Multietniske boligområder omgærdet af fordomme
Før indflytningen er de skeptiske, men når danskerne har boet et stykke tid i de multietniske boligområder, befinder de sig ganske godt dør om dør med beboere af fremmed herkomst. De ser det ikke som noget stort problem, at der bor mange indvandre i områderne. De er til gengæld godt trætte af boligområdernes dårlige omdømme i medierne og befolkningens fordomme.
Det viser en undersøgelse fra SBi, hvor seniorforsker Hans Skifter Andersen har analyseret til- og fraflytningen i tre multietniske boligområder, hvor danskerne er i mindretal. Områderne er Vollsmose i Odense, Gellerupparken i Århus og Mjølnerparken i København.
Det er ikke fordi danskere som udgangspunkt har et brændende ønske om at bo i de multietniske områder. Kun hver fjerde danske husstand har specifikt valgt at bo i et af de tre boligområder. Når de alligevel flytter ind, så er årsagen oftest, at huslejen er til at betale, og at man rimelig hurtigt kan få en bolig i de almene bebyggelser. På indflytningstidspunktet finder de færreste hverken boligområdet, eller det at der bor så mange indvandre, særlig attraktivt.
Men de holdninger ændrer sig markant efter indflytningen, viser undersøgelsen. For som tiden er gået, er der nu væsentligt færre danskere end etniske minoriteter, der synes, at det er et problem, at der bor så mange med udenlandsk baggrund. Faktisk synes et flertal af danskerne, at der er en passende blanding af danskere og indvandrere.
"Resultaterne peger på, at det først og fremmest er fordomme om områderne og deres beboere, der begrænser tilflytningen af danskere, mere end det f.eks. er problemer med kriminalitet, vold og hærværk", siger Hans Skifter Andersen.
Fraflytning skyldes ikke utilfredshed
Selv om danskerne ikke er utilfredse med beboersammensætningen, så er der alligevel 43 pct. der gerne vil flytte, men mange har ikke råd til det. Halvdelen giver bebyggelsernes dårlige omdømme som den primære grund for ønsket om at flytte.
Blandt de danskere som faktisk fraflyttede i perioden 2003-2004, skyldtes det for hver fjerde husstand, at lejligheden var for lille. Utryghed og utilfredshed med beboernes opførsel havde derimod kun begrænset betydning som begrundelse for fraflytning. 15-20 pct. nævner nedslidte bygninger og udearealer i områderne som grund, og endnu færre nævner beliggenheden.
Undersøgelsen viser, at for 82 pct. af de fraflyttede, både danskere og etniske minoriteter, ville det ikke have været muligt at ændre deres beslutning om at flytte ved at ændre på nogle af forholdene i de tre boligområder. Det skyldes at flytninger ofte har andre årsager end utilfredshed med boligen eller boligområdet. Det er især forbedring af familiernes økonomi og udsigt til færre sociale problemer, bedre skoler og tilbud til børn og unge i andre boligområder, der trækker beboerne ud af de multietniske områder.
13 pct. af de fraflyttede ville overveje at blive boende, hvis de kunne købe deres bolig.
Rapporten Undersøgelse af til- og fraflytninger i tre multietniske boligområder er udført for Landsbyggefonden og kan læses, downloades eller købes på sbi.dk.
Til redaktionen: Yderligere oplysninger kan fås hos seniorforsker Hans Skifter Andersen, Statens Byggeforskningsinstitut.
(Foto: Polfoto)
Læs mere om 'Undersøgelse af til- og fraflytninger i tre multietniske boligområder'