Sammenfatning og konklusioner

Problemets karakter

Udgangspunktet for undersøgelsen er, at en række af landets kommuner igennem længere tid har meldt om problemer med boliger, der har en særlig lav kvalitet, og som ligger uden for de egentlige byfornyelsesområder. Det er især boliger i det åbne land og i landsbyer, men det kan i nogle tilfælde også være boliger i mindre stationsbyer.  

Den dårlige kvalitet kan f.eks. bestå i, at der er installationsmangler (manglende toilet, bad eller centralvarme), manglende isolering, fugt eller almindeligt forfald. Det kan også være ejendomme, som er præget af affald og skrammel, der henligger i årevis på grunden. Boligerne kan ofte ikke omsættes som ejerboliger på grund af beliggenheden og den dårlige kvalitet. Nogle af disse dårlige boliger bliver opkøbt af udlejere, der lejer dem ud til husstande med meget små indkomster - fx førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere.

 For at vurdere karakteren af problemerne blev der brugt:

–     En spørgeskemaundersøgelse til en række kommuner.

–     Interviews i tre kommuner, som ifølge spørgeskemaerne i særlig grad havde problemer med sådanne ejendomme.

–     En registerbaseret undersøgelse. 

Et kortfattet internetbaseret spørgeskema blev sendt til 180 kommuner, som måtte antages at kende til problemer med dårlige boliger uden for de egentlige byfornyelsesområder.  

I spørgeskemaet kunne kommunerne sætte kryds ud for enkelte, mulige problemer, de kunne have med sådanne boliger. Stort set alle kommunerne angav almindeligt forfald af bygningerne som et af de problemer, de havde. Mellem to tredjedele og tre fjerdedele angav fugt i bygningerne, mangelfuld eller helt manglende isolering, installationsmangler og friarealer opfyldt med affald og skrammel. Direkte nedstyrtningsfare – jf. byggeloven - blev kun nævnt som et problem for en fjerdedel af kommunerne. 

Interviews i tre kommuner (Sallingsund, Morsø og Nakskov) viste, at spekulation i opkøb og udlejning af enfamiliehuse og stuehuse i dårlig stand til kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister, som kom rejsende langvejs fra, var et problem. Opkøberne er som regel udenbys udlejere, som har specialiseret sig i dette. Baggrunden er ifølge disse kommuner bl.a. økonomiske forhold, der tvinger ressourcesvage grupper til at finde forholdsvis billige boliger langt fra de store byer. Denne tilflytning af ressourcesvage grupper til dårlige boliger opfatter kommunerne som problematisk. Nogle gange opdeler udlejerne husene i to boliger og lejer dem ud, uden at udlejeren forinden har søgt om byggetilladelse til ombygningen. Nakskov Kommune melder f.eks. om sådanne boliger, der ikke var sikrede tilstrækkeligt mod brand. For lejerne er et af problemerne ofte, at boligerne er mangelfuldt eller helt uisolerede og derfor meget vanskelige og/eller meget dyre at varme op. Hvis de har lejet sig ind i sommerhalvåret, sker det, at de først opdager dette, når det bliver vinter, hvorefter de ser sig nødsaget til at flytte igen. 

I to af de interviewede kommuner: Sallingsund og Morsø Kommuner har man erfaringer med en speciel form for pantebrevsspekulation i forfaldne boliger. Det foregår på følgende måde: Et udenbys selskab køber en forfalden ejendom op på en tvangsauktion til f.eks. 60-70.000 kr. I den følgende tid handles ejendommen mellem forskellige selskaber til stadigt stigende priser for til sidst at ende med at blive handlet for en pris på måske 400.000 kr. Købene finansieres ikke med realkreditlån, men med private pantebreve, som sælges til købere, som ikke har set ejendommen. Når pantebrevskøberne ikke får renter og afdrag, begæres det sidste selskab konkurs, og ejerne af pantebrevene mister deres penge. Derefter går ejendommen på tvangsauktion, og det hele kan begynde forfra. Der er sandsynligvis flere kommuner, som har samme erfaringer.

 Alt i alt kan man om problemets karakter sige, at der er: 

-   problemer med skæmmende, forfaldne, tomme huse eller huse, hvor der ligger affald og skrammel på grunden

-   problemer med husenes standard som f.eks. installationsforhold, manglende isolering eller fugt

-   problemer med tilflytning af ressourcesvage grupper til dårlige boliger i lokalsamfundene

-   problemer med pantebrevsspekulation i forbindelse med køb og salg af huse med lav standard. En del af de tomme, forfaldne huse bruges til dette. 

Tomme boliger, som ligger i rekreative områder f.eks. med havudsigt, har kommunerne ikke problemer med. De bliver handlet til forholdsvis høje priser og i mange tilfælde brugt til fritidshuse.

Problemets omfang

I denne undersøgelse ses der på de nuværende problemers omfang og karakter. Der ses således ikke på, hvilke problemer der i fremtiden evt. kan blive med nedlagte landbrug med overflødiggjorte stuehuse og avlsbygninger. Af de nuværende ca. 115.000 beboede stuehuse er der ifølge BBR-registret installationsmangler i ca. 6.000 af de stuehuse, hvor der er oplysninger om installationer i BBR-registret. Det svarer til ca. 6 pct. af disse stuehuse. 

Omfanget vurderet ud fra kommunernes egne skøn i spørgeskemaundersøgelsen

De kommuner, der angav, at de havde problemer med dårlige boliger i landområder og mindre bysamfund, blev bedt om at give et skøn over, hvor mange boliger, det drejede sig om i deres kommune. Ud fra disse oplysninger er det beregnet, at der findes ca. 4.000 til 6.000 af denne type boliger på landsplan. Heraf er halvdelen udlejede boliger, en fjerdedel ejerboliger og en fjerdedel tomme boliger. Grupper af kommuner, som stadigvæk har problemer, er ifølge spørgeskemaundersøgelsen koncentreret til kommuner omkring Limfjorden, Himmerland, Sønderjylland og de sydlige øer: Ærø, Langeland og Lolland. 

Omfanget vurderet ud fra registerundersøgelsen

Analysen bygger på en database med registeroplysninger pr. 1.1.2004 om 20 pct. af Danmarks boliger: type, størrelse, installationer, vurderingspris m.v., og om deres beboere: alder, indkomst, husstandssammensætning mv. Der er set på enfamiliehuse og stuehuse i byer og landområder med under 5.000 indbyggere. Der er ca. 650.000 af disse typer huse. 

I denne del af undersøgelsen er det valgt at definere dårlige boliger eller potentielt dårlige boliger, som kommunen skønsmæssigt kan have problemer med, som boliger, hvor kvadratmeterprisen er særlig lav, hvor bygningen er opført før 1960, og hvor boligen er tom eller beboet med husstande med meget lave indtægter. 

Afhængigt af, hvilke kriterier man vælger i registerundersøgelsen om f.eks. definitionen af lav indkomst, bliver tallet mellem 7.000 og 14.000 boliger. Det vil sige mellem en og to procent af enfamiliehusene og stuehusene i byer og landområder med under 5.000 indbyggere.  

Alt i alt om skønnet over omfanget

Ud fra de to måder at klarlægge antallet på kan man alt i alt sige, at det drejer sig om i størrelsesordenen 10.000 enfamiliehuse og stuehuse i landområderne og de mindre bysamfund, som kommunerne kan have problemer med. Procentvist er det ikke så mange, men lokalt kan det være en større andel. Morsø Kommune skønner f.eks., at det drejer sig om ca. 5 – 6 pct. af boligerne i landområderne og i landsbyerne. Der kan også være lokale variationer inden for de enkelte kommuner. F.eks. anslår Sallingsund Kommune, at det drejer sig om ca. 10 pct. i den tidligere stationsby Durup med 400 boliger. Det er hovedsageligt dårligt vedligeholdte ejerboliger, som ifølge kommunen er vanskelige at omsætte. Med tiden vil en del af dem efter kommunens opfattelse formentlig komme til at stå tomme.

Typer af problemer kommunerne har grebet ind overfor

180 kommuner fik tilsendt det netbaserede spørgeskema. 128 svarede. 63 af dem angav, at de havde haft - eller stadigvæk har - problemer med dårlige boliger i landområder eller i mindre bysamfund. Det hyppigste problem er almindeligt forfald af ejendommen. Det har to tredjedele af de 63 kommuner grebet ind overfor. Halvdelen har grebet ind overfor fugtproblemer, og en tredjedel har grebet ind overfor friarealer med affald, installationsmangler, mangelfuld eller helt manglende isolering, nedstyrtningsfare og svamp i bygningen.  

Halvdelen af de boliger, kommunerne havde problemer med, var udlejede boliger, og det gjaldt også halvdelen af de boliger, kommunerne havde grebet ind over for. En fjerdedel af de boliger, kommunerne havde problemer med, var boliger beboet af ejer. Det var imidlertid kun en tiendedel af de boliger, kommunerne have grebet ind overfor, der var beboet af ejer. Kommunerne er naturligt nok tilbageholdende med at gribe ind over for boliger, der er beboet af ejer, men koncentrerer indsatsen om de udlejede og de tomme boliger. Boligerne, der er beboet af ejer, vil mere komme i kommunernes søgelys, når og hvis de senere bliver lejet ud eller står tomme. De mange tomme boliger er et forholdsvist nyt og formentligt voksende problem.

Antallet af boliger, kommunerne griber ind over for

Af spørgeskemaundersøgelsen fremgår det, at de kommuner, der har dårlige boliger i landområder, landsbyer og mindre bysamfund, tilsammen griber ind over for ca. 125 boliger om året. I betragtning af, at der er op imod 10.000 af disse dårlige boliger, og at antallet formentligt er voksende, ser det ikke ud til, at problemerne bliver færre.

Kommunernes virkemidler

Kommunerne har brugt forskellige virkemidler i forhold til de dårlige boliger. Det mest brugte redskab er byggelovens bestemmelser om, at bebyggelsen eller de ubebyggede arealer skal holdes i forsvarlig og sømmelig stand. Over halvdelen af de adspurgte kommuner har brugt byggeloven som virkemiddel. Hver tredje af kommunerne har brugt kommunalt opkøb. Hver fjerde kommune har brugt boligstøtteloven (afslag på ansøgninger om boligstøtte) og kondemnering.  

I interviewene i de tre kommuner og i fritekstsvarene til spørgeskemaerne peges der på nogle problemer med - eller usikkerhed - overfor nogle af de virkemidler, der er til rådighed. Der er også forslag til ændringer af eksisterende virkemidler og forslag til nye virkemidler.  

Det gælder for følgende love og bestemmelser: 

Byggeloven og lov om landbrugsejendomme

Over halvdelen af de kommuner, som har grebet ind over for dårlige enfamiliehuse og stuehuse, har brugt byggelovens bestemmelser om, at bebyggelsen skal holdes i en forsvarlig stand og ikke frembyde fare for beboerne og andre og/eller bestemmelsen om, at ejendommen skal holdes i sømmelig stand. Disse bestemmelser finder nogle af kommunerne for komplicerede, især for små kommuner. F.eks. mener Sallingsund Kommune, at det er et problem i små landsbyer, at begrebet "sømmelig stand" skal forstås relativt. Hvis en enkelt ejendom i landsbyen skiller sig ud ved at være forfalden i sammenligning med de omkringliggende ejendomme, kan kommunen give påbud om istandsættelse efter byggeloven. Men hvis der er en hel række skæmmende bygninger i landsbyen, er der ikke nogle, der skiller sig ud fra de andre. Dermed kan man ikke bruge denne bestemmelse sådanne steder. 

For så vidt angår ubenyttede, skæmmende stuehuse så har det offentlige også en mulighed for at gribe ind med hjemmel i § 9 stk. 4 i lov om landbrugsejendomme. Jordbrugskommissionerne i regionerne kan nemlig ifølge denne bestemmelse give ejeren påbud om inden en fastsat frist at istandsætte sådanne bygninger, så de ikke længere er skæmmende, eller påbud om at nedrive sådanne bygninger. Ifølge § 22 stk. 2 i cirkulæret til loven bør kommunerne inddrages i disse vurderinger. Sekretariaterne for de syv jordbrugskommissioner har imidlertid meget begrænsede personaleressourcer til af egen drift at tage sådanne sager op. På årsbasis behandler jordbrugskommissionerne i størrelsesordenen 30 sager. I flere tilfælde har sekretariaterne taget sagerne op efter henvendelser fra utilfredse naboer til de skæmmende bygninger. Kommunerne, som ifølge sagens natur har større lokalkendskab, kan imidlertid også henvende sig til sekretariaterne med dokumentation om problemer med ubenyttede, skæmmende stuehuse (og driftsbygninger), og foreslå, at jordbrugskommissionerne tager disse sager op til vurdering i samarbejde med kommunen.  

SBi kan derfor anbefale kommunerne at indlede et tættere samarbejde med sekretariaterne for jordbrugskommissionerne. 

Ved en eventuel senere ændring af byggeloven kunne det inspireret af lov om landbrugsejendomme overvejes at bruge udtrykket, at en ejendom ikke må være "skæmmende". Det er et mere nutidigt udtryk end, at ejendommen skal holdes i "sømmelig" stand. Det kunne også overvejes at gå væk fra den relative betydning af begrebet "sømmelig" – i hvert fald i landsbyer og mindre grupper af ejendomme på landet. I lov om landbrugsejendomme kan man godt operere med begrebet en skæmmende bygning, selv om den ligger helt isoleret. Derfor må det også kunne lade sig gøre at vurdere, om en beboelsesejendom på landet ikke er sømmelig uafhængigt af, hvordan de omkringliggende ejendomme ser ud. Det vil muliggøre, at man med byggeloven på én gang kan gribe ind over for flere nærliggende ejendomme, der alle er skæmmende. Det kan fx være i en landsby.

Byfornyelsesloven, kondemnering

En fjerdedel af de kommuner, som har grebet ind over for dårlige enfamiliehuse og stuehuse, har brugt byfornyelseslovens regler om kondemnering af sundhedsfarlige eller brandfarlige boliger. Kommunen kan samtidigt med kondemneringen eller senere give ejeren påbud om at rive ejendommen eller dele deraf ned, når forbuddet mod beboelse er trådt i kraft. Ved påbud om nedrivning har ejeren ret til fuld erstatning med fradrag efter almindelige erstatningsretlige principper for eventuelle økonomiske fordele som følge af nedrivningen samt til at få dækket rimelige udgifter til nedrivning af bygningen og ryddeliggørelse af grunden. Ejeren har dog ikke ret hertil, når nedrivning påbydes, fordi det kondemnerede efter forbuddets ikrafttræden forvolder ulempe for de omboende eller andre, der opholder sig eller færdes i nærheden. Kommunen får 50 pct. refusion af staten til sine udgifter i forbindelse med påbud om nedrivning.  

Nogle kommuner mener, at reglerne om kondemnering er for komplicerede og/eller utilstrækkelige. Det gælder f.eks., hvis der er tale om fugt og indeklimaproblemer. Flere kommuner har tolket byfornyelseslovens bestemmelser om kondemnering således, at de godt kan kondemnere sundhedsfarlige boliger, som plejer at blive lejet ud, selv om disse boliger på tidspunktet for kondemneringen står tomme. Derved vil kommunerne forhindre, at nogle flytter ind i disse boliger, hvorefter de skal flytte igen, når boligen bliver kondemneret. Kommunen skal i så fald sørge for genhusning af beboerne, hvis de ikke selv forinden har fundet en anden bolig. I henhold til byfornyelsesloven kan en kommune imidlertid kun kondemnere beboede boliger.

 Socialministeriet udgav i februar 2007 en vejledning om kondemnering. Socialministeriet foreslår her, at kommunerne kontakter ejeren af en sådan sundhedsfarlig, tom bolig og meddeler ham, at kommunen agter at kondemnere boligen i tilfælde af udlejning. Ejeren kan så f.eks. vælge at afhjælpe de kondemnable forhold inden fornyet udlejning. Han kan også vælge at sælge ejendommen.  

Hvis der i en beboet bolig er nærliggende sundhedsfare for beboerne, kan fristen for kondemneringens ikrafttræden ikke overstige seks måneder. Fristen må ellers ikke normalt overskride 15 år. Mange af de dårlige boliger i landdistrikterne skifter forholdsvist hyppigt lejere (og ejere). Hvis der er tale om sundhedsfare, som ikke er en nærliggende sundhedsfare, har kommunerne i særlige tilfælde mulighed for at bestemme, at forbuddet træder i kraft ved lejeledighed og senest en bestemt dato. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor det, der kondemneres, udgør den eneste bolig på grunden. På den måde har kommunen sikkerhed for, at der ikke flytter nye lejere ind i den kondemnerede lejlighed, når de nuværende lejere flytter. I og med at kondemneringen tinglyses, har eventuelle købere sikkerhed for at få information om dette forhold inden købet.  

Tilbage står spørgsmålet om tomme, sundhedsfarlige boliger. Efter SBi's opfattelse kan det være en god idé at overveje at ændre kondemneringsbestemmelserne, så det i visse tilfælde blev muligt at nedlægge forbud mod beboelse i sundhedsfarlige boliger, uanset om de er beboede eller ej. Det gælder ikke mindst, hvor der er tale nærliggende fare f.eks. på grund af omfattende fugt -, indeklima - eller skimmelsvampsproblemer og evt. også brandfare.

Byfornyelsesloven, de tildelte rammer

De tre interviewede kommuner finder de tildelte rammer for byfornyelse alt for små i forhold til behovet. F.eks. havde den tidligere Sallingsund Kommune i de senere år kun en ramme på ca. 200.000 kr. pr. år.

Byfornyelsesloven, opkøb af tomme, forfaldne enkeltejendomme

En af usikkerhederne har været, om kommunerne kunne opkøbe tomme, forfaldne enkeltejendomme for at rive dem ned eller for at få dem sat i stand. Formålet hermed har i nogle tilfælde været at gribe ind over for disse forfaldne ejendomme og herved at forhindre, at sådanne ejendomme blev opkøbt med henblik på at udleje disse dårlige boliger til tilrejsende husstande med meget lave indkomster. En tredjedel af de kommuner, der har grebet ind over for dårlige boliger, har brugt opkøb som virkemiddel. Nogle kommuner mente imidlertid ikke, at det var i overensstemmelse med kommunalfuldmagten. Da det i forbindelse med undersøgelsen blev klart, at der var en sådan usikkerhed blandt kommunerne, er det blevet klarlagt, at kommunerne med hjemmel i byfornyelseslovens § 98, stk. 2, kan beslutte at opkøbe forfaldne ejendomme med henblik på nedrivning eller istandsættelse. Kommunen kan selv stå for disse arbejder, eller den kan videresælge ejendommen til en køber, der forpligter sig til at sætte ejendommen i stand eller til at rive den ned og eventuelt også til at opføre en ny bygning efter retningslinier, der er fastsat i forbindelse med salget. Nakskov Kommune har brugt denne fremgangsmåde i en del tilfælde. Kommunerne kan ikke få 50 pct. statsrefusion til sine nettoudgifter i forbindelse med sådanne opkøb og videresalg af forfaldne enkeltejendomme med henblik på af få problemerne løst i privat regi.  

SBi mener, at det kunne overvejes, at kommunerne fik statsrefusion til sådanne opkøb med henblik på videresalg til istandsættelse eller nedrivning. Hvis kommunen i stedet for at købe en sådan ejendom giver påbud om kondemnering og nedrivning, så er der statsrefusion til ejerens nedrivningsudgifter.  

Lejeloven, boligstøtteloven og lov om fremme af energibesparelser i ejendomme

Flere kommuner vil gerne hjælpe tilflyttende, lavindkomsthusstande, så de ikke lejer sig ind i dårlige, uisolerede boliger, hvor huslejen er for høj i forhold til boligens kvalitet. I Nakskov og omliggende kommuner, som nu er slået sammen i Lolland Kommune, har man f.eks. haft den praksis at besigtige boligerne, når husstandene søgte om lån til depositum i henhold til boligstøttelovens regler om lån til depositum for private udlejningsejendomme. Det er de såkaldte frivillige lån, som kommunerne selv kan fastsætte regler for. Hvis kommunerne fandt boligerne for ringe, har kommunerne frarådet husstandene at flytte ind og har nægtet at yde lån til depositum.  

Ifølge lejeloven kan lejeren indbringe størrelsen af huslejen for huslejenævnet. En sag ved nævnet kan imidlertid vare længe, og lejerne af de dårlige boliger flytter hyppigt. Hvis lejeren flytter under sagsbehandlingen, bortfalder sagen.  

Kommunen kan med hjemmel i boligstøtteloven vælge at indbringe huslejens størrelse for huslejenævnet i forbindelse med tildeling af boligstøtte. Her kan det imidlertid være et problem, at de dårlige boliger hyppigt skifter ejer, så sagerne må starte forfra med de nye ejere som modpart.  

I følge boligstøtteloven er der også mulighed for, at kommunen ved beregningen af boligstøtten tager udgangspunkt i en lavere leje end den, der er aftalt mellem lejer og udlejer. Dermed bliver boligstøtten mindre, mens huslejen er uændret. Lejeren af en uisoleret bolig, der er meget dyr at varme op, får dermed ingen gavn af, at boligstøtten bliver sat ned.  

I forbindelse med udlejning af dårligt isolerede boliger træder der i 2008 nogle lovændringer i kraft, der kan sikre kommende lejere bedre mod uforudsete varmeudgifter. Fra og med 1. juli 2008 skal der nemlig i henhold til lov om fremme af energibesparelser i ejendomme foreligge en energimærkning i forbindelse med udlejning af boliger på over 60m² bruttoareal. Udlejeren har pligt til at udlevere energimærkningen til lejeren, inden lejemålet indgås. Hvis han ikke gør dette, kan han straffes. Dermed vil kommende lejere have bedre muligheder end i dag for at blive opmærksomme på, at den kommende bolig måske bliver meget vanskelig eller meget dyr at varme op, inden lejekontrakten underskrives. Ifølge bestemmelserne om energimærkning skal der oprettes et register for disse kommende energimærkninger. Som udgangspunkt har udlejeren adgang til oplysningerne om sin egen ejendom, og de lejere, der allerede bor i ejendommen, har ret til at gennemgå energimærkningen, hvis de anmoder om det.  

SBi mener, at det vil være en stor fordel for kommunerne, hvis de også fik adgang til disse ikke-personfølsomme oplysninger. Dels i forbindelse med rådgivning af potentielle lejere før en evt. indflytning, i forbindelse med overvejelser om lån til indskud og tildeling af boligstøtte og dels – på længere sigt - til vurdering af behovet for byfornyelse af udlejningsejendomme. 

Planloven og boligreguleringsloven, fritidshuse

I henhold til planloven kræves der ikke zonetilladelse, når en helårsbolig i landzone overgår til fritidsbolig. I henhold til boligreguleringslovens § 50 kan en helårsbolig imidlertid kun overgå til fritidsbolig, hvis det sker efter kommunalbestyrelsens samtykke. I Morsø Kommune er disse beslutninger delegeret til forvaltningen. Forvaltningen i Morsø Kommune har besluttet, at nogle af de tomme boliger, som ligger attraktivt, har fået en sådan tilladelse. De er blevet istandsat og udgør ikke længere noget problem for kommunen ved at være skæmmende. I den tidligere Nakskov Kommune har man givet tilladelse til, at nogle meget små ejendomme på meget små grunde inde i Nakskov by blev fritidshuse, fordi det ikke var realistisk, at de kunne blive til familieboliger. 

SBi mener, at det i konkrete tilfælde kan være værd at overveje, at lade helårsboliger skifte status til fritidshuse for at sikre, at de bliver vedligeholdt. 

Planloven, lokalplaner for landsbyer

I Morsø Kommune er der ligesom i Nakskov og Sallingsund Kommuner overskud af boliger i landsbyerne. Derfor har kommunen fundet det uheldigt, når udenbys købere har købt enfamiliehuse op i landsbyerne og har opdelt dem i flere boliger til udlejning for ressourcesvage tilrejsende husstande. Kommunens modtræk til dette har været at indføje en bestemmelse i lokalplanerne for landsbyerne om, at der i landsbyerne kun må være én bolig på hver matrikel.  

Det er en fremgangsmåde, der kan anbefales andre kommuner, der har de samme problemer. 

Planloven, dårlige boliger i landområderne som tema i kommuneplanrevisionen

I henhold til planlovens § 23a, stk. 1 og stk. 2 skal kommunerne tage stilling til spørgsmålet om revision af kommuneplanen i første halvdel af den kommunale valgperiode. Og her kan den vælge at fokusere på særlige temaer og særlige områder i kommunen.

 SBi mener, at for de kommuner, som har mange dårlige boliger i landområderne og de mindre bysamfund, kan det være et godt redskab at tage temaet dårlige boliger i disse dele af kommunen op i kommuneplanstrategien og i en offentlig debat om denne. Efterfølgende kan der udarbejdes retningslinier og rammer for lokalplanlægningen, der sigter på at forbedre de fysiske forhold disse steder.  

Affaldsbekendtgørelsen (Bekendtgørelse om affald nr. 1634 af 13. december 2006)

Flere kommuner har med held brugt affaldsbekendtgørelsen i henhold til miljøbeskyttelsesloven til at få ejere til at fjerne affald og bilvrag fra grunden.

Konklusioner

Omfanget

Undersøgelsen viser, at der i alt findes i omegnen af 10.000 dårlige boliger i landområder og mindre bysamfund. Heri er ikke medregnet fremtidige problemer med tomme stuehuse til nedlagte landbrugsejendomme. De dårlige boliger er ikke jævnt fordelt mellem de kommuner, som har landområder og mindre bysamfund, og de er heller ikke jævnt fordelt inden for kommunernes landområder.  

Hver kommune har brugt flere forskellige indgreb. To tredjedele af de kommuner, der har grebet ind over for de dårlige boliger, har grebet ind over for almindeligt forfald. Halvdelen har grebet ind over for fugtproblemer, og en tredjedel har grebet ind over for friarealer med affald, installationsmangler, mangelfuld eller helt manglende isolering, nedstyrtningsfare og svamp i bygningen. Tilsammen har de dog kun grebet ind overfor ca. 125 boliger om året. Hertil kommer, at jordbrugskommissionerne har haft ca. 30 sager om året med tomme, skæmmende stuehuse til landbrugsejendomme og/eller driftsbygninger. I betragtning af, at der er i størrelsesordenen 10.000 dårlige boliger i landområderne og de mindre bysamfund på landet, ser det ud til, at der skal mere til for bare at løse de nuværende problemer.  

Kommunerne har naturligt nok først og fremmest grebet ind overfor tomme boliger og udlejede boliger, mens de har været tilbageholdende med at gribe ind over for boliger, der er beboet af ejer. En del af disse ejerboliger vil med tiden komme til at stå tomme og langsomt forfalde.

Hvad skal der til, før den kommunale indsats kan øges?

Kommunale opkøb og kondemnering
Flere kommuner har opkøbt, tomme forfaldne enfamiliehuse og stuehuse til landejendomme med henblik på istandsættelse eller nedrivning – ofte i kapløb med udenbys spekulanter. Andre kommuner har været tilbageholdne med dette, fordi de var i tvivl om, hvorvidt det var i strid med kommunalfuldmagten. Det er nu afklaret, at kommunerne godt kan gøre dette med hjemmel i byfornyelseslovens § 98, stk. 2 – dog uden at få statsrefusion.  

SBi mener, at det burde overvejes at give statsrefusion til sådanne opkøb. Samtidig burde byfornyelsesrammerne øges for kommuner med dårlige boliger i landområderne. Hvis boligen er kondemnabel, forfalden og beboet, har kommunen også den mulighed at kondemnere den og give ejeren påbud om at nedrive den. I så fald skal ejeren have erstattet sine nettoudgifter til nedrivningen, og kommunen får statsrefusion til dette.  

Mange af de dårlige udlejede boliger skifter hyppigt lejere og ejere. Hvis disse boliger er sundhedsfarlige, uden at der er tale om nærliggende sundhedsfare, kan kommunerne i en af de beboede perioder i særlige tilfælde kondemnere boligen og bestemme, at forbuddet træder i kraft ved lejeledighed og senest ved en bestemt dato. På den måde kan kommunen sikre, at der ikke flytter nye beboere ind i den kondemnable bolig.  

Det er en fremgangsmåde, SBi kan anbefale kommunerne at bruge. 

SBi foreslår derudover, at det overvejes, at det bliver muligt for kommunerne at kondemnere tomme boliger, hvis der er tale om sundhedsfare på kort sigt eller om brandfare. Efter SBi's opfattelse kan det ikke være rimeligt at udsætte kommunen, lejerne og ejeren for en masse besvær, hvis der helt klart er tale om en sundhedsfare på kort sigt eller en oplagt brandfare. 

Samarbejde med jordbrugskommissionerne

Jordbrugskommissionerne skal gribe ind med krav om istandsættelse eller nedrivning af tomme, skæmmende stuehuse til landbrugsejendomme og i øvrigt også med tomme, skæmmende driftsbygninger. Det har de imidlertid ikke personaleressourcer til, hvorfor de må forlade sig på, at der kommer klager fra naboer eller andre. I disse sager skal de i øvrigt samarbejde med kommunerne.  

SBi kan anbefale kommunerne at indlede et mere formaliseret samarbejde med sekretariaterne for jordbrugskommissionerne om tiltag overfor skæmmende, tomme stuehuse og driftsbygninger.

 Byggeloven

Efter byggelovens § 14 skal en ejendom holdes i en under hensyn til beliggenheden sømmelig stand.

 SBi foreslår, at den relative betydning af begrebet "sømmelig", som er indeholdt i ordene: "i en under hensyn til beliggenheden", overvejes ophævet for ejendomme i landsbyer og for meget små samlinger ejendomme på landet. I den forbindelse kunne man også med inspiration fra lov om landbrugsejendomme ændre betegnelsen "sømmelig stand" til det mere moderne udtryk, at en ejendom ikke må være skæmmende. 

Energimærkning af udlejningsboliger

Fra 1. juli 2008 skal udlejningsboliger på mere end 60m² brutto energimærkes i forbindelse med nyudlejning, og den kommende lejer har krav på at se energimærkningen, inden lejeaftalen bliver indgået. Det vil kunne forhindre en del af de problemer, der er i dag, hvor lejere for sent opdager, at huset ikke kan opvarmes tilstrækkeligt, eller at det er uforholdsmæssigt dyrt at varme op. Energimærkningen skal indgå i et register.

 Efter SBi's opfattelse vil det være en stor fordel for kommunerne, hvis også de fik adgang til dette register. Så behøvede de ikke at bruge så mange kræfter på at gennemgå husene i forbindelse med ansøgninger om lån til indskud og om boligstøtte for at få oplysninger, som allerede foreligger. På længere sigt, når flere og flere boliger er blevet energimærket, kan kommunerne bruge oplysningerne sammen med BBR-registret i forbindelse med planlægning af byfornyelsesaktiviteterne. 

Brug af planloven

Planlovens bestemmelser om kommuneplanrevision kan efter SBi's opfattelse være et godt instrument for kommuner med dårlige boliger i landdistrikter og mindre bysamfund. Disse kommuner kan nemlig beslutte, at sådanne dårlige boliger i konkrete udvalgte områder skal være et af temaerne i kommuneplanrevisionen og i den offentlige debat om denne. 

Da der i mange landsbyer er overflødige, tomme boliger, er det uheldigt, hvis de bliver købt op og opdelt i to eller flere boliger med henblik på udlejning. Her kan man som Morsø Kommune har gjort det, udarbejde lokalplaner, i følge hvilke der kun må være én bolig på hver matrikel. 

Vejledninger

Socialministeriet offentliggjorde i februar 2007 en vejledning om selve reglerne i forbindelse med kondemnering.

 Erhvervs– og Byggestyrelsen har til denne rapport udarbejdet en kortfattet gennemgang af de mulige indgreb i de dårlige ejendomme, der kan foretages med hjemmel i byggeloven (bilag 2).

 Den kunne også efter SBi's opfattelse gøres til en mere fyldig vejledning om reglerne.

 Kurser

Udover vejledninger kan der efter SBi's opfattelse være god brug for kurser for de kommunale medarbejdere, som arbejder med disse ofte komplicerede sager.

 Information over for kommunerne

Hvis indsatsen overfor dårlige boliger i landets yderområder skal øges væsentligt, kan det overvejes, at Socialministeriet tager initiativ til en målrettet informationsindsats over for kommunerne. Eksempelvis kan der udarbejdes en skabelon til en kommunal handlingsplan for indsatsen i landets yderområder.

Tilbage til 'Dårlige boliger i landets yderområder'.