45 45 86 55 33
F +45 45 86 75 35
EAN 5798000019034
CVR 29102384
sbi@sbi.dk
Pressemeddelelse 26/05 2003

Antallet af fejl i bygningsrenovering kan halveres

Der bruges årligt omkring 80 mia. kroner på bygningsrenovering. Om fem år bør dette beløb være mindsket med mindst fem mia. kroner, siger seniorforsker Niels Haldor Bertelsen fra By og Byg (Statens Byggeforskningsinstitut).

Besparelsen skal ske ved nedbringe antallet af fejl på byggepladsen, ved at mindske omfanget af ændringer i forhold til det oprindelige projekt, samt ved at øge industrialiseringen af byggeprocesserne. Det fremgår af en ny rapport som Niels Haldor Bertelsen har udarbejdet for Erhvervs- og Boligstyrelsen som en del af Projekt Renovering.

"Alene fejl og mangler rummer et stort potentiale for at øge produktiviteten i renoveringssager. Antallet af fejl og mangler kan meget let halveres", vurderer Niels Haldor Bertelsen. I rapporten påpeger han at både bygherrer, rådgivere og udførende bør tage ansvar for udviklingen. Og vel at mærke ikke blot hvert deres ansvar, men også et fælles ansvar.

"F.eks. nytter det ikke noget at den udførende gennemfører en fejl efter rådgiverens anvisning, i forventning om at det juridiske ansvar bagefter kan placeres hos rådgiveren", bemærker Niels Haldor Bertelsen.

Tilsvarende bør rådgiverne forbedre dokumentationen gennem hele sagsforløbet, med henblik på at synliggøre produktivitet og kvalitet for alle sagens parter. Og det samme gælder bygherrerne, som skal blive bedre til at beskrive deres ønsker til pris, kvalitet og udførelse af de enkelte bygningsdele, igen for at afstemme de gensidige forventninger mellem parterne.

"Lykkes det i løbet af de kommende fem år at realisere bare halvdelen af de foreslåede forandringer, vil der kunne spares fem mia. kroner", vurderer Niels Haldor Bertelsen.

Rapporten 'Kvalitet i projektstyring' er fra Projekt Renovering og kan downloades gratis på www.ebst.dk eller rekvireres på telefon 35 46 66 66 (pris 150 kroner).

Til redaktionen: Yderligere oplysninger ved henvendelse til seniorforsker Niels Haldor Bertelsen, By og Byg, telefon 45 74 22 66

Læs mere om 'Produktivitet i bygningsrenovering'

Redigeret af Hanne Brix