Emnenavigation
Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm
T +45 45 86 55 33
F +45 45 86 75 35
EAN 5798000019034
CVR 29102384
sbi@sbi.dk
Pressemeddelelse 11/11 2002

Mere innovation kræver ændret ledelse

Hvis byggesektoren skal blive mere innovativ, kræver det betydelige ændringer i byggevirksomhedernes ledelse. Det kom frem under By og Bygs debatmøde 2002, som blev holdt 5. november.
Den britiske professor med speciale i byggeriets innovation, David Gann, fastslog i sit indlæg at visionær innovationsledelse er en udfordring som mange byggevirksomheder har svært ved at løfte. Samtidig understregede han at innovation er den drivende kraft i den moderne samfundsøkonomi: Innovation skaber økonomisk vækst, styrker konkurrenceevnen og bidrager til øget livskvalitet.
Problemerne skyldes først og fremmest at byggeriet af natur er projektorienteret. Byggevirksomhedernes topledere har typisk en baggrund som projektledere og formår kun sjældent at koble den projektorienterede arbejdsform sammen med virksomhedens mere langsigtede forretningsprocesser:
"Jeg vil rejse alvorlig tvivl om topledernes evner", sagde David Gann og pegede på at man i højere grad bør integrere forskningsbaseret viden, erfaringer fra de enkelte byggeprojekter samt kundekendskab som grundlag for byggevirksomhedernes strategiske udvikling.

Strid om behovet for vidensbaseret innovation
De efterfølgende indlæg under debatmødet afspejlede at der i øjeblikket er strid mellem byggeriets parter om hvilken form for vidensbaseret innovation der er behov for. Et af de centrale debatpunkter var således forskningens bidrag til byggesektorens innovation. De større virksomheder efterlyser forskning som kan danne grundlag for processer hvor den enkelte virksomhed selv tager hånd om at opfange ny forskningsbaseret viden og omsætte den til praksis. Omvendt ønsker de mindre virksomheder at forskningen går længere i retning af at bistå med at implementere ny viden.
"Debatten afslørede at kun de færreste byggevirksomheder føler de har overskud til at optage egentlig ny viden. Dette står i skarp kontrast til det forhold at ny viden der bryder med de gældende arbejdsprocesser er en afgørende forudsætning for innovation og fornyelse der virkelig batter noget", konstaterer By og Bygs direktør, Lone Møller Sørensen.
I sit eget indlæg på debatmødet påpegede hun at den danske byggesektors investeringer i forskning og udvikling ligger på et meget lavt niveau, både sammenlignet med andre hjemlige brancher og sammenlignet med byggesektorerne i andre OECD-lande. I lyset af den mangelfulde kvalitet og den dårlige indtjening i byggeriet opfordrede hun byggevirksomhederne til at vise større mod til at se mulighederne i vidensbaseret innovation der kan forbedre byggeriets kvalitet og effektivitet, f.eks. ved at indgå i innovationskonsortier baseret på samarbejde mellem erhverv og forskningsinstitutioner, sådan som regeringens byggeforskningsudvalg ('Nue Møller-udvalget') for nylig har foreslået.

Til redaktionen: Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til direktør Lone Møller Sørensen, By og Byg, telefon 45 86 55 33.

Den viste illustration kan til fri afbenyttelse hentes i høj opløsning (ligger i en selvudpakkende fil, 4,4 MB) ved at klikke på billedet.

Professor David Gann (Foto: Jørgen True)

Professor David Gann (Foto: Jørgen True)

Læs mere om 'Innovation i byggeriet'

Kontakt
Redigeret af Hanne Brix