Oplevelse, æstetik og funktionalitet skal have en større plads i fremtidens byggeri
Det er en mørk vinterdag, du kommer træt og kold hjem fra arbejde. Du tager et varmt bad, og i det øjeblik din krop omsluttes af det varme vand med den helt rette temperatur, er du i fuldstændig harmoni med dine fysiske omgivelser. Og det er det, det handler om: hvordan vi befinder os i rum – med hele kroppen.
Med bl.a. dette billede blev der lagt op til diskussion på Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), da Instituttet havde inviteret byggeriets parter til debatdagen 'Indbygget kvalitet' 29. november 2005. Her blev begrebet arkitektonisk kvalitet vendt og drejet og diskuteret ud fra mange vinkler med henblik på komme nærmere en fælles forståelse af begrebet. Og det lykkedes et stykke ad vejen.
"De første skridt er taget, men der er stadig store udfordringer tilbage, før man mere præcist kan sige, hvordan man definerer og sikrer indbygget kvalitet i byggeriet, og hvem der skal bære det fælles ansvar", siger direktør Lone Møller Sørensen, Statens Byggeforskningsinstitut.
Bygherrer og brugere skal blive bedre til at stille krav
Årsagen til at afholde debatdagen var, at arkitektonisk kvalitet meget ofte bliver reduceret til et område i byggeriet, der kun bliver tilgodeset, hvis der er tid, råd og lyst. Til skade for de mennesker der skal arbejde og opholde sig i rummene, og andre der skal se på bygningerne udefra.
Der var bred enighed om, at den arkitektoniske kvalitet skal være mere i højsædet. Og helt overordnet er det æstetik, funktionalitet og hele oplevelsen af rummet, der skal styrkes i fremtidens byggeri. De tre ting skal smelte sammen og tænkes tidligt ind i planlægningen. Det er ikke nok kun at bygge huse, så de tekniske udførelseskrav er i orden. Teknisk fejlfrit byggeri er ike nok til at sikre kvaliteten.
Det blev også klart, at bygherrer og brugere skal spille en mere aktiv rolle i planlægningen for at sikre kvalitet og værdi, der peger ud over nyhedens interesse. Brugerne skal inddrages tidligt ind i processen og stille krav. Det være sig både i forbindelse med arbejdspladser og boliger. De processer der skal ske i rummene skal være lysende klare allerede i planlægningen, for det er rummene, der iscenesætter vores hverdag.
De mange holdninger og synspunkter, der kom frem på debatdagen, vil indgå i SBi's fortsatte arbejde med at give mere dækkende definitioner på arkitektonisk kvalitet. Der skal også gøres mere ud af at finde nogle retningslinjer for at bygherre og brugere sammen med arkitekt og rådgivere kan stille krav allerede i byggeprogrammet, og så skal der findes nogle gode eksempler på byggeri, hvor det er lykkedes at opfylde kravene.
Debatdagen blev økonomisk støttet af Knud Højgaards Fond.
Til redaktionen: Flere oplysninger kan fås hos direktør Lone Møller Sørensen eller seniorforsker Inge Mette Kirkeby.
Klik på billedet for at hente det i en høj opløsning
Foto: Rasmus Eckardt.
Læs mere om 'SBi Debatdag 2005: Indbygget kvalitet (29.11.2005)'