Fremtidens parcelhuse (12.04. 2007)
I Herfølge er 24 byggefirmaer ved at opføre 64 forskellige miljørigtige lavenergihuse i projektet Fremtidens Parcelhuse. Næsten halvdelen af dem er nu færdige, og det er muligt at komme ind i husene inden køberne flytter ind.
Projektets formål er at vise, at det er muligt at bygge miljørigtige lavenergihuse uden at gå på kompromis med byggetraditioner eller indeklima.
Alle husene bliver svanemærkede og har et maksimalt energibehov svarende til lavenergibolig klasse 2 – en del af husene er helt nede på klasse 1. Husene skal også leve op til de nye tæthedskrav, hvilket ifølge nogle kan have en negativ indflydelse på indeklimaet. Langt de fleste huse har dog installeret mekanisk ventilationsanlæg, så der er sikret et konstant luftskifte.
Ved mødet, der er arrangeret af DANVAKs indeklimaforum, vil der være en præsentation af projektet med fokus på energi og indeklima, og der vil være mulighed for at tale med arkitekterne for et eller flere af husene. Der vil også være en rundtur til udvalgte huse.