Forslumning truer Klithusene
Klithusene ved den yderste klitrække i Thyborøn er en perle rent beliggenhedsmæssigt, tæt på havet og i læ bag klitterne og diget. Husene er simple, men på sin vis alligevel i harmoni med forfaldet i de mange tyske bunkers, der ligger i området.
Men så holder idyllen også op, for ved nærmere eftersyn er området hårdt ramt af tiltagende forslumning, fordi spekulanter opkøber husene i takt med, at de gamle beboere dør eller flytter, og derefter lejer dem ud til tilflyttende bistandsklienter og i øvrigt lader en del af husene forfalde. En udvikling, der truer samhørighed og oprindelighed i området.
Klithusenes historie er beskrevet i en ny bog, der er udgivet af By og Byg (Statens Byggeforskninginstitut). Bogen gennemgår en række såkaldte usædvanlige boligområder i Danmark for at få en bedre forståelse af kvaliteter og problemer, der kendetegner områderne og for at bidrage til debatten om selvbyggeriets vilkår og om husning af socialt udstødte og udsatte grupper. Bogen er skrevet i samarbejde med Formidlingscentret Storkøbenhavn for Socialministeriet samt Erhvervs- og Boligstyrelsen.
Sildekassehuse i yderste klitrække
Klithusene er, som mange andre usædvanlige boligområder i landet, opstået af et akut boligbehov blandt småkårsfolk. De tog sagen i egen hånd og begyndte at bygge nogle små nødtørftige hytter af forhåndenværende materialer, der blev isoleret med tang og hø. Gamle jernbanevogne blev også taget i brug som boliger. Området fik på den måde et temmelig uensartet og tilfældigt præg, der blev understreget af mindre husdyrhold omkring husene. Det Klondike-lignende område fik derfor prædikat af rabarberkvarter, hvor pæne mennesker ikke bosatte sig.
Beboerne har gennem hele områdets historie, der begyndte i 30'errne og tog rigtig fat efter anden verdenskrig, haft tilknytning til stedet i forbindelse med deres arbejde ved havnen, fiskeriet og fiskeindustrien eller tidligere ved høfde- og digebyggeriet. I den udstrækning beboerne nu er i arbejde, er der stadig denne tilknytning, ligesom mange stadig er fritidsfiskere. Det maritime har sat sit præg på området, tydeligst ved de mange haver med småbåde og fiskegarn.
En dårlig udviklingsspiral
I dag har husenes oprindelse som sildekassebyggerier fortonet sig bag skalmure, faste tage og andre forbedringer, der har ført ejerhusene frem til en nutidig standard. Men det gælder ikke for de huse, der er opkøbt med spekulation for øje, for mange af de nye boligejere forsømmer husenes vedligeholdelse. Det betyder, at det hovedsageligt er sociale klienter med absolut ingen andre muligheder, der flytter ind i boligerne - ofte kun for en kort bemærkning - før de flytter igen, og den næste socialt belastede familie flytter ind. Familierne kommer ofte langvejs fra og har ikke tilknytning til hverken området eller kulturen.
Den høje fraflytningsfrekvens betyder, at de mere oprindelige beboere ikke orker at engagere sig i de nye tilflyttere, og i stedet holder de sig for sig selv, i modsætning til tidligere. Det har fået den konsekvens, at området stort set er delt i to lejre: De ejere, der ønsker at bevare området for almindelige jævne folk, og de tilflyttede lejere, der ofte skiller sig ud med deres sociale problemer. Men fælles for de to fløje er, at de er glade for at bo i området, der rummer bokvaliteter, som ikke findes i de mere sædvanlige boligområder.
Klithusene er sålede truet af den modsatte tendens, som ses i mange af landets øvrige "usædvanlige" boligområder, der er truet af en mondænisering, hvor mere veluddannede og resursestærke beboere flytter ind i de pittoreske områder med nye adfærdsnormer og krav til æstetik og dermed fortrænger de oprindelige fattigfolk og særlinge.
I Klithusene kommer truslen fra husspekulanter, forfaldne huse og tilflyttende socialt belastede familier. Kommunen er blevet opmærksom på det truende problem og vil forsøge at opkøbe husene i takt med, at de bliver til salg. Kommunen vil så i hvert tilfælde vurdere, om der er basis for at rette husene op til en passende standard, eller om de skal rives ned. En udvikling der hilses velkommen af beboerne.
Bogen 'Usædvanlige boligområder i Danmark. Otte fortællinger' kan downloades eller bestilles på www.by-og-byg.dk. En kort sammenfatning af bogen kan ligeledes downloades eller bestilles på www.fc-storkbh.dk.
Til redaktionen: Yderligere oplysning kan fås hos forskningschef Hans Kristensen, By og Byg, telefon 45 74 23 38, eller konsulent Per Lorang Sørensen, Formidlingscentret Storkøbenhavn, telefon 33 14 90 70.
Den viste illustration kan hentes i høj opløsning (ligger i selvudpakkende fil, 1,31 MB) ved at klikke på billedet
Klithusene ligger ideelt i læ for havet bag klitterne og diget, men er truet af tiltagende forslumning på grund af et omfattende spekulationsopkøb af husene.
Nøgleperson i Klithusene:
Forvaltningschef Ebbe Ravn Sørensen
Thyborøn og Harboøre Kommune
Ærøvej 9,
7680 Thyborøn
Tlf. 97831322
Læs mere om 'Usædvanlige boligområder i Danmark. Otte fortællinger'