Sandbjerg-seminar 13.-15- april 2005
Indbydelse til Sandbjerg-seminar
Sandbjerg Slot, 13.-15. april 2005
Vi indbyder hermed til det 15. i rækken af Sandbjergseminarer for arkitekter, planlæggere og humanister. Seminaret afholdes på Sandbjerg Slot ved Sønderborg i dagene onsdag den 13. til fredag den 15. april 2005. Emne for seminaret vil være:
Arkitektur på grænsen
- fra 150 års grænsebrydende udvikling
til skelsættende tendenser i aktuel arkitektur og rumdannelse
(se temabeskrivelse)
Til at belyse denne problemstilling ud fra såvel et historisk som et aktuelt materiale, samt at uddybe konsekvenserne inden for bygge- og planlægningssektoren i teori og praksis, er følgende oplægsholdere indbudt:
Program:
Onsdag d. 13. april
Kl. 18.00-19.00 Ankomst og registrering
Kl. 19.00-20.00 Middag
Kl. 20.15-21.30 Seniorforsker Ole Michael Jensen: Arkitektur på grænsen til fornuft
Torsdag d. 14. april
Kl. 09.00-09.45 Lektor Tine Damsholt: Kulturarv og historie – emotionalisering og selvteknikker
Kl. 09.45-10.30 Journalist/forfatter Kjeld Hansen: Der er et yndigt land
Kl. 10.30-11.15 Lektor Jette Hansen-Møller: Er grænserne i landskabet ved at forsvinde?
Kl. 11.15-12.00 Lektor Thomas Wiesner: Simultanitetstilstande
Kl. 12.00-13.00 Frokost
Kl. 13.00-13.45 Prof. Tage Lyneborg: Arkitekturens rum
Kl. 13.45-14.30 Lektor Anders Troelsen: Byens grænser
Kl. 14.30-15.00 Kaffe
Kl. 15.00-15.45 Lektor Anne Tietjen: By. Land. Flux.
Kl. 15.45-16.30 Lektor Troels Degn Johansson: Virtuel virkelighed
Kl. 18.00 Festmiddag
Kl. 20.00 Forfatter Rasmus Rune Nielsen: "Rem Koolhaas og byen uden grænser"
Fredag d. 15. april
Kl. 09.00-09.45 Lektor Anders Abraham: Ny natur
Kl. 09.45-10.30 Lektor Søren Møller Christensen: På kant af byens liv
Kl. 10.30-11.15 Lektor Henrik Oxvig: Uden titel
Kl. 11.15-12.00 Lektor Henrik Reeh: Arkitektur-kunst hen over grænserne.
Tværkunstnerisk og tværfaglig planlægning for havnen i Sønderborg.
Kl. 12.00 Afrejse via besigtigelse af Sønderborg havneprojekt (Henrik Reeh)
Seminaret indledes med middag onsdag aften, og slutter fredag eftermiddag. Prisen pr. deltager vil for ophold og forplejning incl. festmiddag torsdag aften være kr. 2.300, som bedes indbetalt til Statens Byggeforskningsinstitut, på vedlagte girokort, senest ved tilmeldingsfristens udløb onsdag den 16. februar. Tilmelding skal samtidig ske pr. mail til Claus Bech-Danielsen: cbd@sbi.dk.
I mailen oplyses navn, stilling/titel, arbejdssted, adresse, e-mail adresse og telefonnummer.
Med venlig hilsen
Planlægningsgruppen bestående af
Lise Bek, professor dr. phil. Aarhus Universitet
Gregers Algreen-Ussing, professor, Det kgl. Danske Kunstakademis
Arkitektskole
Claus Bech-Danielsen, ph.d. seniorforsker Statens
Byggeforskningsinstitut.
Temabeskrivelse
I overskridelsen af de traditionelle skel og i afviklingen af de etablerede grænser, findes et træk, der knytter en række aktuelle samfundsmæssige og kulturelle udviklingstendenser sammen. Nationalstaternes grænser nedbrydes i globaliseringens åbne netværk, byernes grænser overskrides af den bymæssige vækst, bygningernes traditionelle grænser udviskes af transparente materialer, hjemmets grænser står for fald som følge af ny kommunikationsteknologi og rummets grænser opløses i en flydende rumopfattelse.
Sideløbende med dette modernitetens fysiske udtryk indebærer dens forandringsprocesser, at alt fra religiøse verdensbilleder og hierarkiske samfundsstrukturer til faste familiemønstre og klassiske dyder gennemtænkes på ny. Normer og regler, der tidligere blev overleveret og videreført fra generation til generation, opløses, og det moderne samfunds flydende og forbigående karakter opstår.
I Danmark kan de arkitektoniske konsekvenser af denne udvikling spores 150 år tilbage. Koleraepidemien i 1853 rummede kimen til en ændret opfattelse af byen. Tidligere havde byen været betragtet som det sikre sted, hvor befolkningen kunne søge tryghed og beskyttelse mod ydre fare. Med koleraepidemien skiftede dette billede radikalt. Pludselig viste det truende sig inden for voldene i den beskidte og uhygiejniske by, mens håbet i det forebyggende arbejde mod koleraen var knyttet til teltlejre uden for byen, og til byggeri i det omkringliggende landskab startende med Lægeforeningens Boliger på Østerbro. Byen begyndte at brede sig ud i omgivelserne.
Samtidig voksede interessen for at føre naturen ind i byen - i form af parker. Hidtil havde naturen været opfattet som et ydre anliggende, men etableringen af byparkerne kan ses som udtryk for, at omgivelserne krydsede byens grænser. I New York, hvor Central Park blev anlagt i 1853, kom parken oven i købet til at udgøre byens centrum. Der blev gjort op med det klassiske billede af byen som en velafgrænset enhed, og forståelsen af naturen som et ydre anliggende afløstes i et nyt natursyn, der ikke fokuserer på kultur i kontrast til natur, men som fokuserer på kulturens og naturens sammenhænge.
Grænserne afvikles, forskellighederne udviskes, og som moderne mennesker har vi måttet erkende, at nok er vi bevidste, kulturelle væsener, men i bund og grund er vi også selv natur. På Sandbjersseminaret 2005 vil der blive peget på en række områder i arkitekturen, såvel som inden for byens og landskabets rum, hvor den ’grænseløse kultur’ har givet sig til kende. Det vil blive diskuteret, hvor vidt aktuel arkitektur og rumdannelse er uden grænser. Er der tale om en ophævelse af arkitekturens grænser, eller er der snarere tale om, at grænserne flyttes, at nye grænser er ved at opstå nye steder og under nye former? Og hvor og hvordan kommer det i så fald til orde i nye æstetiske udtryksformer?