Negativ udvikling kan vendes i belastede boligområder

Det kan lade sig gøre at dæmme op for en negativ udvikling i socialt belastede boligområder, hvis der er vilje til at gøre det. Det er dokumenteret i en ny omfattende videnskabelig undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) og Socialforskningsinstituttet (SFI).

De to forskningsinstitutter har undersøgt den lange række af aktiviteter, som regeringens Byudvalg satte i gang i 1994 i problemramte bebyggelser - i ca. 100 almennyttige boligområder landet over. Formålet med den statslige indsats er at skabe en bedre hverdag for socialt svage - flygtninge og indvandrere. Aktiviteterne skal samtidig ses som et middel til at dæmme op for kriminalitet og uroligheder.

Selv om Byudvalgets indsats ikke har fjernet problemerne, så har indsatsen - med overkommelige midler - betydet, at den negative udvikling i de støttede boligområder er standset, problemerne er ikke blevet værre, og i nogle tilfælde er problemerne endda blevet reduceret.

Og det er ikke mere politi på gaderne, der har været midlet til de gode resultater, men en samlet forbedring af både de sociale, fysiske og økonomiske forhold i de udsatte boligområder. Det er lykkedes at gøre områderne mere attraktive, hvilket blandt andet ses ved, at de mere resursestærke beboere i højere grad er blevet boende, og flere er flyttet til.

De økonomiske virkemidler har været at sænke huslejen. Det har den virkning, at boligerne nu er konkurrencedygtige, og dermed er det blevet lettere at tiltrække beboere, der selv kan betale deres husleje - uden offentlig støtte. De fysiske virkemidler har været at forskønne bygninger og udearealer og forbedre fællesfaciliteterne - for eksempel legepladserne. Af sociale foranstaltninger har der blandt andet været succes med aktiviteter, der er rettet mod udsatte børn og unge.

Undersøgelsesresultaterne er samlet i SBI-rapport 320: Byudvalgets indsats 1993-98. Sammenfattende evaluering'. Eksemplerne er samlet i SBI-rapport 311: 'Byudvalgets boligsociale aktiviteter'.

Mere om byudvalgets indsats 1993-98. Sammenfattende evakuering'.

Yderligere oplysninger kan fås hos seniorforsker Hans Skifter Andersen, Statens Byggeforskningsinstitut.

Sidst opdateret 21. september 2012