Uddrag af publikationen 'Interessefælleskaber i Utterslevhuse'

I sportsopgangen og støjopgangen har nogle af beboerne udviklet kontakter med hinanden, men der synes ikke hidtil at være tegn på dannelsen af et egentligt fællesskab mellem beboerne. Forsøget synes derimod slet ikke at have spillet nogen kontaktskabende rolle for beboerne i somalieropgangen.

Disse resultater bør ses i lyset af, at der er forskel på, hvad beboerne grupperes efter, i forhold til hvilke incitamenter og muligheder, der samtidig opstår for at danne sociale kontakter og fællesskaber i opgangene. Nogle grupperingskriterier forekommer mere grundlæggende i forhold til beboernes karakteristika og interesser end andre. Eksempelvis synes der helt naturligt at være forskel på den efterfølgende fællesskabsdannelse afhængigt af, om ældre beboere sættes sammen med et ønske om at bo i et seniorkollektiv, eller om beboerne i en opgang eksempelvis grupperes efter, om de må støje.

I de tre opgange, hvor der ikke er opstået et opgangsfællesskab baseret på fælles interesser og behov, er der ikke tale om et fravær af sociale kontakter. Nogle familier har opnået kontakter til andre beboere i opgangen. Det er klart, at beboere i et eller andet omfang også ville komme i kontakt med hinanden, selvom de ikke var grupperet efter interesser. Det er dog vanskeligt at sondre mellem det, man kunne kalde 'den almindelige kontakt', og den ‘merkontakt’, forsøget måtte have medført. Selvom forsøget ikke umiddelbart har virket kontaktskabende i tre af de fx undersøgte opgange, er der visse tegn på, at både forsøgets intention, og grupperingen af beboerne har været med til at skabe en bedre trivsel i disse opgange.

Dette viser sig tydeligt i sportsopgangen, hvor der fra første til anden interviewrunde er sket en udvikling. Familierne i opgangen er blevet mere opmærksomme på, at de alle er børnefamilier, og netop det, at alle familierne har børn, der leger sammen, synes at være med til at skabe en god stemning i opgangen.
Selve ideen om opgangsfællesskaber og særligt opgaven med at lave en husorden, synes endvidere at have betydet noget for udviklingen af kontakten mellem nogle af beboerne i støjopgangen.
Desuden spores der i både sports- og somalieropgangen den opfattelse, at grupperingen har været med til at reducere oplevelsen af gener imellem beboerne og skabe tolerance for eksempelvis legende børn, hvis man selv har børn.

Vurderingen af forsøget leder således frem til at skelne mellem flere niveauer af effekter. Der er dels dannelsen af egentlige opgangsfællesskaber, dels en mere diffus og mindre synlige effekt. Denne effekt består i, at beboerne har en større tolerance over for hinanden og føler, at noget af vilkårligheden i hvem man bor i opgang med er væk. Hverdagen kan derfor fungere med færre gnidninger mellem beboerne, end det ellers kunne være tilfældet.

Den konkrete netværksdannelse beror på, hvilke initiativer beboerne selv har taget til kontakt med hinanden. Imidlertid er det blevet fremført af adskillige af de interviewede beboere, at de gerne ville have boligorganisationen til at hjælpe med at sætte en netværksskabende proces i gang, fx i form af aktiviteter rettet mod alle bebyggelsens beboere. Særligt i første interviewrunde identificeres et vist tomrum i forhold til initiativtagning, som kan have været forstærket af, at der først med udgangen af februar 1997 blev valgt en afdelingsbestyrelse. Ved anden interviewrunde hjælper afdelingsbestyrelsen, sammen med en konsulent fra KAB, med til, at afholde opgangsmøder i de opgange, der endnu ikke har holdt noget møde på eget initiativ. Ligeledes har afdelingsbestyrelsen planer om at iværksætte aktiviteter for beboerne i samarbejde med en lokal idrætsforening.

Hvad angår forsøgets organisering, blev der ret kort tid fra forsøgets godkendelse til udlejningen skulle begynde. Alligevel lykkedes det for boligorganisationen at etablere en procedure for at håndtere grupperingen af beboerne. Der forekom dog visse fejlplaceringer af beboere.

Forsøget i Utterslevhuse har desuden været påvirket af, at beboerne i den første tid i bebyggelsen oplevede, at de skulle bruge en del ressourcer på at få udbedret en række tekniske fejl og mangler ved byggeriet. Sådanne problemer må i nogen grad forventes i et nybyggeri, men tilbage står indtrykket af, at disse problemer har taget energi fra både boligorganisationen og beboerne, som ellers kunne være lagt i fællesskabsdannelsen.

Der fremstår ud fra beboerinterviewene et indtryk af, at der kunne være foregået en mere konstruktiv dialog og et bedre samarbejde mellem beboerne og boligorganisationen. Dette drejer sig dels om håndteringen af konkrete problemer som udbedrelsen af de fysiske fejl og mangler, dels om mangel på information. Desuden tilkendegives et ønske om, at boligorganisationen er mere lydhør over for beboernes ønsker.

Interviewene efterlader også et indtryk af, at beboerne generelt er meget opmærksomme på bebyggelsens etniske sammensætning. Den faktiske andel af udenlandske statsborgere er 70 pct., og mange beboere - såvel danskere som udlændinge - ser gerne en mere ligelig fordeling mellem danskere og udlændinge. Med hensyn til dannelsen af opgangsfælleskaber viser det sig, at denne proces lader til at have vanskeligere betingelser i de opgange, hvor der er mange udenlandske beboere. I somalieropgangen oplever beboerne ikke, at deres somaliske baggrund udgør et tilstrækkeligt grundlag for at opbygge sociale kontakter. I sportsopgangen er der dog fra første til anden interviewrunde sket den udvikling, at en oplevelse af sproglige og kulturelle barrierer, der spores ved første interviewrunde, lader til at have fået mindre betydning ved anden runde. Et andet spørgsmål drejer sig om, hvorvidt beboerne i Utterslevhuse skulle være mere ressourcestærke end beboerne i fx andre almene boligområder. Dette spørgsmål lader sig ikke besvare ud fra den gennemførte undersøgelse. Men det er dog væsentligt, at flere af beboerne netop selv oplever, at dette er tilfældet, bl.a. begrundet med fraværet af synlige misbrugergrupper i selve bebyggelsen.

Undersøgelsen har således ikke fokuseret på, om forsøget i Utters- levhuse har resulteret i en beboersammensætning, der adskiller sig fra, hvad der ville have været tilfældet, hvis beboerne ikke var blevet grupperet efter interesser og behov. Det er i øvrigt tvivlsomt, om et sådant fokus ville have en særlig frugtbar karakter. Det forekommer i denne sammenhæng som en fejlfortolkning, når Utterslevhuseforsøget i dagspressen er blevet udråbt til at være mislykket, fordi forsøget ikke har resulteret i ændringer i beboersammensætningen. Det har ikke været intentionen med forsøget at ændre beboersammensætningen, men at skabe netværk og bedre trivsel mellem beboerne.

Forsøgets resultater må derimod ses i sammenhæng med hvilke forventninger, der kan stilles til virkningen af at gruppere beboerne efter interesser og behov. Et realistisk evalueringskriterium i denne sammenhæng er at vurdere forsøget i forhold til, om det kan forbedre hverdagen for bebyggelsens beboere, i form af stærkere netværk mellem beboerne. Og her er svaret delvist bekræftende. Målet er ikke blevet indfriet for alle beboeres vedkommende, men ved første interviewrunde har der dog allerede været en moderat effekt, og der har i flere opgange været en positiv udvikling i tidsrummet frem til anden interviewrunde. Det skal samtidig fremhæves, at stort set alle de interviewede beboere roser ideen om at foretage en interessegruppering. Samtidig udtrykker mange af beboerne bekymring for, hvad der vil ske, hvis forsøget udløber, og grupperingen stopper.

Utterslevhuseforsøget fremstår således alt i alt som et meget interes- sant tiltag, om end kun delvist succesfuldt forsøg med at skabe bedre betingelser for beboernes trivsel i almene boligbyggerier. Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at dannelsen af sociale netværk er en langvarig proces, og at vurderingen af forsøgets effekt bør ses i forhold til dette tidsperspektiv.