Mulig vej til at sikre udviklingen i byggeriet
- En genovervejelse af innovation og udvikling i og af byggesektoren
- Sporafhængighed
- Langvarige samarbejdsrelationer og sporafhængighed
- ’Øer af stabilitet’
En genovervejelse af innovation og udvikling i og af byggesektoren
Byggeriets organisation og væremåde er altså i mange henseender en fornuftig måde at håndtere konjunkturudsvingenes krav om fleksibilitet. Dette er den røde tråd i argumentationen, både om hvorfor byggeriet ser ud som det gør, og om hvorfor aktuelle tiltag, så som Partnering, opkvalificering af folkene på pladsen og store integrerede virksomheder måske ikke har det så nemt til trods for, at de virker så indlysende.
Samtidig har byggeriets organisering en række indbyggede problemstillinger. Der er ringe gentagelse, ikke kun i aktiviteterne, men også i rækkefølgen af aktiviteter. Det medfører forstyrrelser i produktionen og øger samtidig koordinationsomkostningerne. En lavere produktivitetsudvikling i byggeriet vil dermed kunne forklares dels med de begrænsede markeder, direkte som følge af konjunkturudsvingene, og dels ved de høje koordinationsomkostninger, der indirekte følger af konjunkturudsvingene. Opsplitningen, både mellem og inden for henholdsvis design/projektering og produktion, giver tillige problemer i forhold til kassetænkning, manglende kontinuitet og manglende interesse i og mulighed for at lære på tværs af byggeriets forskellige faser. Det grundlæggende behov for at være ens er tillige hæmmende for virksomheders og individers interesse i at innovere og dygtiggøre sig.
Så byggeriets organisering er fornuftig set ud fra behovet om fleksibilitet. Men behovet for fleksibilitet afstedkommer en række problemer for byggeriets udvikling på lang sigt.
Ud fra denne erkendelse skulle løsningen være ligetil: det må gælde om på en eller anden led at prøve at skabe mindre udsving i efterspørgslen og derved muliggøre gentagelse af samarbejdsrelationer og produktionsforløb.
Helt så nemt er det nok desværre ikke. Et dyk ned i tidligere tiders overvejelser om byggeriets fremtid maner til forsigtighed. Mange gange har veje til en lysere og bedre fremtid været anvist. Ofte på baggrund af både klar tale og argumentation.
Sporafhængighed
Hvorfor er det så svært at ændre byggeriet? Svaret er, at i byggebranchen gælder det om at opføre sig forudsigeligt – også over for folk man ikke kender. Og derfor kommer man let til at låse hinanden fast i velkendte rollefordelinger. Der optræder det fænomen, som økonomer kalder sporafhængighed.
Sporafhængighed opstår, når flere dele af et åbent system er afhængige af hinanden. Selv om der til at starte med er mange måder at løse et problem på, vælger vi forholdsvis hurtig én af måderne, så vi ikke står med to dele, der ikke passer sammen. Den valgte måde at gøre tingene på bliver derfor altdominerende og siden hen meget svær at ændre – også selv om de forhold der gjorde, at vi i sin tid valgte en bestemt løsning slet ikke er aktuelle længere.
Byggeriet står meget i sådan en situation - et åbent system, hvor mange fag og virksomheder skal kunne sættes sammen fra gang til gang. Og derfor et system der gennem århundrede har fremelsket en bestemt måde at gøre tingene på i en sådan grad, at vi knap nok har fantasi til at forestille os det anderledes. At ændre adfærd i byggeriet svarer på mange måder til at skifte fra at køre i højre til at køre i venstre side af vejen (eller omvendt). Det strider mod vores reflekser. Og skulle vi endelig overvinde os selv, vil vi være helt afhængige af, at de andre trafikkanter skifter spor samtidig.
Det giver byggeriet en særlig innovationsdynamik, eller snarere, mangel på samme. Groft sagt så udvikler hele byggeriet sig på én gang, eller så sker der ikke noget. Modsat andre brancher er der svært lokalt at iværksætte en god ide som vinder frem og gradvist udkonkurrer andre måder at gribe tingene an på. Dette giver i sig selv mindre innovation. Og samtidig præmierer det de virksomheder, der bruger mindst penge på innovation. Når det gælder om at gøre tingene på samme måde, bliver prisen jo eneste konkurrenceparameter. Og skulle der endelig være nogle virksomheder, der får en god idé, giver den ikke gevinst, før den er blevet udbredt i branchen, så hvorfor ikke bare køre med på en fribillet?
Set i det lys er det måske ikke så overraskende (eller forkert) at staten og tværgående brancheinitiativer historisk set har spillet en afgørende rolle i udviklingen af dansk byggeri.
Langvarige samarbejdsrelationer og sporafhængighed
Længevarende samarbejdsrelationer gør systemet mindre åbent og modvirker dermed sporafhængighed. Når vi ikke behøver at omgås hvem som helst når som helst, kan mere specialiserede / lokale måder at samarbejde og bygge på opstå. Der vil være plads til flere parallelle spor. Mangfoldigheden vil sikre, at vi ikke på et tidligt tidspunkt er 'tvunget' til at vælge løsninger mere eller mindre i blinde.
Men forsøg på at etablere langvarige samarbejdsrelationer i byggeriet er selv underlagt et dybt spor, der strækker sig hele vejen gennem byggeriet. Producenten af badekabiner kan ikke umiddelbart se, at han vil vinde ved at få lov at producere sine badekabiner i større serier, for hans træforme kan jo alligevel kun holde til maksimalt 30 bunde. Håndværkernes akkorder og kunnen er tilpasset skiftende arbejdsbetingelser, så hvad får mester ud af sikre svendene større kontinuitet? Ved tilbud benytter entreprenøren sine erfaringstal fra sager med lille gentagelseseffekt, så hvad får bygherren ud af at udbyde større og mere ensartede byggeopgaver? Slutbrugerens opfattelse af hvad der er funktionelt og smukt er i den grad præget af de løsninger, der fremkommer ved at producere tingene traditionelt. Et badeværelse skal nu engang helst have fliser, og vel og mærke fliser hvor fuger og samlinger ses mindst muligt. Brugerens og arkitektens morale synes ofte at være 'skidt med at det er industrielt produceret, bare det ser traditionelt ud'. Etablerede regelsæt gør også sit til at understøtte det eksisterende.
Spørgsmålet er, om det er muligt at forlade et så dybt spor uden en stærk overbevisning om at forandring er både mulig, ønskelig og nødvendig. Det er tankevækkende, at teknologisk og organisatorisk udvikling oftest sker ved en kombination af uvante restriktioner og krav om det exceptionelle. Vi har tidligere haft krige eller virkelig akutte boligproblemer kombineret med importrestriktioner som igangsættere. Men hvad kan fremover fremkalde en så stærk overbevisning, at byggesektoren kollektivt og samtidigt begynder 'at køre i venstre side af vejen'?
Byggesektoren – i Danmark såvel som udlandet – har i de senere år været underlagt et stadig stigende politisk pres om forandring. Men det er som om følelsen af forandringens nødvendighed aldrig rigtig helt har forladt de bonede ministergulve og indfundet sig på tegnestuer, direktionsgange og byggepladser. Måske fordi det for folk i branchen stadig er lidt svært at få øje på truslen, hvis der ikke sker noget – forandring er nok mulig og ønskelig, men er den nødvendig synes overvejelsen af være.
I fjernsynet bugner det med indslag om gør det selv arbejde og huse i halmballer, muslingeskaller og selvskåret tømrer til kvadratmeterpriser langt under hvad den 'officielle' byggebranche kan præstere (priser der er så lave, at forskellen måske ikke alene skyldes at eget arbejde ikke beskattes). Avisernes ejendomssektioner beretter om handymanden, der med en baggrund som kioskejer hurtigt, billigt og tilfredsstillende løser en lang række af de mindre fingernemme husstandes problemer.
Er dette det bedste bud på en løsning af byggeriets produktivitetsproblem endsige fremtid? Er byggeriet for vigtigt til at blive overladt til byggebranchen? Er sporet for dybt til at forandringen kan komme indefra, må der helt nye aktører til, som måske nok ved mindre til at starte med, men som har et større udviklingspotentiale?
Øer af stabilitet
Måske! Men der er også den mulighed, at byggeriets parter kommer ud af sporet og får sat skub i en helt ny udvikling.
Konjunkturerne slipper vi nok aldrig helt af med. I hvert fald ikke så længe at bygninger holder længe og koster mange penge. Øget mobilitet i og mellem lande af arbejdskraft og materialer kan have en dæmpende effekt, medmindre at også konjunkturudsvingene 'internationaliseres'.
Mest realistisk er det nok at forestille sig 'øer af stabilitet'. I 1960’erne skabte de fire store boligplaner lokalt en stabilitet, der medvirkede til udviklingen af bl.a. betonelementet. Erhvervs- og Boligstyrelsen har aktuelt luftet tilsvarende tanker, om at skabe en kritisk masse:
De nyligt etablerede muligheder for at indgå rammeaftaler af op til fire års varighed med bestemte bygherrer samt Erhvervs- og Boligstyrelsens overvejelser om 'klumpudbud' (at en række offentlige byggeopgaver udbydes samlet) rummer under alle omtændigheder interessante muligheder. Begge initiativer kan tilvejebringe volumen og ikke mindst kontinuitet i byggeopgaverne og vil dermed kunne bane vejen for et mere varigt samarbejde mellem eksempelvis rådgivere, arkitekter og entreprenører.
Nogle af branchens aktører er også store nok til i sig selv at absorbere udsvingene lokalt. Selv i perioder med en lille byggeaktivitet vil der eksempelvis altid være nogen byggeaktivitet i et større entreprenørfirma. Man kunne således forestille sig en todelt struktur, hvor en del af virksomheden er specialiseret i at optimere en jævn strøm af byggeopgaver i langvarige samarbejdsrelationer (måske især opgaver tilvejebragt ved projektudvikling eller i totalentreprise, hvor entreprenøren selv sætter holdet), mens den anden del af virksomheden (som i dag) er specialiseret i at håndtere variationen i stadig skiftende samarbejdsrelationer.
Der vil under alle omstændigheder formentlig være brug for en ret skarp adskillelse mellem disse to dele af virksomheden. Organisation, aflønning, arbejdsform, adfærd med meget mere vil være så forskellig, at de færreste vil kunne håndtere begge arbejdsformer samtidigt. Adskillelsen vil især være vigtigt for at undslippe sporafhængigheden. Måske vil det i længden kun være projektudvikling og tilbudsgivning, der binder de to dele af virksomheden sammen. For rådgivere, arkitekter og mindre entreprenører vil en egentlig specialisering, i enten den stabile eller ikke-stabile del af byggebranchen, kunne finde sted.
'Øer af stabilitet' vil på sigt betyde en ganske anden måde at organisere byggeprocessen. Denne vil kunne billiggøre den del af byggeaktiviteten, der sker i det gentagne samarbejde. Og nogle af innovationerne fra det faste samarbejde vil over tid blive så gennemarbejdede, at også den ikke-stabile del vil kunne få gavn af den.
Omfanget af mulige ændringer som følge af langvarige samarbejdsrelationer kan måske være svære at forestille sig. Men de vil findes på mange niveauer: branchen, virksomheden, byggeprojektet og individet. Figur 1 sammenfatter hvordan, byggeriets nuværende organisation på en række forskellige niveauer kan ses som et svar på behovet for fleksibilitet.
Figur 1: Konsekvenser af kortvarigt samarbejde - byggeriets nuværende organisering.
Med den figur som afsæt, kan vi måske ane omridset af hvilke muligheder 'øer af stabilitet', med dertil hørende langvarigt samarbejde, vil afstedkomme - selv om det selvsagt er forbundet med stor usikkerhed at gennemskue de komplekse mekanismer en sådan ændring vil indebære for slet ikke at nævne alle de øvrige rammebetingelser, der kan ændre sig over tid. Figur 2 gengiver et sådant bud.
Figur 2: Konsekvenser af langvarigt samarbejde - byggeriets fremtidige organisering?
Hvis bare en smule af dette er sandt indebærer det to ting. For det første at der er store muligheder for at forbedre sektoren. For det andet at den, eller i hvert fald en del af den, vil se helt anderledes ud end den byggesektorer, som vi igennem århundrede har vænnet os til. Tiden må vise, hvor mange af byggeriets nuværende aktører der i givet fald kan omstille sig – og hvor meget der må komme udefra.