Emnenavigation
Statens Byggeforskningsinstitut
Dr. Neergaards Vej 15
DK - 2970 Hørsholm
T +45 45 86 55 33
F +45 45 86 75 35
EAN 5798000019034
CVR 29102384
sbi@sbi.dk

Kommisorium, målsætning og idégrundlag

Kommissorium for Rum Form Funktion

Den pædagogiske udvikling, der finder sted i disse år, har øget kravene til undervisningsrum som ramme om dannelse og uddannelse. Den erfaring og viden, der er tilgængelig på området er primært baseret på undervisningsteorier med et forældet lovgrundlag, kombineret med traditionelle lokaleudformninger.

Der er derfor konstateret et stort behov for en organiseret opsamling og formidling - ikke blot vedrørende den eksisterende praksis og viden om de øgede krav, men også med hensyn til nye tiltag inden for området.

Målsætning

At øge viden, indsigt og forståelse for kravene til undervisningsbyggeri og implementere disse i alle faser fra idé og programskrivning over projektering til byggeriets udførelse og drift. Dette skal omfatte både ny-, om- og tilbygninger samt funktionelt betingede lokaleændringer.

Styregruppens arbejde skal ikke være normdannende eller regeludstedende, men inspirerende og formidlende over for den kreds af interessenter, der befinder sig i brændpunktet mellem pædagogik, moderne teknologi og de afledte fysiske krav til rumudformningen.

Metode

Styregruppens arbejde skal baseres på: indsamling af eksisterende viden, indvinding af ny viden gennem udredninger, udviklings- og forsøgsarbejder i forbindelse med konkrete byggerier samt konkurrencer, udvikling af værktøjer og modeller til støtte for dialog og proces omkring undervisningsbyggeri, formidling af eksisterende og ny viden.

Arbejdsformen skal være diskuterende, oplysende og inspirerende. Problemer, der falder uden for kommissoriet identificeres og stilles til rådighed for andre interessenter.

Idegrundlag

Med udgangspunkt i erfaringer fra Rum Form Funktion i Folkeskolen initieres og fremmes viden om og indsigt i betydningen af udformningen af de fysiske rammer for fremtidens undervisningsbyggeri.

Arbejdet vedrørende folkeskolen konsolideres og udvides til også at omfatte andre uddannelsesområder. Erfaringer fra folkeskolen relateres til og bearbejdes i forhold til ungdoms- og voksenuddannelsernes specifikke behov, således at der kan opbygges en tilsvarende viden og indsigt inden for disse undervisningsområder.

Dette kan f.eks. vedrøre krav til forskellige undervisningsrums benyttelse til fremtidig gruppe- og projektarbejde, teoretisk undervisning og øvelsesarbejder samt kombination af de forskellige anvendelsesmuligheder.

Der vil endvidere blive rettet særlig fokus på integration af IT i undervisningen og de deraf afledte påvirkninger af rumdannelsen. Dette omfatter bl.a. udviklingen af det faglige og det sociale netværk i rummet foran og bagved IT-portalen og de afledte krav til den fysiske rumudformning hos modtagere og producenter af IT-systemer til undervisning.

Som et nyt element vil der endvidere blive fokuseret på inddragelse af udearealer i undervisningen, Inden for dansk undervisningsbyggeri har der indtil nu ikke været meget opmærksomhed på dette område.

Målgruppe

Målgruppen er beslutningstagere, brugere og producenter af undervisningsbyggeri; det vil sige politikere, offentlige administratorer i stat, amt, kommune, institutionsledelser, elever/studerende, lærere, pædagoger, arkitekter, ingeniører, byggeforskere og bygherrer.

Lagt på nettet 25/02 2005
Siden er senest redigeret 29/01 2007 af Hanne Brix