Høring i Folketinget om byggeriets produktivitet
Byggebranchen bliver ofte kritiseret for at levere en vare der både er for dyr og for dårlig. Er der noget om snakken? Hvem har i givet fald ansvaret? Og hvad kan der gøres for at fremme byggeriets udvikling?
For at belyse disse spørgsmål har Folketingets Boligudvalg bedt Statens Byggeforskningsinstitut om at planlægge en offentlig høring om byggeriets kvalitet, effektivitet og udvikling. Høringen vil finde sted 20. november kl. 9.00 til 16.30 i Landstingssalen på Christiansborg.
"Byggeriet omsætter for over 300 milliarder kroner årligt, og det har derfor meget store samfundsøkonomiske omkostninger at byggesektoren ikke fungerer optimalt. Alene omkostningerne til udbedring af byggeskader kan opgøres til adskillige milliarder kroner årligt, og det finder vi uacceptabelt", siger Boligudvalgets formand, René Skau Björnsson (S). Han peger endvidere på at byggepriserne tilsyneladende er for høje, samtidig med at de som skal betale regningen ofte er utilfredse med den leverede kvalitet. Boligudvalget vil derfor høre byggeriets parter om hvem der har ansvaret, og hvad der skal til for at løse problemerne.
"Regeringens vækststrategi nævner bl.a. byggeriet som en af de sektorer hvor der er væsentligt potentiale for fornyelse. Der lader til at være bred politisk tilslutning til dette synspunkt, og det er i øvrigt et synspunkt vi som forskningsinstitution med indgående kendskab til byggesektoren kun kan være enig i", siger Statens Byggeforskningsinstituts direktør, Lone Møller Sørensen.
Hun oplyser at der efter aftale med Boligudvalget vil blive tale om en høring som i en nuanceret form sætter byggeriet under kritisk belysning.
Høringen bliver åben for offentligheden, og tilmelding kan ske frem til 31. oktober ved henvendelse til sekretæren for Folketingets Boligudvalg, Britt Grunnet (telefon 33 37 55 16, fax 33 37 55 67). Ved tilmelding bedes oplyst navn, stilling, virksomhed/organisation, postadresse, e-mail-adresse og telefonnummer. Tilmelding kan tillige ske på www.sbi.dk/arrangementer/, hvor man også kan læse mere om høringen.
Til redaktionen: Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til formanden for Folketingets Boligudvalg, René Skau Björnsson (telefon 33 37 40 27) eller seniorforsker Niels Haldor Bertelsen, Statens Byggeforskningsinstitut (telefon 45 86 55 33).
Læs mere om 'Debatoplæg til høring om byggeriets kvalitet, effektivitet og udvikling'