Spar penge med byggelogistik
At få leveret byggevarer på rette tid og sted og i rette mængder har været et højt prioriteret ønske i årevis i ethvert byggeri - stort som lille.
Grunden til at det langt fra altid lykkes, skyldes sandsynligvis et for lille kendskab til metoderne bag logistiktankegangen.
Logistikkens formål er at reducere de omkostninger, der forekommer i hele forløbet af en byggeproces. Det vil sige til administration, transport, aflæsning, oplagring, svind og spild samt tildannelse og indbygning af byggevarer på byggepladsen.
Logistiktankegangen omfatter enkle regler og retningslinier, som præsenteres i den nye SBI-anvisning 191: "Introduktion til byggelogistik".
Planlægning, styring, organisering og koordinering af byggevareleverancerne i byggeprocessen
Arbejdet med byggelogistik omfatter fem centrale områder:
- Logistikrigtig projektering
- Planlægning og styring af leverancer
- Indkøbspolitik
- Udførelse på byggepladsen
- Erfaringsopsamling.
Logistiktankegangen kan anvendes på hele projektet, inden for en enkelt entreprise eller i en enkelt virksomhed
De største fordele opnås, hvis logistiktankegangen anvendes på hele byggeprojektet. Men det forudsætter, at alle parter samarbejder på tværs af virksomheds- og entreprisegrænser. Dette kræver selvsagt en omfattende koordinering med bindende aftaler.
Man kan også udnytte logistiktankegangen inden for den enkelte entreprise, fx inden for en tømrerentreprise. Her arbejder en kæde af virksomheder - håndværkere, leverandører, projekterende m.fl. - sammen om at forbedre logistikaktiviteterne.
Endelig kan logistiktankegangen udnyttes i en enkelt virksomhed, uafhængigt af de øvrige parter. Virksomheden koncentrerer sig da om at forbedre logistikaktiviteterne inden for sin del af et byggeprojekt.
Uanset hvilken af de tre måder man vælger, er der mulighed for at opnå en række umiddelbare fordele.
Det kan betale sig at anvende logistikkens regler og retningslinier
En række aktuelle forsøg med byggelogistik har vist, at
- byggetiden kan reduceres
- der bruges mindre tid til at flytte, lede efter, vente på, sortere og kontrollere byggevarer både på byggepladser og hos leverandører
- der bliver færre fejlleverancer, og
- svind og spild reduceres.
Samtidig forbedres byggeriets kvalitet.
Unitskemaer, leveranceplan, afkaldeplan og logistikprofil - administrative hjælpemidler til planlægning og styring
I anvisningen introduceres nogle af de mest anvendte administrative hjælpemidler til den praktiske anvendelse af logistiktankegangen.
Et unitskema angiver en samling byggevarer, der knytter sig til en bestemt arbejdsoperation.
En leveranceplan angiver, hvornår byggevarer skal leveres til byggepladsen. Planen opstilles ud fra tids- og aktivitetsplaner samt opgørelse over forbruget af byggevarer, der er knyttet til de forskellige aktiviteter.
En afkaldeplan angiver leveringstidspunkter inden for den kommende byggeperiode.
En logistikprofil er en oversigt over egenskaber af betydning for vurderingen af de logistikomkostninger, der er forbundet med at anvende en byggevare.
Checklister til det daglige brug
Den illustrerede SBI-anvisning fremlægger logistiktankegangen på en let og overskuelig måde - med eksempler på den praktiske anvendelse.
Til hvert kapitel er knyttet en opsamlende checkliste, der hurtigt kan give et overblik over hvad der skal lægges vægt på, for at udnytte alle byggelogistikkens fordele i et konkret projekt.
Introduktion til byggelogistik. Lennie Clausen, Michael Listoft og Jørgen Nielsen. SBI-anvisning 191. 1996. 31 sider. kr. 75.00 inkl. moms.
Bogen kan bestilles i boghandelen eller købes direkte hos Byggecentrum Boghandel, tlf. 70 12 06 00 eller fax 70 12 08 00.
TIL REDAKTIONEN: Yderligere oplysninger fås hos civilingeniør Lennie Clausen eller civilingeniør, ph.d. Jørgen Nielsen, Statens Byggeforskningsinstitut, Afdelingen for Byggeteknik og Produktivitet.
Arbejdet med byggelogistik omfatter fem centrale områder: logistikrigtig projektering, planlægning og styring af leverencer, indkøbspolitik, udførelse på byggepladsen og erfaringsopsamling.
Illustration fra SBI-anvisning 191: "introduktion til byggelogistik".
Læs mere om 'Introduktion til byggelogistik'