Emnenavigation
Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm
T +45 45 86 55 33
F +45 45 86 75 35
EAN 5798000019034
CVR 29102384
sbi@sbi.dk
Pressemeddelelse 20/06 2006

Har du talt med dine byggematerialer i dag?

Det lyder langt ude, men det kan blive en realitet, hvis aktørerne inden for dansk byggeri griber de muligheder, der ligger i at indbygge informations- og kommunikationsteknologi i byggematerialer og bygningsdele. F.eks. sådan at byggematerialerne ude på byggepladserne kan blive så intelligente, at de selv kan fremsige byggevejledningen og direkte instruere håndværkeren i, hvordan han udfører byggeopgaven korrekt, eller at byggematerialerne hjemme i boligen eller på arbejdspladsen selv kan advare om eventuelle angreb af skimmelsvampe.

Mulighederne er mange, og besparelserne er store. Det viser resultaterne af et nyt forskningsprojekt, hvor forskere fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) har undersøgt hvilke fremtidige muligheder, der ligger i såkaldte intelligente byggeprocesser og bygninger gennem indlejret teknologi. Projektet er en udløber af 'Vision 2020 – Byggeri med mening', hvor 20 topledere i og omkring dansk byggeri har formuleret en vision for fremtidens byggesektor.

"Undersøgelsen har vist, at der er en voldsom vækst inden for indbygget teknologi i bygninger og bygningsinventar, og der er åbenlyse fordele for både producenter af byggematerialer, distributører af materialerne, udførende, bygherrer, driftsherrer og ikke mindst slutbrugeren", siger seniorforsker Kresten Storgaard (SBi), der er projektleder på forskningssagen.

Foruden de førnævnte fordele er der også fordele at hente ved, at beskadigede elementer kan identificeres, hvorved man undgår byggeskader. De enkelte byggematerialer kan følges tæt, så svind bliver betragteligt reduceret. Byggematerialerne kan kontrolleres med hensyn til slid og ælde, og her kan besparelser opnås ved et effektivt 'just in time' vedligehold. Hertil kommer, at man kan reducere ulykker relateret til nedbrydning af materialer og konstruktioner.  

Materialeproducenter og bygherrer er nøglepersoner i den videre udvikling

Der er særlig to grupper blandt byggeriets aktører, der kan siges at have en nøgleposition for den fremtidige udvikling. Det er materialeproducenterne, fordi det er dem, der skal indbygge teknologien i deres produkter, og det er bygherrerne, fordi de står i køberrollen og kan stille krav til produkterne om, at de ønskede funktioner sikres gennem brugen af indlejret teknologi.

Ud over at gå i spidsen for udviklingen, skal de to grupper imidlertid acceptere, at der på nuværende tidspunkt er usikkerheder forbundet med de teknologiske produkter, både med hensyn til udviklingen af standarder og de funktionelle egenskaber.

Det skyldes ikke mindst det forhold, at byggematerialer har lang levetid, mens teknologien udvikler sig med stormskridt, og man kan stille spørgsmålet, om byggematerialernes informationer overhovedet kan aflæses om 10-20 år. 

Forskerne peger da også på, at der er et behov for, at teknologiudviklere, materialeproducenter, forskere og byggeriets aktører sætter sig sammen på workshops, konferencer og seminarer og videreudvikler teknologiens muligheder. En genvej kunne være, at parterne samles om nogle udviklingsbyggerier.

Undersøgelsen er samlet i rapporten 'Indlejret teknologi i byggeriet', som er udgivet i samarbejde med Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Til redaktionen: Yderligere information kan fås hos seniorforsker Kresten Storgaard (SBi) (telefon: 45 74 22 74, e-post: krs@sbi.dk) Denne pressemeddelelse kan hentes i elektronisk form på sbi.dk/presse.  

Faktaboks om den bagvedliggende teknologi

RFID (Radio Frequency Idendification), der bruges som elektronisk mærkning ('tagging'- system), i stedet for stregkoder. Hvert vareelement har indbygget et FRID-tag, der kan aflæses via radiobølger.

 MEMS (Sensorer/Mikro-mekaniske Systemer) kombineret med RFID-tekno­lo­gien betyder, at tilstande kan måles og kommunikeres til styreenheder, der kan kontrollere bl.a. varme, ventilation og fugtighed.

 CTS (Centrale Tilstands- og Styringsanlæg) styrer og regulerer en bygnings samlede bygningstekniske anlæg, f.eks. kan det alarmere ved tekniske fejl, komfortafvigelser og energiforbrug samt registrere forbrug af varme, vand og el.

Illustration:  Nils Lykke Sørensen

3D visualisering af byggematerialer og bygningsdele
3D visualisering af byggematerialer og bygningsdele

Læs mere om 'Indlejret teknologi i byggeriet'

Redigeret af Pia Dyregaard