Seminar i Aalborg om nye byggeregler

Ved indgangen til 2011 trådte det nye Bygningsreglement 2010 i kraft. Det nye reglement rummer en række ændrede regler af betydning for alle byggeriets parter. For at imødekomme behovet for viden om, hvordan man overholder de nye regler, udbyder SBi en række seminarer for byggebranchen. Næste seminar finder sted på Aalborg Universitetsbibliotek 24. februar kl. 13 til 16.

Ved indgangen til 2011 trådte et nyt bygningsreglement i kraft. Det nye reglement rummer en række ændrede regler af betydning for alle byggeriets parter.

For at imødekomme behovet for viden om, hvordan man overholder de nye regler, udbyder Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet en række seminarer for byggebranchen. Næste seminar finder sted på Aalborg Universitetsbibliotek 24. februar kl. 13 til 16.

Store ændringer på energiområdet

De største ændringer i Bygningsreglement 2010 i forhold til det tidligere Bygningsreglement 2008 drejer sig om energiforbrug.

Kravene til nye bygningers energiramme bliver generelt skærpet med 25 procent, samtidig med at der for lavenergibyggeri introduceres en ny 'Klasse 2015', som i første omgang er frivillig, men allerede i dag kan blive krav gennem lokalplaner.

Desuden stilles der skærpede krav til efterisolering, bl.a. ved tagrenoveringer, og til energieffektiviteten af vinduer ved udskiftning.

Derudover er der i erhvervsbygninger nye krav vedrørende lyskilders virkningsgrad og anvendelse af bevægelsesmeldere.

På ventilationsområdet er der indført krav om varmegenindvinding ved mekanisk ventilation, og der er også kommet krav til energimæssig ydeevne af varmepumper.

Skærpede indeklimaregler

På indeklimaområdet er grænseværdier for sundhedsskadelige stoffer blevet skærpet. Den tidligere anbefaling om et maksimalt radonindhold i indeluften i nybyggeri er ændret til et krav, og grænsen for, hvor meget radon der må være, er samtidig halveret.

Bestemmelserne om formaldehyd er udvidet til at gælde alle byggevarer, der indeholder formaldehydafgivende stoffer.

Endelig er der kommet nogle justeringer i bestemmelserne om brandsikkerhed.

Program og tilmelding

Seminaret i Aalborg 24. februar henvender sig til alle professionelle parter i byggeriet, særligt projekterende og kommunale byggesagsbehandlere.

I forbindelse med indførelsen af det nye bygningsreglement har SBi udgivet en håndbog, SBi-anvisning 230, der forklarer reglementet og hjælper til at opfylde dets bestemmelser. På seminaret får deltagerne udleveret SBi-anvisning 230.

Program for seminaret kan ses på www.sbi.dk/seminarer, hvor man også kan tilmelde sig.

Yderligere oplysninger kan fås hos arrangementssekretær Julie Kastoft-Christensen eller seniorforsker Ernst Jan de Place Hansen.

På seminaret 24. februar får deltagerne udleveret SBi-anvisning 230 om det nye bygningsreglement, som har været gældende fra nytår.

På seminaret 24. februar får deltagerne udleveret SBi-anvisning 230 om det nye bygningsreglement, som har været gældende fra nytår.

Sidst opdateret 25. september 2012