Emnenavigation
Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm
T +45 45 86 55 33
F +45 45 86 75 35
EAN 5798000019034
CVR 29102384
sbi@sbi.dk

Artikel i Forsk21: Har du talt med dine byggematerialer i dag?

Det lyder langt ude, men det kan blive en realitet hvis aktørerne inden for byggeriet griber de muligheder der ligger i at indbygge informations- og kommunikationsteknologi i byggematerialer og bygningsdele. F.eks. sådan at byggematerialerne ude på byggepladserne kan blive så intelligente at de selv kan fremsige byggevejledningen og direkte instruere håndværkeren i hvordan han udfører byggeopgaven korrekt, eller at byggematerialerne hjemme i boligen eller på arbejdspladsen f.eks. selv kan advare om eventuelle angreb af skimmelsvampe.

Mulighederne er mange, og besparelserne kan blive store. Det viser resultaterne af et nyt projekt hvor forskere fra SBi har undersøgt hvilke fremtidige muligheder der ligger i såkaldte intelligente byggeprocesser og bygninger, opnået gennem indlejret teknologi.

”Undersøgelsen har vist at der er en voldsom vækst i indlejret teknologi i bygninger og bygningsinventar, og der er åbenlyse fordele for både producenter af byggematerialer, distributører af materialerne, udførende, bygherrer, driftsherrer og ikke mindst slutbrugerne”, siger seniorforsker Kresten Storgaard, der har været projektleder på forskningssagen.

Foruden de førnævnte fordele er der også fordele at hente ved at beskadigede elementer kan identificeres, hvorved man forebygger byggeskader. De enkelte byggematerialer kan følges tæt, så svind bliver betragteligt reduceret. Byggematerialerne kan kontrolleres med hensyn til slid og ælde, og her kan besparelser opnås ved et effektivt ’just in time’-vedligehold. Hertil kommer at man kan reducere ulykker relateret til nedbrydning af materialer og konstruktioner.

Producenter og bygherrer har nøglerolle

Der er særlig to grupper blandt byggeriets aktører der kan siges at have en nøglerolle for den fremtidige udvikling. Det er materialeproducenterne, fordi det er dem der skal indbygge teknologien i deres produkter. Og det er bygherrerne, fordi de står i køberrollen og kan stille krav til producenterne om at de ønskede funktioner sikres gennem brugen af indlejret teknologi.

Ud over at gå i spidsen for udviklingen, skal de to grupper imidlertid acceptere at der på nuværende tidspunkt er usikkerheder forbundet med de teknologiske produkter, både med hensyn til standarder og de funktionelle egenskaber.

Det skyldes ikke mindst det forhold at byggematerialer har lang levetid, mens teknologien udvikler sig med stormskridt, og man kan stille spørgsmålet om byggematerialernes informationer overhovedet kan aflæses om 10-20 år.

Forskerne peger da også på at der er et behov for at teknologiudviklere, materialeproducenter, forskere og byggeriets aktører sætter sig sammen og videreudvikler teknologiens muligheder. En genvej kunne være at parterne samles om nogle udviklingsbyggerier.

pkd

Tre centrale teknologier
  • Radio Frequency Identification (RFID), som består af en ”tag” og en aflæser
  • Sensorer/mikro-mekaniske systemer (MEMS
  • Centrale tilstands- og styringsanlæg (CTS)

RFID bruges som ”tagging”-system – i stedet for stregkoder. Hvert vareelement har indbygget et RFID-tag, der kan aflæses via radiobølger. Når taggen aflæses, kan den afgive bestemte informationer som den på forhånd er designet til at kunne opsamle og videregive.

MEMS-sensorer kombineret med RFID-teknologien betyder at tilstande kan måles og kommunikeres til styreenheder der kan kontrollere varme, ventilation, fugtighed etc. Den teknologiske udvikling går hurtigt på området, og den understøtter væksten i anvendelsen af indlejret teknologi.

CTS er et system der styrer og regulerer en bygnings samlede bygningstekniske anlæg. Det varetager opgaver som f.eks. at regulere, alarmere, registrere og rapportere varme, ventilation, belysning m.v. Alle disse funktioner er koblet til en central betjeningsenhed, oftest en pc, hvis primære opgave er at regulere, opsamle og forvalte data.


Har du talt med dine byggematerialer i dag?

(Illustration: Nils Lykke Sørensen)

Lagt på nettet 11/09 2006
Siden er senest redigeret 12/05 2009 af Hanne Brix