Ejerkultur i et alment boligområde
Villabyen i Randers ligner ikke nogen anden almen bebyggelse i landet. Det mest usædvanlige er, at boligerne består af fritliggende enfamiliehuse med fuld kælder og egen, stor have. Noget andet er, at lejerne opfører sig som ejere, for de vedligeholder selv husene indvendigt, en del af det udvendige og passer haverne. Lejerne har ganske enkelt udviklet en ejerkultur.
Villabyens historie indgår i en ny bog, der er udgivet af By og Byg (Statens Byggeforskninginstitut). Bogen gennemgår en række såkaldte usædvanlige boligområder i Danmark for at få en bedre forståelse af kvaliteter og problemer i de særlige områder, og for at bidrage til debatten om selvbyggeriets vilkår og om husning af socialt udstødte og udsatte grupper. Bogen er skrevet i samarbejde med Formidlingscentret Storkøbenhavn for Socialministeriet samt Erhvervs- og Boligstyrelsen.
Små driftsomkostninger og lav husleje
Siden 1940'erne, hvor boligerne blev bygget, har der været tradition for, at lejerne selv har stået for en stor del af opgaverne med at vedligeholde husene, både udvendigt og indvendigt. Primært med det formål at holde huslejen nede.
Boligerne har gennem hele perioden været beboet af solide, jævne folk, tidligere meget børnerige familier, der har ønsket lys og luft omkring boligen og har haft lyst, og somme tider også evner, til selv at bygge om og til på boligerne efter familiens individuelle behov og økonomi.
Det har udvendigt givet sig udslag i en mangfoldighed af overdækkede terrasser, garager, vinterstuer, carporte, udhuse, drivhuse og små bassiner i haverne. Det er ikke arkitektoniske perler, der er kommet ud af selvbyggerierne, men de har i høj grad været med til at sætte deres særlige præg på området, som vidner om opfindsomhed og forskelligartethed.
Inde i husene er den oprindelige grundplan svær at for øje på, vægge er slået ned og nye rum er trådt frem. Køkkener og badeværelser er moderniseret og stort set alt sammen er kommet i stand for lejernes egen regning og ofte uden at spørge eller på anden måde involvere boligforeningen.
De mange forandringer på husene har fået den konsekvens, at boligerne lejes ud som beset, og at det står den nye lejer frit for at ændre det hele efter behov og ønsker.
Man skal selv kunne klare de praktiske ting
At lejerne er meget foretagsomme på områder der i andre almene boligbebyggelser varetages af boligselskabet betyder ikke, at alt er tilladt. Der er interne regler i området, der indebærer, at husene og haverne skal være velholdte, så standarden på boligerne kan fastholdes. Der er også en norm der siger, at man klarer sig ved egen hjælp, for at driftsomkostningerne kan holdes på et absolut minimum. Det ses blandt andet ved, at området ikke har nogen vicevært eller gårdmand, og at fortorvene ikke er asfalterede.
Selvforvaltningen har dog alligevel sine grænser, for i 2001 blev det besluttet, at boligforeningen tager sig af den udvendige vedligeholdelse, da man har været nødt til at udskifte samtlige vinduer, der var forholdsvis nye, fordi mange lejere ikke have givet rammerne ordentlig træbeskyttelse.
Et godt sted at blive gammel
Fraflytningsprocenten er lav i Villabyen. Der bor stadig mange af de oprindelige lejere, for stedet er godt at blive gammel i. Der er en tradition for, at de andre beboere hjælper til med at klippe hæk og slå græs om sommeren og skrabe sne om vinteren og i øvrigt lige ser til, at alt er som det skal være hos de gamle.
Tilflytterne er typisk mennesker, der har haft en tilknytning til området, enten gennem familie eller bekendte, eller de er opvokset der. En lang venteliste til boligerne vidner om, at det er et attraktivt sted at bo.
Bogen 'Usædvanlige boligområder i Danmark. Otte fortællinger' kan downloades eller bestilles på www.by-og-byg.dk. En kort sammenfatning af bogen kan ligeledes downloades eller bestilles på www.fc-storkbh.dk.
Til redaktionen: Yderligere oplysning kan fås hos forskningschef Hans Kristensen, By og Byg, telefon 45 74 23 38, eller konsulent Per Lorang Sørensen, Formidlingscentret Storkøbenhavn, telefon 33 14 90 70.
Den viste illustration kan hentes i høj opløsning (ligger i selvudpakkende fil, 1,16 MB) ved at klikke på billedet
Selvbyggere har gennem tiderne kunnet udfolde sig frit i det almene boligområde Villabyen Randers. Det har givet udslag i en mangfoldighed af overdækkede terrasser, garager, vinterstuer, carporte, udhuse, drivhuse og små bassiner i haverne i området.
Nøglepersoner i Villabyen:
Ejendomsinspektør Gert Hølund
Boligorganisationen Møllevænget og storgården
Nørrestræde 1,
8900 Randers
Tlf. 87123035
Dorrit og Peter Lystrup
Infanterivej 68,
8900 Randers
Tlf. 86421907
Læs mere om 'Usædvanlige boligområder i Danmark. Otte fortællinger'