Konklusion og perspektivering

Konklusionen på denne afhandling vil ikke tage udgangspunkt i en diskuterende opsamling af afhandlingens foregående kapitler. En sådan diskussion er allerede foretaget i kapitel 9. Derimod vil konklusionen med udgangspunkt i en besvarelse af afhandlingens problemformulering bygge videre på og perspektivere de diskussioner, som blev udledt i kapitel 9.

Som det fremgår af kapitel 1 er afhandlingens problemformuleringen specifikt rettet mod en undersøgelse og diskussion af forskellige stedsrepræsentationer og repræsentationernes konsekvenser set i forhold til den planpolitiske strategi, som er rettet mod de socialt belastede boligområder. Denne undersøgelse og diskussion er i kapitel 1 relateret til to hovedproblemstillinger:

1. Afdækning af den nutidige planpolitiske repræsentation af det socialt belastede sted gennem de forskellige redskaber og strategier, som bliver benyttet til at sætte det socialt belastede sted ind i én bestemt betydningsramme.
2. Undersøgelse af repræsentationen af det socialt belastede steds betydning og mening, dels som et resultat af beboernes erfaringsbaserede opfattelse af og mening om deres bosted, dels som et resultat af beboernes hverdagslige brug af bostedet.

Det teoretiske omdrejningspunkt for afhandlingen har med afsæt i den hermeneutiske videnskabstradition været betydnings- og meningsdannelsesprocesser, som i denne afhandling betyder, at:

• sproget ses som den primære form for formidling af betydning og mening
• det er gennem sproget vi reflekterer over og giver udtryk for, hvordan vi forstår verden
• det er således gennem sproget vores refleksive forståelse og tolkning (repræsentation) af givne fænomener kommer til udtryk,
• sproget har dermed også en materiel effekt og konsekvens for givne sociale fænomener.

De forskellige stedsrepræsentationer og repræsentationernes konsekvenser er i afhandlingen undersøgt ved hjælp af to gensidigt afhængige perspektiver: Et udefra- og et indefraperspektiv. Disse perspektiver er blevet knyttet til yderligere to perspektiver: Et diskurs- og repræsentationsperspektiv, hvor afhandlingens udefraperspektiv er funderet, og et human- og samfundsgeografisk perspektiv, hvor afhandlingens indefraperspektiv er funderet. Sammen har disse perspektiver dannet grundlag for afhandlingens teoretiske og metodiske tilgang til problemfeltet. På trods af at de to teoretiske perspektiver umiddelbart kan anskues som meget forskellige i forhold til deres videnskabsteoretiske fundering, har hovedparten af de anvendte teoretikere, som er udvalgt til at afdække henholdsvis udefra- og indefraperspektivet, fokus på betydnings- og meningsdannelsesprocesser. Teoretikernes fokus er ikke ens, og derfor indgår teoretikerne på forskellige niveauer i afhandlingens analyser.

Diskurs- og repræsentationsperspektivet anvendes i afhandlingen primært til at danne en forståelse af, hvordan legitim viden skabes, hvilket primært vil sige, at perspektivet er blevet benyttet til at vise og forstå, hvordan den politiske viden om socialt belastede boligområder er dannet. På denne måde er der i afhandlingen foretaget en analyse og diskussion af den abstrakte og dominerende sociorumlige meningshorisont, der "omgiver" den planpolitiske kategorisering og definition af socialt belastede boligområder og områdernes problemer.

Diskurs- og repræsentationstilgangen kritiseres ofte for at være sprog alene. Denne kritik er ikke relevant i forhold til denne afhandlings anvendte diskursorienterede teoretikere, idet disse kan ses som eksponenter for en diskurstilgang, hvor sproget både handler om en omtale af og en omgang med ting. Det vil sige, at sproget også ses som en (diskursiv) praksis, som har materielle effekter og konsekvenser. På denne måde skal diskurser altid relateres til en kontekst og et praksisfelt for at få mening.

Et andet kritikpunkt, som ofte rettes mod den diskursorienterede tilgang og som denne afhandling også er blevet kritiseret for, er, at når sproget spiller en så central rolle, kan man "vel bare" tale sig ud af problemerne. Men som denne afhandlings tilgang til og brug af diskurs- og repræsentationsperspektivet har vist, "kan man ikke bare det". For det første fordi den politiske definition af socialt belastede boligområder er institutionaliseret og forankret i såvel en række politiske og forskningsrelaterede institutioner som i hverdagsterminologien, og dermed har den officielle definition af socialt belastede boligområder en materiel effekt. For det andet er det ikke nok at ændre sprogbrug alene – praksis skal også ændres.

Et tredje kritikpunkt af den diskurs- og repræsentationsorienterede tilgang går på, at det alene handler om at dekonstruere det fænomen, der undersøges. Kritikere mener således ikke, at den diskursorienterede tilgang forholder sig til et handlingsperspektiv. Handlingsperspektiv skal her forstås som nye måder at gensamle undersøgelsesfænomenet på, hvilket vil sige nye måder at forstå og angribe fænomenet på. Kritikken er især møntet på de "rene" diskursteoretiske retninger, som alene bygger på den diskursteoretiske tilgang og diskursteoretiske metode. Denne kritik kan være relevant afhængig af, hvordan man tolker sådanne tilgange. Set i forhold til denne afhandlings problemfelt har jeg fundet det svært at operationalisere de rene diskursteorietiske tilgange til en diskussion og forståelse af stedsbegrebet: Hvordan stedet skabes, hvordan den refleksive menneskelige praksis indgår i skabelsen af stedet, og hvilke handlingsperspektiver der kan udledes heraf. Det er blandt andet derfor sådanne rene diskurstilgange er fravalgt. Og det er netop af den grund at, afhandlingens behandling af diskurs- og repræsentationsbegrebet kaldes for et perspektiv i stedet for en egentlig diskurs-teori.

Det, som diskurs- og repræsentationsperspektivet har været god til - og derfor er blevet anvendt til – er at dekonstruere den abstrakte og dominerende sociorumlige meningshorisont, der danner udgangspunkt for den planpolitiske forståelse af det socialt belastede sted. På denne måde har det været muligt at undersøge, hvordan denne horisont så at sige er dannet - og hvordan horisonten muliggør repræsentationen af socialt belastede boligområder. I Foucaults (1985) termer betyder en sådan dekonstruktion, at der åbnes for "frihedens rum", det vil sige åbnes for transformation. Som diskuteret i kapitel 2 handler det for Foucault om, at når "fornufter" og "rationaliteter" er menneskeskabte så kan de også dekonstrueres og laves om. Diskurs- og repræsentationsperspektivets rolle i afhandlingen har på denne baggrund været at hjælpe med at sætte spørgsmålstegn ved de selvindlysende "sandheder", begreber og absolutte kategorier, som de socialt belastede boligområder "omgives" af. Der, hvor diskurs- og repræsentationsperspektivet synes mindre brugbart, har været i forhold til en diskussion af det konkrete sted. Det vil sige en diskussion af, hvordan den abstrakte og dominerende sociorumlige meningshorisont påvirker og kommer til udtryk på "stedet". Denne diskussion føres derfor i stedet med afsæt i et human- og samfundsgegrafisk perspektiv.

Afhandlingens human- og samfundsgeografiske perspektiv har på baggrund af udvalgte eksponenter, hvis tilgang til steds- og rumforståelse bygger på betydnings- og meningsdannelsesprocesser, været medvirkende til, at dekonstruktionen af begrebet "socialt belastede boligområder" er blevet samlet igen. En samling, som for det første har bestået i at klarlægge afhandlingens forståelse af, hvordan "sted" som begreb kan teoretiseres og forstås. For det andet har bestået i - med udgangspunkt i en kvalitativ metode - at undersøge, hvordan forståelsen af "sted" skabes på baggrund af refleksiv menneskelig praksis og fortolkning af stedets historie (bl.a. symboler og image). For det tredje har bestået i at diskutere sammenhænge og modsætninger mellem den planpolitiske opfattelse af socialt belastede boligområder og beboernes opfattelse af deres kategoriserede socialt belastede boligområde. Især er diskussionerne af sammenhænge og modsætninger blevet anvendt til at diskutere, hvordan såvel et ændret sprogbrug som ændret praksis i forhold til de socialt belastede boligområder kan bane vejen for nye perspektiver på og forståelse af de socialt belastede boligområder.

I afhandlingen sidestilles de to teoretiske perspektiver altså ikke, lige som de enkelte tilgange inden for perspektiverne heller ikke sidestilles. Såvel perspektiverne som tilgangene er udvalgt på baggrund af deres relevans for afhandlingens analyser. I det efterfølgende vil der gøres specifikt rede for perspektivernes analyser og konklusioner.

Udefraperspektivets stedsforståelse
Udefraperspektivet ærinde har været at diskutere afhandlingens første hovedproblemstilling, og har dermed været rettet mod en diskussion af, hvordan den betydning og mening, der ligger i den planpolitiske (statslige som kommunale) repræsentation af de socialt belastede boligområder, er blevet skabt. Som teoretisk og metodisk redskab er der som sagt benyttet et diskurs- og repræsentationsperspektiv. Til strukturering af dette udefraperspektiv blev der i problemformuleringen også formuleret tre spørgsmål. Disse tre spørgsmål var:

• Hvordan repræsenteres og defineres "stedet"? Hvilke processer skaber stedets mening og betydning?
• Hvordan repræsenteres stedet som socialt belastet? Hvilke redskaber (forskning, statistikker og udredninger) bliver benyttet?
• Hvordan udmøntes repræsentationen "i praksis"? Hvilke løsningsstrategier iværksættes?

Set i forhold til det første spørgsmål, som har en mere overordnet karakter, er der på baggrund af diskurs- og repræsentationsperspektivet diskuteret den planpolitiske betydning og mening, der specifikt er rettet mod de steder, som i dag kategoriseres som socialt belastede. Disse steder kan primært findes i 1960'ernes og 1970'ernes forstadsbyggeri. Ved at gå tilbage til den tid- og rumkontekst, hvor dette forstadsbyggeri blev planlagt og bygget, har afhandlingen diskuteret de planpolitiske forestillinger og den forståelse, der lå bag forstadsudbygningen. Her var konklusionen, at de planpolitiske forestillinger for det først skal ses i sammenhæng med de velfærdspolitiske målsætninger om "det gode liv i gode boligområder", og for det andet skal de planpolitiske forestillinger ses i tæt sammenhæng med den klassiske opfattelse af et lokalsamfunds rolle og funktion. Således var definitionen på og forståelsen af "det gode liv i gode boligområder" overordnet kendetegnet ved:

Og mere specifikt var forestillingerne om "det gode liv", der skulle udspilles i boligområderne, kendetegnet ved :

Disse karakteristika på "det gode liv i gode boligområder" udgør med udgangspunkt i afhandlingens diskurs- og repræsentationsperspektiv den abstrakte og dominerende sociorumlige meningshorisont for forståelsen og repræsentationen af, hvornår og hvordan et sted kan betegnes som et "godt" sted. De planpolitiske redskaberne, der blev brugt til at realisere og materialisere det "gode" sted, var i første omgang statistiske beregninger over befolkningsudviklingen og inddeling af borgere i en række kategorier, blandt andet alder, tilknytning til arbejdsmarkedet, familiesituation med videre. Gennem disse beregninger var forestillingen, at man kunne styre, hvilke typer af beboere der flyttede ind (og blev boende) i de nybyggede forstæder. I anden omgang var det de fysiske rammer, som blev brugt som realiseringsredskab.

De to andre spørgsmål som udefraperspektivet er blevet struktureret efter, er rettet mod diskussioner af, hvordan de socialt belastede steder repræsenteres, og hvordan denne repræsentation kommer til udtryk i praksis. Det har her handlet om at undersøge, hvilke konsekvenser den planpolitiske forståelse af socialt belastede boligområder har i forhold til de løsningsstrategier, der bliver igangsat i de socialt belastede boligområder.

Afhandlingen har i relation til disse to spørgsmål vist, at 1960'ernes og 1970'ernes planpolitiske forestilling om "det gode liv i gode boligområder" bliver reartikuleret og reproduceret til de nutidige planpolitiske forestillinger om "det dårlige liv i dårlige boligområder". Det vil sige, at de socialt belastede boligområder bliver målt i forhold til forestillingerne om, hvordan et "godt" sted bør fungerer. Afhandlingens diskussioner af hvordan de socialt belastede boligområder defineres og kategoriseres, og hvem det er, som gør det, viser, at de nutidige planpolitiske redskaber stort set er de samme, som blev brugt til 1960'ernes og 1970'ernes materialisering af det "gode" sted. Den planpolitiske kategoriseringen af de socialt belastede boligområders problemer bygger således også på statistiske undersøgelser af, hvem det er, som bor i disse boligområder. Det vil sige aldersmæssig sammensætning, tilknytning til arbejdsmarkedet, etnisk oprindelse med mere. Disse undersøgelser viser, at det hverdagsliv, der leves i de kategoriserede socialt belastede boligområder, strider mod idealerne om "det gode liv i gode boligområder". Ifølge den planpolitiske forståelse er de socialt belastede steder således kendetegnet ved:

• Ustabilitet
• Social uorden

Og det hverdagsliv, der leves er kendetegnet ved følgende mangler:

Afhandlingen har vist, at det, som der reelt er undersøgt via de statistiske beregninger og undersøgelser, alene er rettet mod målbare beskrivende forhold (tilknytning til arbejdsmarkedet og alderssammensætning med videre). Derimod er de forhold, som retter sig mod forståelsesmæssige og erfaringsbaserede hverdagslige forhold som fællesskabsfølelse, netværksrelationer, stedsidentitet med videre, ikke undersøgt.

Dette skal for det første ses i sammenhæng med, at sådanne forhold ikke kan måles statistisk. For det andet har man fra planpolitisk hold heller ikke fundet det nødvendigt at undersøge forholdene ved hjælp af andre undersøgelsesmetoder. Denne manglende undersøgelse skal ses i sammenhæng med, at den planpolitiske forklaringslogik, hvor der stilles lighedstegn mellem statistiske facts og hverdagslige forhold, udgør den abstrakte og dominerende soicorumlige og legitime meningshorisont – en meningshorisont, som materialiseres i den (plan)politiske forståelse i forhold til, hvordan "det gode liv i gode boligområder" skal ser ud. Der stilles således ikke spørgsmålstegn ved, om hvorvidt og hvordan andelen af arbejdsløse, etniske minoriteter med videre kan siges at resultere i blandt andet manglende netværksrelationer og manglende fællesskab.

Som et resultat kan man dels sige at den planpolitiske repræsentation af de socialt belastede boligområder kommer til, at fremstå som fordomme på grund af den manglende viden om det liv, der leves i boligområderne, dels kan man sige, at stedet via de statistisk funderede beskrivelser indsættes i én bestemt permanent dominerende sociorumlige meningshorisont. Det er samtidig også denne meningshorisont, som danner udgangspunkt for de planpolitiske løsningsstrategier, der bliver implementeret i de kategoriserede socialt belastede boligområder, hvilket betyder, at løsningerne handler om, at udbedre (udjævne) de ovennævnte mangler og genskabe "det gode liv i gode boligområder".

Indefraperspektivets stedsforståelse
At der er tale om planpolitiske fordomme om det hverdagsliv, der leves i socialt belastede boligområder bestyrkes yderligere,når man ser på, hvordan hverdagslivet i afhandlingens undersøgelseskonteks - det kategoriserede socialt belastede boligområde Avedøre Stationsby - udspiller sig. Hvilket bringer os frem til den anden del af afhandlingens hovedproblemstilling, der handler om, hvordan "stedet" kan forstås i relation til hverdagspraksis.

Det, som her er i fokus, er relateret til afhandlingens indefraperspektiv, hvor afhandlingen med udgangspunkt i et human- og samfundsgeografisk perspektiv har diskuteret følgende spørgsmål:

• Hvordan opfatter beboerne Avedøre Stationsby som betydnings- og meningsfuldt i forhold til hverdagsliv/praksis? Hvordan oplever beboerne at bo i Stationsbyen?
• Hvordan karakteriserer beboerne Avedøre Stationsby – kvaliteter og problemer?
• Hvordan bruger beboerne Avedøre Stationsby?

Afhandlingens diskussioner af udvalgte beboeres forståelse af deres bosted har taget udgangspunkt i en undersøgelse af repræsentationen af det socialt belastede steds betydning og mening som et resultat af beboernes individuelle og kollektive erfaringsbaserede oplevelse af (og mening om) deres bosted, og som et resultat af beboernes hverdagslige brug af bostedet. At det har været "erfaring", "oplevelse" og"brug", der har fungeret som ankerbegreberne i undersøgelsen skal ses i forhold til udvalgte eksponenter for afhandlingens human- og samfundsgeografiske perspektiv.

På baggrund af disse eksponenter har udgangspunktet været, at "rum" som sagt i denne afhandling ses som de abstrakte og dominerende sociorumlige processer, som skaber den betydning og mening, som stederne skal have. Det vil sige, at det er i denne rumlige kontekst, at den dominerende planpolitiske meningshorisont, som "omgiver" stedet, skabes. På denne måde ses stedsbegrebet som operationalisering og materialisering af de planpolitiske forestillinger. Men det betyder ikke, at stederne skal ses som blindt underlagt de planpolitiske forestillinger, idet det hverdagsliv, der udspilles på stederne, også påvirker forestillingerne. Det vil sige, at den betydning og mening, som stedet har for beboerne, skal ses i en dialektisk sammenhæng med de planpolitiske forestillinger –en sammenhæng, som kan bestå af en reproduktion og/eller en alternativ fortolkning af de planpolitiske forestillinger, som kommer til udtryk gennem praksis.

Praksis skal her forstås om kollektive og individuelle erfaringer, oplevelser og brug. Denne tilgang til stedsforståelse, hvor stedets betydning og mening ses i relation til de tre ankerbegreber, betyder, at et givent sted ikke kan indsættes i én permanent betydningsramme. Stedets mening og betydning vil derimod kontinuerligt varierer i tid og rum, idet den betydning og mening, som beboerne tillægger stedet, vil være afhængig af individuelle og subjektive forhold som socialiseringsbetingelser, myter, og forestillinger (symboler og image). Dermed vil beboernes betydningstillæggelse også være afhængig af den specifikke historie, som stedet har for beboerne og mere konkret også være relateret til forhold som familie- og arbejdssituation, botidslængde, helbredsmæssig situation med mere. Dette betyder imidlertid ikke, at der ikke vil kunne opstå fælles betydnings- og meningsrammer beboerne imellem angående specifikke forhold, men også de vil variere i tid og rum.

Sammenlignes den planpolitiske forståelse af socialt belastede boligområder generelt og specifikt af Avedøre Stationsby, med undersøgelsen af beboernes kollektive og individuelle erfaringsbaserede forståelse og brug af Avedøre Stationsby, kan følgende konkluderes:

Som det væsentligste viser undersøgelsen, at de problemer, som man fra planpolitisk hold mener, er de mest centrale, ikke opleves som betydningsfulde af beboerne. Dette skal blandt andet ses i sammenhæng med følgende forhold:

• I Avedøre Stationsby findes der fællesskaber, som der deltages i og udvises ansvar over for. Men disse fællesskaber er ikke stabile, de dannes periodisk, når der er behov for det. Der er altså tale om flere forskellige fællesskabsformer, som kontinuerligt ændres og gendannes. Som en konsekvens er der også tale om periodisk deltagelse i og ansvarsfølelse overfor fællesskabsformerne.

• I Avedøre Stationsby findes der positiv stedsidentitet, men den kan ikke defineres i ental. I Avedøre Stationsby findes der således mindst tre forskellige stedsidentiteter: En fælles i forhold til hele Avedøre Stationsby, som defineres positivt, og to andre, som er relateret til henholdsvis afdeling og specifikke bomiljø, hvor negative forskelle mellem disse er positivt betydningsskabende.

• I Avedøre Stationsby er der netværksrelationer mellem beboerne, men de antager forskellige former. Denne forskellighed skal lige som fællesskabsfølelsen ses i relation til de givne behov, som beboerne har på givne tidspunkter i deres liv, og skal ydermere ses i forhold til det generelle brug af Avedøre Stationsby. Der kan således udledes mindst tre former for brug: Et stedbundet brug, hvor netværksrelationerne med medbeboere har en stor betydning. Et mixet brug, hvor netværksrelationerne med medbeboere er lige så betydningsfuldt som netværksrelationer med andre mennesker andre steder. Et stedubundet brug, hvor netværksrelationer med medbeboere ikke anses for betydningsfuldt.

• Beboerne mener, at Avedøre Stationsby har et dårligt og negativt image. Men dette image ses som et resultat af udefrakommendes manglende kendskab til Avedøre Stationsby og altså ikke som et resultat af de problemer som man fra planpolitiske hold mener er skyld i det dårlige image.

Konsekvenser
Afhandlingens problemformulering handler også om at se på konsekvenserne af den planpolitiske strategi, der er rettet mod de socialt belastede boligområder. Overordnet har afhandlingen vist, at den planpolitiske tilgang, det vil sige forklaringslogik, kan kaldes en analytisk-rationel fejlslutning. Dette skal først og fremmest ses i forhold til, at logikken ikke er blevet konfronteret med størstedelen af det, som den beskriver. Det vil sige, at den ikke er blevet konfronteret med de forhold, som har at gøre med de erfaringsbaserede hverdagslige forhold.

Konsekvensen af denne analytiske-rationelle fejlslutning er, at de planpolitiske forestillinger og implicit forklaringslogikken igen og igen reartikuleres i den planpolitiske, i mediernes, i forskningens og i den "offentlige" opfattelse af socialt belastede boligområder - forestillinger, som fremstår som selvindlysende sandheder, der bevirker, at planpolitikken om de socialt belastede boligområder og den forskning, som er knyttet til denne politik, befinder sig i en lukket cirkel, hvor problemopfattelse og årsagssammenhæng gang på gang bliver bekræftet. Denne lukkede cirkel kan opretholdes, fordi det liv der leves, og den betydning og mening, som de kategoriserede socialt belastede boligområder har for de beboere, som bor og lever i disse boligområder, ikke er undersøgt. Og dermed indgår beboernes forståelse af deres sted ikke i de planpolitiske forestillinger og løsningsstrategier.

Den analytiske-rationelle fejlslutning har naturligt nok også konsekvenser for de planpolitiske løsningsstrategier, som bliver implementeret i de kategoriserede socialt belastede boligområder. Disse løsningsstrategier bygger som sagt på at genetablere "det gode liv i gode boligområder", som er kendetegnet ved de "lokalsamfundsdyder", der er opremset ovenfor. Såvel afhandlingens undersøgelse af beboernes forståelse af deres bosted, Avedøre Stationsby, som afhandlingens diskussioner af andre foretagne undersøgelser af relationen mellem bosted og hverdagsliv viser, så eksisterer der et skisma mellem idealet om ét bestemt hverdagsliv og de forskellige former for hverdagsliv, som reelt udspiller sig i kategoriserede, som ikke-kategoriserede socialt belastede boligområder. Med andre ord kan man tale om, at den planpolitiske stedsforståelse i udgangspunktet befinder sig i en anden tid- og rumkontekst, set i forholdt til det hverdagsliv, der reelt (og generelt) leves i "dagens Danmarks" boligområder.

Dette skisma mellem idealer og "virkelighed" har følgende konsekvenser for generering af ny viden om de socialt belastede boligområder:

• Afdækning af skjulte ressourcer og kvaliteter:
  Når de socialt belastede boligområder indsættes i én bestemt og permanent politisk defineret betydningsramme sløres blikket for andre betydninger. Hvis man bruger idealet om én form for stabilt fællesskab som eksempel, kan man sige, at andre typer af fællesskabsformer ignoreres - fællesskabsformer, som kendetegner et nutidigt hverdagsliv, og som af beboerne forbindes med ressourcer og kvaliteter.
  
  
  
• Generering af ny viden:
  På denne måde opnås der ikke viden om disse "nye" fællesskabsformer, som kunne bruges til at generere ny viden, som kunne omsættes og benyttes til de fremtidige indsatser i socialt belastede boligområder.

Valget af forstaden
En af afhandlingens gennemgående diskussioner har været at se på, hvordan forestillingen om "den gode forstad" blev ændret til "den dårlige forstad". Diskussionerne af denne ændring har vist, at ændringen primært skyldes en udefrakommende ekspert funderet forståelse af, hvordan et "godt" boligområde skal karakteriseres. Denne forståelse skal også ses i sammenhæng med hverdagslivet anno 2001 og dermed de forventninger og ønsker, som man i dag har til boligformen.

For det meste hører man om, at folk ikke vil bo i de ensformige almennyttige forstæder, hvor man ikke har samme mulighed for at sætte sit individuelle præg på boligen, som man har i ejerboligen. I denne forbindelse hører man også ofte om "flugten fra forstaden", som resulterer i høje fraflytningsprocenter. Men lige som den planpolitiske forståelse af de socialt belastede boligområder er præget af myter og fordomme, er også denne "fornægtelse" af forstaden omgivet af myter og fordomme - for det forholder sig faktisk sådan, at de fleste danskere bor i forstæderne.

Så kan man altid diskutere, hvor "frivillig" forstadsbeboernes boligvalg har været set i forhold til blandt andet økonomisk situation. Som blandt andet Ærø (2000) påpeger i artiklen "De der valgte forstaden – om livsstil og forstadsliv", så viser det sig, at der faktisk er mange, der helt frivilligt vælger at bosætte sig i og bliver boende i forstaden. Det er et valg, som bunder i de samme overvejelser, som de frivillige forstadsbeboere i 1960'erne valgte de nye forstæder ud fra: Gode institutioner og legemuligheder for børnene, sikre stisystemer, tæt på arbejdspladsen med mere.

Det betyder imidlertid ikke, at hverdagslivet, forventningerne og ønskerne til boform ikke har ændret sig i takt med samfundsudviklingen generelt. Men det betyder, at i stedet for at anse for eksempel stor beboerudskiftning i specielt de almennyttige forstæder udelukkende som en indikator på problemer, så må flytninger og forskellige ønsker og forventninger til boform anskues som reglen snarere end undtagelsen, idet valget af bolig og boform afhænger af individuelle og foranderlige forhold, blandt andet hvor man befinder sig i "livet". Igen er der behov for at konfrontere forestillinger, myter og fordomme med det liv, som leves af de folk, som fordommene og myterne er møntet på.

Refleksion over forforståelse
Den manglende afdækning af ressourcer og kvaliteter og den manglende generering af ny viden, som er fremhævet ovenfor, kan også kædes sammen med min egen praksis som kommunalt ansat projektmedarbejder. Som sagt (kapitel 1) oplevede jeg, at jeg til tider var nødt til at "bøje" Avedøre Stationsbys problemer, så de kunne indpasses i såvel den statslige (Byudvalget) som den kommunale problemopfattelse. Ved at gøre dette var jeg også med til at bekræfte denne problemopfattelse og dermed også medvirkende til at holde "den lukkede cirkel" lukket.

Man kan selvfølgelig spørge, om det ikke er underordnet, hvordan man formulerer problemerne, bare man får økonomiske midler til at gennemføre de projekter, som beboerne gerne vil have igangsat. Set i et korttidsperspektiv kan man sige, at det kan være lige meget. Men set i et længere tidsperspektiv betyder det, at man er medvirkende til at reproducere den planpolitiske problemopfattelse og dermed ikke medvirkende til at generere ny viden. Ydermere er der en risiko for, at givne projekter ved en samlet evaluering af indsatsen vil få et "minus i karakterbogen", idet projekterne ikke har løst de planpolitiske definerede problemer, men derimod måske har løst nogle "usynlige" problemer.

Som diskuteret i afhandlingens kapitel 1 og 2 har et af formålene med denne afhandling også været at undersøge årsagen til konflikter mellem Hvidovre Kommune og beboerne i Avedøre stationsby. Konflikterne handlede om forskellige opfattelser af Avedøre Stationsbys kvaliteter og problemer. Det, som afhandlingens teoretiske perspektiver og undersøgelse har vist, er, at konflikter og forskellige opfattelser af problemer og kvaliteter snarere vil være reglen end undtagelsen, når opfattelsen af et steds kvaliteter og problemer er funderet i henholdsvis en udefra- og en indefraforståelse.

Dermed ikke sagt, at det ikke er muligt af skabe en fælles forståelsesramme, men at en sådan rammes grundlag må tage afsæt i konflikter mellem forskellige opfattelser af stedet, hvilket betyder, at en sådan ramme kontinuerligt til variere i tid og rum. Udover konflikterne mellem en udefra og en indefra-baseret stedsforståelse vil der også eksistere forskellige opfattelser beboerne imellem angående bostedets kvaliteter og problemer. En sådan forskellighed må også inddrages i forståelsen af bostedet.

En inddragelse af en indefraforståelse af stedet og dermed en inddragelse af konflikter vil betyde, at man i den kommunale praksis forholder sig refleksivt til den udfrakommende definition på socialt belastede boligområder i stedet for at tage udgangspunkt i definitionen. Dette indebærer, at man hele tiden stiller det banale, men på nuværende tidspunkt udeladte spørgsmål: Hvem er de socialt belastede boligområder et problem for og hvordan?

Som det fremgår af tilgangen til afhandlingens problemfeltet vejer min egen forforståelse "tungt". Jeg har således fra starten valgt at anskue de konflikter, jeg oplevede mellem beboerne i Avedøre Stationsby og Hvidovre Kommune som et resultat af en udefra- og indefraforståelse af Avedøre Stationsby. Det er også ud fra denne oplevelse, at jeg har valgt afhandlingens teoretiske og metodiske tilgang til problemfeltet. På denne baggrund kan man sige, at jeg selv har produceret en ny diskurs om diskursen – eller en repræsentation af repræsentationen. Jeg har således repræsenteret henholdsvis den planpolitiske og den individuelle og subjektive stedsforståelse som udspringende af to forskellige betydnings- og meningshorisonter. Ikke for at diskutere hvilken en af horisonterne der er den mest "rigtige", men for at diskutere stedsforståelse som et resultat af begge horisonter.

Denne fremgangsmåde skal først og fremmest ses i forhold til, at man altid som forsker må indtage en teoretisk og metodisk position eller træde ind i en diskurs. Dette udgangspunkt vil altid være styrende for den måde, man forholder sig til det fænomen, som man undersøger. Dermed vil der altid være nogle teoretiske diskussioner og problemstillinger, som man udelukker og afgrænser sig fra – diskussioner, som ville kunne resultere i nogle andre undersøgelsesresultater. En person, der tager udgangspunkt i en anden teoretisk position, ville således højst sandsynligt have behandlet afhandlingens undersøgelsesfænomen "socialt belastede boligområder" på en anden måde, for eksempel ikke have stillet spørgsmålstegn ved selve begrebet, men måske have taget udgangspunkt i den definition, der findes og undersøgt de mere strukturelle årsager og processer, der fører til, at nogle boligområder bliver socialt belastet.

Én anden tilgang, som afhandlingen også har afgrænset sig fra, er spørgsmålet om borgerinddragelse og borgerinvolvering i forhold til, hvordan beboerne konkret forholder sig til og handler i forhold til Byudvalgsindsatsen. Som afhandlingen viser, så har beboerne i Avedøre Stationsby formået at omdefinere (mindst) et kommunalt formuleret kvarterløftprojekt. Beboerne reagerer således og handler i forhold til den statslige og kommunale forståelse af deres sted⁵. På denne måde er forståelsen i denne afhandling ikke, at beboerne i de kategoriserede socialt belastede boligområder er blindt underlagt den planpolitiske forståelse af deres bosted set i forhold til de løsningsstrategier, der bliver igangsat i deres boligområder. Men beboernes omdefinering af Byudvalgsprojekter er, som afhandlingen har berørt, afhængig af, at beboerne "kæmper". Det vil blandt andet sige, er villige til at indgå i et politiske spil, hvor rammerne for påvirkning af den politiske betydnings- og meningsproduktion dels kræver ressourcer og evner, og dels kan opleves som relativ fastlåst.

Vendes der tilbage til problematikken omkring denne afhandlings produktion af en ny diskurs om diskursen, skal det ses som forudsætningen for at arbejde med et teoretisk og metodisk perspektiv, som tager udgangspunkt er i hermeneutikken og i (social)konstruktivismen. Ifølge disse tilgange er der ikke noget, der står uden for "tolkning" – som mennesker ser vi altid verden ud fra en bestemt forståelseshorisont, en bestemt forforståelse.

Der findes således ikke en objektiv verden "derude". Vores tolkning af sociale fænomener vil altid være præget af en bestemt forforståelse, som gennem sproget former vores refleksive omgang med verden. Det er dette udgangspunkt, der er afhandlingens fundament. Dette fundament kan selvfølgelig kritiseres for ikke at inddrage andre diskussioner af, hvordan mennesket gennem ikke sprogliggjort kommunikation tolker verden og udtrykke mening. Men det er som sagt allerede i kapitel 1 (også) en diskussion som denne afhandling afskærer sig fra.

På trods af at jeg allerede tidligere har været inde på de oftest forekommende kritikpunkter især i forhold til diskursperspektivet og dermed også i forhold til (social)konstruktivismen, så er der et punkt, der her skal fremhæves og det er spørgsmålet om "materialitet" - et spørgsmål, som hænger tæt sammen med diskussionen om objektivitet. I forhold til behandlingen af afhandlingens tilgang til begrebet "socialt belastede boligområder" kan man sige, at "materialiteten" udgør sammenhængene mellem det konkrete sted og de statistiske opgørelse over problemtyper.

De statistiske opgørelser beskriver således, hvor mange der er arbejdsløse, hvor stor flytteprocenten er, hvor mange der bor på stedet, som har alkoholproblemer med videre. Det er altså nogle problemtyper og personer, man kan "gå ud" og optælle – de eksisterer. Men tallene får først en mening og betydning, når de tolkes. Og i forhold til de socialt belastede boligområder betyder det en bestemt problemtolkning. Det, som afhandlingens teoretiske og metodiske fundament har åbnet for, er at spørge: Hvad sker der egentlig, hvis man inddrager andre tolkninger af de statistiske optællinger? Vil "resultatet" blive det samme?

Netop spørgsmålet om at lade andre tolkninger af et givent fænomen træde frem i lyset hviler på en forståelse af verden som foranderlig og forskellig afhængig af, hvem det er, som tolker. På denne måde vil et givent fænomen altid kunne forstås forskelligt, hvilket ikke siger noget om sandhedsværdien af de forskellige forståelser.

Men det siger noget om, at det, som vi søger at fremstille som sandheden om et givent fænomen, også kan have andre sanheder. Budskabet ifølge denne afhandlings teoretiske og metodiske fundament er for det første, at man som forsker altid må forholde sig åbent, kritisk og refleksivt til de fænomener, man undersøger, uanset hvor "sande" og "rigtige" de fremstår. For det andet må man som forsker være åben omkring sin forforståelse og dermed tilkendegive, hvilken tolkning man lægger ned over det fænomen, man undersøger og dermed også være bevidst om, at ens egen tolkning har sine "naturlige" begrænsninger i forhold til andre forforståelser og tolkninger. Det, som vi i dag lancerer som "sandheder", kan i morgen bliver udfordret af andre "sandheder" om det samme fænomen. Pointen er ikke, at der ikke eksisterer sandheder, men at vores sandhedsproduktion skal ses i forhold til og dermed være kritisk over for, politiske interesser, forskellige magtkonstellationer, myter, fordomme og forestillinger – altså være bevidste om, at repræsentationen af "sandheder" altid vil være afhængig af bestemte typer af forforståelser, som giver bestemte typer af resultater.

Som afslutning på disse refleksioner over egen forforståelse kan man også problematisere mit valg af Avedøre Stationsby som afhandlingens caseundersøgelseskontekst. Eller nærmere betegnet man kan kritisere, at afhandlingens diskussioner og konklusioner hviler så tungt på Avedøre Stationsby.

Man kunne blandt andet spørge om baggrunden for, at beboerne oplever Avedøre Stationsby på den beskrevne måde er noget, der kun gælder for lige netop disse beboere? Som der er redegjort for i afhandlingens kapitel 2, så skal undersøgelseskonteksten ikke ses som andet end et eksempel på, hvor en given praksis udspilles. I afhandlingen henviser denne praksis til, hvordan en subjektiv og individuel stedsforståelse og stedsidentitet dannes.

Ved at forholde resultatet af caseundersøgelsen til afhandlingens teoretiske begreber og perspektiver er der skabt en forståelse af, hvilke processer og forhold, der er på spil i en sådan indkredsning af en subjektiv og individuel stedsforståelse. Det er disse processer og forhold, som Flyvbjerg (1991) mener udgør casens brugsværdi. Det er således ikke af afgørende betydning, hvilke forhold beboerne oplever som problemer og kvaliteter. Det afgørende er, at forstå de bagvedliggende årsager til, at beboerne anser dette eller hint som et problem eller en kvalitet. Det er en forståelse, som dels kan benyttes til at undersøge dannelsen af en indefra-baseret forståelse i andre kategoriserede som ikke-kategoriserede socialt belastede boligområder, og dels viser caseundersøgelsen, hvor vigtig denne indefraforståelse er set i forhold til de planpolitiske løsningsstrategier, udviklings- og omdannelsesprojekter i by- og boligområder generelt.

Perspektiver på bypolitikken
Som ovenstående diskussioner har vist, så kan den planpolitiske forståelse af de socialt belastede boligområder også siges at vedrøre den generelle og overordnede planpolitiske forståelse af, hvordan bostederne og det hverdagsliv, som udfoldes her, ideelt skal fungere. En forståelse, som kan diskuteres i relation til følgende forhold:

Fællesskab og deltagelse
Tages den sidst nye politiske handlingsplan for bypolitikken "Fremtidens By, Bypolitisk perspektiv- og handlingsplan" (By- og Boligministeriet, 1999), kan man se, at mange af kriterierne for den planpolitiske forestilling om "det gode liv i gode boligområder" går igen. Det kan blandt andet ses i forhold til fællesskab og deltagelse.

Under et af indsatsområderne skrives der således i handlingsplanen: "De fleste mennesker har et stærkt engagement i deres bolig og boligens nære fysiske omgivelser – byområdet og byrummet. Der forventes derfor en stærkere opslutning bag byområdernes udvikling, når beboerne selv har været med til at træffe dem, og dermed også en øget ansvarlighed over for det lokalområde, som beslutningen vedrører" (By- og Boligministeriet, 1999, p. 53). Og et andet sted i handlingsplanen skrives der, at den fremtidige bypolitik skal sørge for, at "der etableres steder og faciliteter, der kan udgøre rammerne om et større lokalt fællesskab" (By- og Boligministeriet, 1999, p. 27).

Som det fremgår, kan man se, at der stadig er et meget stort fokus på lokalt funderet fællesskab, engagement og ansvarlighed i de nyeste bypolitiske udspil. Der er en del spørgsmål, der kan knyttes til dette fokus: Spørgsmålet er for det første, hvad der menes med, at de fleste mennesker (i dag) har et stærkt lokalt engagement i deres boligområde? Og i denne forbindelse kan man også spørge om, hvad der fra By- og Boligministeriets side menes med et sådant engagement, og hvad der ligger i forventningerne om en øget ansvarlighed? Hvis der ligger en forventning om, at de fleste mennesker lever et stedbundet liv og på kontinuerlig basis deltager i fællesprojekter relateret til boligområdet, er det spørgsmålet, hvor realistiske disse forventninger er?

Man kan nærmere sige, at det fleste mennesker lever et liv, hvor de engagerer sig, men ikke nødvendigvis i den nære og lokale kontekst. Engagementet kan blandt andet relatere sig til arbejdspladsen, til globale bevægelser som ATTAC-bevægelsen, til interesseforeninger og interesseorganisationer, som ikke nødvendigvis er lokalt baseret. Især ATTAC-bevælgelsen er interessant, da man kan sige, at den bygger på nye former for solidaritet og nye opfattelser af demokrati, som netop ikke kun er relateret til den nære lokale kontekst, men er relateret til den meget bredere globale kontekst. Således defineres formålet med ATTAC-bevægelsen: "ATTAC-bevægelsen er skabt som en reaktion på, at den økonomiske verdensorden hidtil har savnet et politisk modspil, der er lige så globalt orienteret som finansmarkederne. Men hvad er det egentlig der sker i verden lige nu? Hvordan påvirker globaliseringen almindelige menneskers liv? Hvordan kan der skabes politiske og demokratiske modforholdsregler til de uhæmmede markedskræfter?" (Dagbladet Informations hjemmeside: www.information.dk).

Bypolitik som totalpolitik
I "Fremtidens By- bypolitisk perspektiv og handlingsplan" er forestillingen, at "en veltilrettelagt og koordineret indsats også medfører en række synergifordele, som tilsammen giver et bedre resultat, end indsatserne hver for sig kunne opnå" (By- og Boligministeriet, 1999, p. 11). Man kan her diskutere om det, der reelt er sket, ikke er, at synergifordelene er vendt til "synergiulemper", idet ofte få problemer har stemplet hele boligområder og alle beboerne i boligområderne.

Spørgsmålet er også, om der ikke kan være en fare for, at denne sammenblanding af indsatsformer kan blive så bred, at den ikke i tilstrækkelig grad når den gruppe af beboere, som har et behov for hjælp? Erfaringer fra første runde af Byudvalgsaktiviteterne viser for eksempel, at det har været svært at nå dem, som betegnes som de svage og udsatte grupper i boligområderne gennem brede aktiviteter (Skifter Andersen, 1999).

Blandet beboersammensætning
Også ønsket om en afbalanceret eller varieret beboersammensætning går igen i de nyeste udspil fra By- og Boligministeren. Således lyder det i en tale by- og boligministeren fremlagde i forbindelse med præsentation af regeringens seneste boligpakke: "Regeringen ønsker en almen boligsektor, hvor fællesskab mellem beboerne og plads til alle er kodeordene. Det er nemlig både menneskeligt givende, og det skaber flere boliger. For jo flere almene succeshistorier, jo mere nybyggeri" (By- og Boligministeriet, 2001).

Det, som skal bane vejen for en almen boligsektor med plads til alle, er blandt andet almene medejerboliger. Og fra politisk hold mener man, at sådanne ændringer i den almennyttige boligstruktur "vil styrke individualiteten i ejerformerne og dermed styrke en mere varieret beboersammensætning. Det vil tiltrække beboere med flere personlige ressourcer, fx unge børnefamilier. Det vil være med til at give almene boligområder nyt liv" (By- og boligministeriet, 2001).

Set i forhold til 1960'ernes og 1970'ernes planpolitiske forestillinger kan man sige, at "mantraet" om at blande befolkningsgrupper, der i socioøkonomiske og sociokulturel henseende er forskellige, går igen i de nutidige planpolitiske forestillinger. Og også forestillingen om, at en sådan blandet beboersammensætning vil styrke fællesskabet mellem beboerne, er blevet reartikuleret til den nutidige planpolitiske forestilling – en reartikluering, som indikerer, at det stadig er det gennemsnitlige og homogene, der er idealet i den (socialdemokratiske) planpolitiske forståelse.

Der er mange spørgsmål, der kan knyttes til disse forestillinger. Som afhandlingen har diskuteret, så kan der sættes spørgsmålstegn ved, om hvorvidt troen på interaktionen og fællesskabet mellem mennesker, der i socioøkonomisk og sociokulturel henseende er forskellige, er en realistisk forestilling.

Derudover viser internationale undersøgelser og evalueringer af sammenhæng mellem ejerskabsformer og social interaktion, at interaktionen mellem ejere og lejere ikke nødvendigvis får den forventede "fællesskabseffekt". Således viser for eksempel en engelsk evaluering af relationen mellem blandede ejerformer og social interaktion, at: "Owners play relatively little part in social interaction that goes on in the estates. They are away for the estates, at work and leisure, more often than renters, and use the local facilities far less" […] Owners do not spend much time there [in the estates], or at least not much time outside the private realm. Therefore, their lives are quite different and mutual residence by itself does not bring them together" (Kintrea & Atkinson, 1998, p. 17).

Gevinsten ved at blande ejerformer er ifølge evalueringen, at boligområderne får et bedre image, hvilket skal ses i forhold til, at de nye ejere har flere økonomiske og sociale ressourcer, og dermed udsender et signal om, at det ikke kun er ressourcesvage mennesker, der bor i boligområderne.

Måleinstrument
Afslutningsvist kan man også diskutere by- og boligministerens idé om at udvikle et måleinstrument "som kan afsløre skævheder [i boligområder] før de slår ud i lys lue" (Politiken, maj, 2001).

Disse skævheder, som måleinstrumentet skal afsløre, bliver i Politiken beskrevet på følgende måde: "Mange fraflytninger. Øget kriminalitet. Flere og flere på overførselsindkomster. En overvægt af anbragte børn uden for hjemmet. En stor andel af flygtninge og indvandrere. Det er nogle af de strømpile i et boligområde, som kan pege i retning af kommende problemer, og by- boligminister Lotte Bundsgaard (S) spiller nu en ny model for forebyggelse på banen […] På denne baggrund går hun […] i gang med over sommeren at sammensætte et måleinstrument, som kommunerne kan bruge for at afsøge problemerne og komme dem i forkøbet" (Politiken, maj, 2001). Som by- og boligministeren selv i artiklen siger, så mener hun, "at det på en lidt mere overordnet måde er muligt at se, hvornår et boligområde er ved at rykke op i det røde flet" (Politiken, maj, 2001).

Politikens opridsede type af statistiske indikatorer på problemer ses i denne afhandling som årsag til en analytisk-rationel fejlslutning, som sker fordi, der sættes lighedstegn mellem abstrakte statistiske data og hverdagslige forhold. Som udgangspunkt kan man sige, at det er positiv, at der er en politisk bevågenhed og en politiske vilje til at følge udviklingen i by- og boligområder. Og her kan statistiske undersøgelser være et godt instrument, når udbredelsen af problemerne skal beskrives, men utilstrækkelige hvis de også skal forstås.

En statistisk måling af givne boligområders problemer kan således være givtigt i forhold til at undersøge, hvorvidt der eksisterer særskilte problemer i givne boligområder, men ikke godt nok til at undersøge og forstå, hvordan de statistiske opgjorte problemtyper er et problem og for hvem.

Forståelse og hvordan-spørgsmål kan således ikke undersøges ved hjælp af statistiske redskaber, men kan derimod undersøges kontekstuelt og kvalitativt. Som denne afhandling har diskuteret, så er forståelsen og hvordan-spørgsmål nødvendige, når der skal igangsættes og tilrettelægges løsningsstrategier. Hvis ikke forståelsen bliver medtaget i et sådant måleinstrument, vil løsningsstrategierne ikke rumme det forskellige og foranderlige hverdagsliv, som leves i boligområderne.

Konsekvensen vil være, at såvel forståelsen af boligområdernes problemer som løsningsstrategier (stadig) befinder sig i en lukket cirkel, som gang på gang bliver bekræftet. Sidst men ikke mindst kan der opstå en fare for, at en sådan repræsentation af boligområdernes problemer vil medvirke til, at stemplingen af nye og gamle kategoriserede socialt belastede boligområder vil blive yderligere cementeret.

Denne afhandlings diskussioner, konklusioner og perspektiver har peget på såvel en række behov for yderligere undersøgelser som behov for såvel teoretisk som metodisk nytænkning i forhold til den fremtidige bypolitiske indsats. Disse behov kan kort opridset siges at handle om behovet for:

• Undersøgelser af og viden om det hverdagsliv, der leves i både kategoriserede og ikke-kategoriserede socialt belastede boligområder
• Udvikling af metoder til at indfange det kontekstuelle og specifikke i de socialt belastede boligområder
• Udvikle metoder til at kvalificere indsatsen i de socialt belastede boligområder.

Sidst men ikke mindst er der behov for en stadig forskning i sammenhæng mellem bosteder og hverdagsliv - en forskning, som samtidig skal danne grundlaget for udvikling af nye begreber, som kan indfange de problemer og kvaliteter, som kendetegner de boligområder, som i dag kategoriseres, opfattes og stemples som socialt belastede. Og dermed begreber som kan bane vejen for en ny forståelse af, hvad der gør socialt belastede boligområder socialt belastede. Som sagt er det ikke nok kun at ændre sprogbrug og begreber, praksis skal også følge med.

Dette kan det planpolitiske forsøg med at kalde indsatserne i de socialt belastede boligområder for "holistisk", "helhedsoreinteret" og "bottom-up organiseret" ses som eksempel på. Som afhandlingen har diskuteret, er det spørgsmålet, hvor meget forståelsen af "det gode liv i gode boligområder" der er ændret på trods af denne nye sprogbrug.

Tilbage til Ph.d-afhandling: Fortællinger om et sted. Birgitte Mazanti