Artikel i Forsk21: Gode råd til Norge på baggrund af danske kvalitetssikringsordninger
I Norge ønsker man at reducere fejl og skader i byggeriet med 50 pct. over en 10-års periode. For at kunne nå målet, har nordmændene brug for nogle kvalitetssikringsordninger. De har derfor vendt blikket mod Danmark for at drage nytte af mange års danske erfaringer med ordninger til sikring af bygningers kvalitet, f.eks. byggeskadefonde, huseftersynsordning og energimærkningsordning.
SBi har i den anledning udarbejdet en rapport i form af et debatoplæg med en række centrale spørgsmål som det er vigtigt at tage stilling til, inden man etablerer en eller flere ordninger. Derudover er alle de danske kvalitetssikringsordninger beskrevet, hvilket giver et godt oversigtsbillede af det danske ordningssystem.
Rapporten har fået finansiel støtte fra Byggekonstnadsprogrammet i regi af Kommunal- og Regionaldepartementet (KRD) i Norge.