Bedre hverdagsliv for beboere i belastede boligområder
De foreløbige resultater af den indsats, som regeringens Byudvalg har iværksat for at rette op på problemerne i de socialt belastede boligområder, byder på både succeser og problemer.
Socialforskningsinstituttet og Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) har udarbejdet SBI-rapporten: "De 8 modelområder", hvor initiativer til forbedring af otte udvalgte boligområder evalueres.
De største succeser er opnået i de boligområder, hvor beboerne blev inddraget i beslutningerne om fremtidige aktiviteter, der skulle foregå i boligområdet.
De største problemer lå i styring af opgave-, rolle og kompencefordeling - og dermed i de involverede parters beslutningsdygtighed.
De otte boligområder er valgt ud fra særlige initiativer
De otte områder er udvalgt for at gå i dybden med særlig vigtige temaer blandt de aktiviteter, der er blevet iværksat i de ca. 100 belastede boligområder.
Eksempelvis kan nævnes kvarterløft, fokus på truede børn og unge og deres familier samt integration af indvandrere i det danske samfund.
De otte områder fordeler sig over hele landet:
Eskebjerggård i Ballerup
Vapnagård i Helsingør
Hømarken i Svendborg
Århus Syd i Århus
Høje Kolstrup i Åbenrå
Stengårdsvej i Esbjerg
Bispebjerg i København
Holmbladsgade i København
Områderne er fulgt i en toårig periode frem til indsatsen i modelområderne sluttede i august 1997.
Nye samarbejdsformer er udviklet
- "Et område, hvor der er opnået gode resultater, drejer sig om etablering af et samarbejdsgrundlag mellem de kommunale forvaltninger, især socialforvaltningerne, på den ene side og på den anden side boligområdernes forvaltning, det vil sige boligforening og boligselskab", siger projektleder, seniorforsker Hedvig Vestergaard.
- "At der er satset netop på nye samarbejdsformer skyldes, at kommunerne ikke havde så mange erfaringer med de boligsociale aktiviteter, fordi socialt arbejde traditionelt retter sig mod enkeltindivider og familier - og det foregår for det meste i de offentlige forvaltninger og institutioner.
Socialt arbejde i boligområderne betyder, at forvaltningerne må flytte sig ud til de berørte befolkningsgrupper for at få en helhed i den samlede sociale indsats, der kan give beboerne et bedre hverdagsliv i deres lokalmiljø".
Skurvogn til øldrikkerne var succes ét sted, fiasko et andet sted
- "Det er vigtigt, at der er tid til at drøfte de forskellige indsatser igennem med beboerne - inden man går i gang med at føre dem ud i livet. Det er en central forudsætning for at få det boligsociale arbejde til at fungere, at boligområdets beboere involveres", siger en anden af forfatterne til SBI-rapporten, seniorforsker Georg Gottschalk.
- "For eksempel havde man i et af de otte områder besluttet - uden beboerdeltagelse - at gennemføre nogle meget detaljerede projekter, blandt andet etablering af en skurvogn til øldrikkerne. Det viste sig, at hverken beboerne eller drikkegruppen var interesseret i denne løsning, så projektet blev ikke til noget.
I et andet område var et lignende projekt ikke med i den oprindelige plan, men her viste der sig at være en interesse, fordi øldrikkerne var til gene for de handlende og en nærliggende børnehave. Man nedsatte derfor en arbejdsgruppe, hvor øldrikkerne var repræsenteret. I fællesskab fandt man frem til en velegnet plads for en skurvogn, hvor de kunne sidde og drikke - til alles tilfredshed"
Blandt de øvrige gennemførte aktiviteter er blandt andet etablering af cafeer, opstart af nye klub- eller foreningsaktiviteter, initiativer for børn og unge, beboeruddannelse, aktivering og integration af beboere uden for arbejdsmarkedet og "grønt arbejde".
Nogle problemer blev ikke løst
- "De otte modelområder illustrerer godt, hvilke problemer der er i de belastede boligområder", siger en anden forfatter til SBI-rapporten, stud.scient.adm. Thomas Gruber, "men evalueringen peger også på, hvor vigtigt det er at få etableret et beslutningsdygtigt styrings- eller koordineringsorgan, hvor der kan træffes beslutninger om opgave, rolle- og kompetencefordeling for de parter, der skal gennemføre forbedringerne. Denne styring lykkedes ikke alle steder".
Er de nye initiativer forankret i boligområderne?
- "Byudvalgets indsatser slutter i 1998, og så er det spørgsmålet, hvor mange af initiativerne der fortsætter herefter", oplyser stud.scient.adm. Iben Ørum Rasmussen, der også er medforfatter til SBI-rapporten.
- "Alle tidligere undersøgelser af lignende udviklingsarbejde viser, at indsatser først sætter sig varige spor langt senere end de to år, som modelområdeindsatsen har løbet over".
Men på baggrund af den foreliggende evaluering er der grund til at tro, at en lang række initiativer vil fortsætte, fx samarbejdet mellem kommune og boligside om de boligsociale problemer. Og mange beboere er glade for de nye aktiviteter - hvilket kan medvirke til, at den gode udvikling kan fortsætte.
De 8 modelområder. Evaluering af et byudvalgsinitiativ. SBI-rapport 288. Hedvig Vestergaard, Georg Gottschalk, Tine Trærup, Thomas Gruber og Iben Ørum Rasmussen. 1997. 215 sider. Kr. 325 inkl. moms.
Til redaktionen:Yderligere oplysning kan fås hos seniorforsker Hedvig Vestergaard og seniorforsker Georg Gottschalk, (SBI), eller stud.scient.adm. Thomas Gruber og stud.scient.adm. Iben Ørum Rasmussen, (SFI)tlf. 33 48 08 00.
Læs mere om 'De 8 modelområder'