Industrialisering skal give bedre byggeri
Prisopgave vil gøre op med fordommen om at øget industrialisering af byggeriet er ensbetydende med masseproduceret monotoni. Målet er at bygge bro mellem formgivere og byggeindustri.
Økonomi- og Erhvervsministeriet har i samarbejde med Kulturministeriet udskrevet en prisopgave blandt arkitektur- og designstuderende. Prisopgaven sigter mod at give de vordende formgivere et mere nuanceret syn på mulighederne i industrielt fremstillede byggekomponenter og industrielle byggeprocesser.
De studerende skal give et bud på en ny generation af byggekomponenter for at belyse hvordan en ny industrialisering kan medvirke til at øge byggeriets produktivitet og kvalitet. Prisopgaven bygger på samarbejde mellem studerende og virksomheder, og de frembragte løsninger skal også tjene som inspiration for byggebranchen.
Sporene skræmmer
Mange forbinder ord som industrialisering og montagebyggeri med monotone og oplevelsesfattige byggerier fra 1960'erne. Den såkaldte 'kranspor-arkitektur' har gennem årtier virket skræmmende på byggeriets formgivere, uanset at de værste skræk-eksempler knytter sig til en ganske bestemt epoke som prioriterede hurtig masseproduktion frem for kvalitet.
Men fordommen om at øget industrialisering af byggeriet er ensbetydende med masseproduceret monotoni, er en farlig hindring for højere produktivitet og vækst i byggebranchen. Byggeriet er i disse år udsat for krav om højere produktivitet: Vi vil have bedre kvalitet til en lavere pris. En ny industrialisering af byggeriet er en oplagt vej til at indfri disse krav.
Hvis formgiverne i denne situation lægger afstand til den industrielle virkelighed, er konsekvensen i værste fald at formgivere og byggeindustri går hver deres vej: Mod det elitære kunstprojekt hhv. den bevidstløse standardisering.
Prisopgave skal bygge bro
Det er på denne baggrund at Økonomi- og Erhvervsministeriet i samarbejde med Kulturministeriet har udskrevet en prisopgave blandt studerende ved Kunstakademiets Arkitektskole, Arkitektur og Design ved Aalborg Universitet, Arkitektskolen i Århus samt Danmarks Designskole.
"Det er prisopgavens intention at bygge bro mellem formgivere og industri: At samtænke det unikke arkitekturværk med de industrielle processer", siger prisopgavens projektleder, seniorforsker Nils Lykke Sørensen fra By og Byg, der fungerer som sekretariat for prisopgaven.
De studerende kan løse opgaven på forskellige niveauer:
- Som en formgivning af en specifik komponent eller en komponentserie.
- Som et idégrundlag for et montageprincip eller et byggesystem, altså en måde at bruge komponenter på.
- Som en stillingtagen til det at bygge med industrielt fremstillede komponenter overhovedet.
Det er opgaveudskrivernes ønske at besvarelserne viser forståelse på tværs af disse niveauer.
Endvidere forventes det at prisopgaven løses i samarbejde med en eller flere virksomheder.
Startskuddet gives på et seminar på Arkitektskolen i Århus i dagene 28.-30. januar 2002. Her vil en række industrifolk, embedsmænd, forskere og undervisere lægge op til debat med de studerende om prisopgavens temaer.
De studerende skal indlevere deres besvarelser af prisopgaven 17. maj 2002 kl. 12. Dommerkomitéen vil afslutte sin bedømmelse i begyndelsen af juni, og fredag 14. juni er der prisoverrækkelse, samtidig med at en udstilling af samtlige indleverede besvarelser åbner i Dansk Design Center.
Den samlede præmiesum er på 150.000 kroner, med minimum 50.000 kroner til førsteprisvinderen.
Prisopgaven er udskrevet i forlængelse af det arbejde der gennem de seneste tre år har fundet sted i regi af Projekt Hus og Byggeriets Task Force, som har samlet en bred vifte af private og offentlige aktører på byggeområdet.
Til redaktionen:
Yderligere oplysninger kan fås hos seniorforsker, arkitekt MAA Nils Lykke Sørensen eller ph.d.-studerende, arkitekt MAA Natalie Mossin.
Prisopgavens program er nærmere beskrevet på www.nyindustrialisering.dk.
Klik på foto for at downloade i høj opløsning (1,44 MB).
Billedtekst: Det Kongelige Biblioteks tilbygning rummer eksempler på hvordan industrielle byggekomponenter kan anvendes i et byggeri af høj formgivningsmæssig kvalitet. (Foto: Jan Carl Westphall).
Læs mere om 'Nye generationer af byggekomponenter'