Hva' er meningen?

Om bogens hensigt og om de grundlæggende spørgsmål, den prøver at besvare. Også lidt om den valgte fokusering og om de afgrænsninger, bogen er skåret efter. Og først og sidst en fortælling om den utrolige forvandling, arkitekturen gennemgik i det 20. århundrede.

Forestil dig en bonde. Han har set ens ud og levet det samme liv i årevis. Han har lange skægstubbe og uredt hår, og han er iført gammelt arbejdstøj, beskidte træsko og en blød hat. Dag ud og dag ind har man kunnet stille sit ur efter ham, idet hans liv har bestået af en række daglige rutiner, der har fastlagt livet på hans gård gennem generationer. Men en dag er han pludselig som forvandlet. Hans stille gang er afløst af målrettede og travle skridt. Han er nybarberet, nyklippet og har anlagt sig et distingveret overskæg, og du ser ham iført jakkesæt og bowlerhat. Traktoren har han udskiftet med en sportsvogn, skovlen er erstattet med en attachémappe, og den daglige øl er inddraget til fordel for diæt og motion. Han er fuldkommen forandret, og som forbavset tilskuer spørger du dig selv: Hvad er der sket? Er det alene mandens fremtoning, der er forandret, eller er hans nye udseende et ydre tegn på mere grundlæggende ændringer af hans personlighed?

Denne bog handler om en tilsvarende forvandling. Den handler om de enorme forandringer, der skete i arkitekturen i 1920’erne og 1930’erne. Gennem generationer havde den bymæssige udvikling været begrænset. Den kunne med lethed foregå inden for byens mure og volde, og hvad angik byens enkelte bygninger, gik udviklingen tilsvarende langsomt. Alle bygninger så stort set ens ud, de var opført i tømmer og mursten, tagfladerne havde hældning og var belagt med tegl eller skiffer, vinduerne var småsprossede, facaderne var fagdelte, der var træ på gulvene, puds på væggene, ler i etagedækket etc. Den by og det hus, man fødtes i, så stort set ud på samme måde, når man døde. Byen og arkitekturen stod stille.

Men pludselig blev der ændret radikalt ved det billede. Det skete i begyndelsen af det 20. århundrede. Arkitekterne og byplanlæggerne havde fået en idé. Nu skulle husene fremstå som hvide, kubiske bokse med flade tage. De småsprossede vinduer skulle erstattes af store vinduespartier, den lodrette fagdeling af facaderne skulle erstattes af vandrette vinduesbånd, den tunge sokkel skulle erstattes af lette søjler, mursten og tømmer skulle erstattes af beton – traditionelt byggeri skulle erstattes af moderne arkitektur.

De arkitektoniske forandringer var gennemgribende, og de ankom med en voldsom hast. I 1922 blev Bakkehusene, der er tegnet af nogen af datidens fremmeste danske arkitekter, Ivar Bentsen og Thorkild Henningsen, bygget i udkanten af København. Bebyggelsen består af længehuse, der er opført med tydelig inspiration fra traditionelle provinsbyers sammenhængende gadebebyggelser. Husene er opført i traditionel byggeskik og i velkendte materialer med mursten i facaderne og tegl på de skrånende tagflader. Til trods for at Bakkehusene i tråd med datidens nye krav er orienteret efter solen, ser de ud, som huse på det tidspunkt havde gjort i adskillige generationer.

Det må derfor have været en rystende oplevelse, da Le Corbusier samme år opførte Atelier Ozenfant i udkanten af Paris. Haven var anlagt på taget, vinduerne var enorme, de traditionelle materialer var erstattet af beton, glas og stål, facaderne var klinisk hvide, og rummenes organisering og indretning vidnede om, at en ny rumopfattelse var under udvikling. Den velkendte arkitektur og den traditionelle byggeteknik var forsvundet som dug for modernismens morgensol.

Modernismens arkitekter forandrede arkitekturen fundamentalt. Alt skulle gennemtænkes på ny. Men hvorfor egentlig? Hvad var det for tanker og ideer, der lå til grund for den nye arkitektur? Hvad var meningen?

Svaret på det spørgsmål er denne bogs ærinde. En forståelse af modernismens arkitektur- og planlægningskoncept er nemlig afgørende for at forstå de fysiske omgivelser, der udgør rammerne for vores liv i dag. Modernismens idealer blev ganske vist skabt tilbage i 1930’erne, men de har på mange måder været styrende for byudviklingen og byggeriet i efterkrigstiden – ikke mindst i 1960’ernes og 1970’ernes store byggeboom. Modernismen har haft enorm betydning for byen, som vi kender den i dag.

Også på det teoretiske plan har modernismens arkitekturidealer været styrende i det 20. århundrede. Skiftende arkitekturteorier har konstant taget udgangspunkt i modernismen, enten ved at genopdage dens idealsæt eller ved at reagere på dens fysiske resultater. Således synes en forståelse af modernismens arkitektur også yderst aktuel i disse år, hvor en bølge af ’nymodernisme’ og ’senmodernisme’ skyller ind på den arkitektoniske scene. Modernismen er stadig i spil – men forstår vi den?

For at forstå modernismens arkitekturidealer er det nødvendigt at se dem i lyset af den kulturelle og samfundsmæssige kontekst, de blev udviklet i. Udviklingen af modernismens arkitektur hang nøje sammen med de problemer, der var opstået, da det traditionelle klassesamfund i anden halvdel af det 19. århundrede forvandledes til et moderne industrisamfund. Med industrialismen var de frie kræfter sat i spil, og i socialdemokraternes bestræbelse på at beskytte samfundets svageste grupper udvikledes ideen om en velfærdsstat. Der skulle skabes en mere retfærdig fordeling af de samfundsmæssige ressourcer, der skulle skabes social velfærd for alle, og som led i de bestræbelser blev store boligprogrammer sat i værk.

Modernismens arkitekter så en mulighed for, at arkitekturen kunne udgøre et aktivt redskab i skabelsen af et bedre samfund, og deres arkitektoniske ambitioner handlede på den ene eller den anden måde om at skabe velfærd. Modernismens arkitektur blev velfærdssamfundets arkitektoniske udtryk,1 men hvad lagde modernismens idéskabende arkitekter i velfærdsbegrebet?

I denne bog beskrives modernismens arkitekturkoncept i forlængelse af datidens intentioner om en velfærdsstat baseret på personlig frisættelse, social lighed og folkelig sundhed. Det var netop disse kvaliteter, den svenske arkitekt Gregor Paulsson, der var hovedmand bag den store Stockholm-udstilling i 1930, gav udtryk for i sin søgen efter modernismens motiver: "Den arkitektoniske form var en frihedens stil, den sociale funktion et lighedens udtryk: Også i samfundets ydre form skulle klasseforskelle ophæves, og de tilbagestående befolkningsgruppers miljøstandard styrkes".

Modernismens arkitektur handlede om frisættelse (’frihedens stil’), om lighed (’den sociale funktion, et lighedens udtryk og opløsning af klasseskel’), og om sundhed (’at højne de svage befolkningsgruppers miljøstandard’) – begreber, der i høj grad har at gøre med en forestilling om velfærd.

Nogen vil sikkert påpege, at modernisternes tiltro til naturvidenskab, rationalitet og standardisering samt deres forkærlighed for teknik og nye byggematerialer mangler i dette udgangspunkt. Det var jo en klar bestræbelse blandt modernismens arkitekter, at industrielle produktionsformer skulle overføres til byggeriet, og at ny byggeteknik skulle udnyttes til det yderste.

De nye byggetekniske forhold er ofte blevet beskrevet som den direkte årsag til modernismens formgivning. Synsvinklen i denne bog er anderledes. Her beskrives modernismens arkitektur som svar på de kulturelle og samfundsmæssige forandringer, som den fremvoksende modernitet havde medført. Nye normer og kulturelle værdier var under udvikling, og det måtte nødvendigvis komme til udtryk i arkitekturen, hvis den fortsat skulle give mening.

Nye materialer og ny byggeteknik ses således som modernisternes midler til at opnå deres egentlige mål – skabelsen af ’det gode samfund’. Det gav også den svenske arkitekt Gunnar Asplund, der var blandt de førende i udviklingen af den tidlige modernisme i Norden, udtryk for, idet han skrev: "Hvad der er midlet og hvad der er målet i vore dages kulturliv har der aldrig været nogen tvivl om. Det er de trætte og pessimistiske, som påstår, at vi er i færd med at skabe en maskinkultur, der er målet i sig selv. Det er organisationen af verdens husholdning og forbedring og stabilisering af individets livsvilkår, som vi arbejder på". Målet var skabelsen af et velfærdssamfund, der var baseret på demokrati, personlig frihed, social retfærdighed og offentlig omsorg for den folkelige sundhed. Midlerne var ny teknik, nye byggematerialer, videnskabelig rationalitet og standardisering.

Le Corbusier udgør den vigtigste kilde i den forestående beskrivelse af modernismens arkitekturidealer. Til trods for at han havde mange kritikere, og at han i realiteten blev holdt uden for indflydelse, da hans hjemland, Frankrig, skulle genopbygges efter anden verdenskrig, har hans ideers klarhed og hans retoriske evner gjort ham til det 20. århundredes mest betydningsfulde arkitekt. Han er den arkitekt, der i tekster såvel som i opført arkitektur har givet den mest overbevisende fremstilling af modernismens arkitekturidealer. Hans store netværk, hans engagement i CIAM og hans ledende rolle i udfærdigelsen af en af modernismens vigtigste doktriner, ’Athen Chartret’, har været med til at udbrede hans ideer.

Det har gjort ham til en hovedperson i udviklingen af modernismens arkitektur. Herhjemme var der arkitekter, der meget direkte lod sig inspirere af Le Corbusier. Det var i første række Mogens Lassen, der i sine villabebyggelser bragte Le Corbusiers arkitekturidealer til Danmark i rendyrket form. Det var dog ikke Le Corbusier, der i første omgang fik den største indflydelse på den danske udvikling. Ganske vist åbnede hans pavillon på udstillingen i Paris øjnene på mange skandinaviske arkitekter,4 men det var først og fremmest Tyskland, de danske arkitekter rejste til i mellemkrigsårene for at blive inspireret af modernismens strømninger. I den foreliggende bog suppleres beskrivelsen af Le Corbusiers arkitekturidealer derfor med studier af Walter Gropius og en række andre arkitekter, der underviste på Bauhausskolen.

De udefra kommende strømninger suppleres og perspektiveres med synspunkter fra den skandinaviske udvikling. Her er det især svenskerne Gregor Paulsson og Gunnar Asplund, der har fundet plads i den foreliggende beskrivelse, samt ikke mindst danskeren Poul Henningsen, der som redaktør af Kritisk Revy var foregangsmand i den danske udvikling. Blandt de øvrige danske modernister, der inddrages i beskrivelsen, er Edvard Herberg og så selvfølgelig Arne Jacobsen, der især figurerer på billedsiden, de mest betydningsfulde.

Den russiske konstruktivisme, den italienske futurisme og den hollandske neoplasticisme var betydningsfulde i udviklingen af den tidlige modernisme. Her er de imidlertid kun sporadisk beskrevet, da de ikke havde den store indflydelse på mellemkrigstidens danske arkitekter. Bogen opstiller altså ikke et fuldstændigt billede af de mange strømninger og modstrømninger, der tilsammen udgjorde udviklingen af 1920’ernes og 1930’ernes arkitektur. Målet er en generel forståelse af modernismens arkitektur som svar på det nye samfund og den nye kultur, den udvikledes i lyset af.

I dag har samfundet ændret sig på en lang række områder, og der kan stilles spørgsmålstegn ved, om modernismens arkitektur stadig giver mening? Det afsluttende kapitel skitserer den samfundsmæssige udvikling, der har fundet sted i anden halvdel af det 20. århundrede. Miljøproblemer, globalisering, individualisering, nye familiemønstre og demografiske forskydninger er blot nogle af de samfundsmæssige forandringer, der giver nye udfordringer til det arkitektoniske arbejde. Og med en fremvoksende refleksivitet er der kommet fokus på de skyggesider, der gemte sig bag den tidlige modernismes enøjede fremskridtstro. Med den hollandske arkitekt Rem Koolhaas som eksempel belyser bogen afslutningsvis, hvordan tilsynekomsten af denne skyggeside påvirker vores syn på modernismens byudvikling og stiller nye krav til arkitekturen.

Bogen beskriver det arkitektoniske arbejde som svar på samfundsmæssige og kulturelle forhold. Det handler altså ikke alene om at beskrive arkitekturen i form af dens klædedragt. For at forstå den forvandlede bonde, som jeg beskrev indledningsvist, må man forstå, hvad der ligger til grund for hans ændrede fremtoning. Bondens nye klæder ses som udtryk for, at han ikke længere er den samme person.

Det ydre ses som udtryk for det indre. Netop som det var intentionen i ’den nye tids arkitektur’.

Tilbage til Moderne arkitektur – hva’ er meningen?