De ældre bliver boende
Nye forskningsresultater viser, at mange ældre mennesker bliver boede i deres bolig, selv om de har overvejet at flytte.
Det er forskerne, docent Eigil Boll Hansen fra akf, amternes og kommunernes forskningsinstitut og seniorforsker Georg Gottschalk fra Statens Byggeforsknings-
institut (SBi), der har lavet en undersøgelse af ældre borgeres flyttemønstre.
Som noget helt nyt har de ud over at se på de ældres flytteovervejelser fulgt op med en kortlægning af de ældres faktiske flytninger. Ved at sammenstille resultaterne har forskere fundet frem til, hvad der fremmer, og hvad der hæmmer de ældres flytninger.
"Et væsentligt resultat af vores undersøgelse er, at sammenhængen mellem overvejelser og faktisk flytning ikke er særlig stærk. Så nu ved vi, at analyser der kun bygger på de ældres overvejelser om bosted inden for en årrække ikke er et særligt solidt grundlag at handle ud fra", siger Eigil Boll Hansen.
Forskningsresultaterne blev fremlagt på Center for Boligforsknings årsmøde, der blev afholdt på SBi i tirsdags.
Kun halvdelen af personer med flytteovervejelser er flyttet
I 1997 blev 6000 personer mellem 52 og 77 år spurgt, om de overvejede at flytte inden for de næste fem år. Det gjorde 16 pct. I 2002 var 21 pct. flyttet inden for femårsperioden. Men det var ikke de samme, der flyttede, som dem der fem år tidligere havde gået i flytteovervejelser.
Kun halvdelen af dem, som i 1997 overvejede at flytte, var flyttet fem år senere. Og blandt dem, som flyttede, havde over halvdelen ikke overvejet det, da de blev spurgt i 1997.
Som grund til flytteovervejelse angav de ældre ønsket om en mere overkommelig bolig, både med hensyn til størrelse, vedligeholdelse og trapper. Og mange er da også flyttet fra en ejerbolig til en mindre leje- eller andelsbolig med gode adgangsforhold. Men hvad er så årsagen til, at mange andre ikke realiserer deres boligønsker?
"Der kan være mange årsager, men de væsentligste grunde i undersøgelsen til at man alligevel ikke flytter er, at man er glad for sit lokalområde, har gode naboer og venner i nærheden af boligen, der er rimelig tilgængelig uden alt for mange trapper", siger Georg Gottschalk.
Hvis man fx bor i et parcelhusområde, kan det godt være svært at finde en mindre, enkel leje- eller andelsbolig henne om hjørnet i lokalområdet. Så en afvejning af fordele og ulemper ved at flytte er faldet ud til fordel for at blive boende.
"For de personer, der ikke gik i flyttetanker i 1997, men som alligevel er flyttet i 2002 er årsagen typisk, at personerne er kommet i en situation, som de ikke havde forudset. Det kan være, at de er blevet alene i husstanden, at de har fået en dårligere økonomi, dårligere helbred eller de har trukket sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet end forventet", afslutter Eigil Boll Hansen.
Undersøgelsen er finansieret af Boligfonden Kuben, Aase og Einar Danielsens Fond, akf, amternes og kommunernes forskningsinstitut samt Statens Byggeforskningsinstitut.
Undersøgelsen 'Ældres flytteovervejelser og faktiske flytninger. Hvad fremmer og hvad hæmmer flytninger? En analyse blandt 50-80-årige i 1997-2002' kan ses på www.akf.dk
Yderligere information kan fås hos seniorforsker Georg Gottschalk (SBi) eller docent Eigil Boll Hansen (akf) tlf. 33 14 59 49 - 57).
Fakta om Center for Boligforskning
For at styrke boligforskningen på tværs af fag og forskningsinstitutioner tog SBi i begyndelsen af 2001 initiativ til at etablere Center for Boligforskning for aktive boligforskere. Formålet med centerdannelsen er at sikre en langsigtet, koordineret forskningsindsats og styrke boligforskningen som en forudsætning for den fremtidige politikudformning på boligområdet. Centret afholder en årlig konference for forskere og praktikere samt et årlig forskerseminar.
Tirsdag den 5. april 2005 afholdt centret dets årsmøde under titlen Velfærd, fornyelse og vækst. Her blev den aktuelle danske boligforskning præsenteret for et stort publikum bestående af boligmarkedets aktører.
Mere om Center for Boligforskning. Yderligere oplysning hos seniorforsker Hedvig Vestergaard.
Læs mere om 'De ældre bliver boende'