Nye perspektiver på den perspektiviske rumopfattelse

Arkitektur er rum - konstruerede og oplevede rum - rum i byer og bygninger og rum i landskaber og haver. Men rum og rumoplevelse er ikke faste størrelser. Rumoplevelse og rumudformning er bundet til tidens konventioner for rumopfattelse, og disse konventioner varierer fra kultur til kultur, og inden for samme kultur hersker der til forskellige tider forskellige konventioner for rumopfattelse.

Fra renæssancen og frem til 1900-tallet var den perspektiviske rumopfattelse dominerende i vesteuropæisk kultur. Med modernismens gennembrud udvikledes en mere dynamisk rumopfattelse, som har præget rumoplevelse og den arkitektoniske udformning af rum frem til i dag.

I en ny antologi fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) diskuteres rumopfattelse, rumoplevelse og rumudformning i moderne vesteuropæisk arkitektur, og der rejses spørgsmål om, hvorvidt tidens rumopfattelse er under ændring, blandt andet under indflydelse af postmoderne strømninger.

Antologiens forskellige artikler er samlet under titlen "Perspektiv på rum":

Lise Bek giver en historisk beskrivelse af udviklingen i den vestlige verdens konventioner for aflæsning af de rumlige omgivelser.

Frederik Tygstrup rejser spørgsmålet, hvad en rumanalyse principielt skal indeholde.

Gunnar Olssons udgangspunkt er, at mennesket er et semiotisk dyr, der bestandigt brydes med at bringe overensstemmelse mellem det betegnede og betegneren - mellem virkeligheden og udsagnet om virkeligheden. Kunsten er ikke at tale sandt, men at blive troet.

Anders Troelsen og Lulu Salto Stephensen undersøger atypiske bevægelser i den perspektiviske rumopfattelse; bevægelser, hvor virkeligheden ses i et andet perspektiv.

Steen Høyer og Stig Andersson, der begge er praktiserende arkitekter inden for moderne havearkitektur, distancerer sig fra diskussionen om ændringer i den perspektiviske rumopfattelse. De hævder, at uanset ændringerne i konventioner er arkitektens og kunstnerens opgave den samme - at transformere ideen rumligt.

Henrik Oxvig undersøger arkitekten Jorge Silvettis udsagn om, at perspektivet fortsat spiller en uerstattelig rolle i arkitekturens formgivning.

Claus Bech-Danielsen har som udgangspunkt, at den perspektiviske betragtningsform ikke længere er dominerende inden for kunst og arkitektur. Det åbner, efter forfatterens udsagn, for muligheden for en ny rumforståelse og et nyt syn på naturen.

Helle Juul søger med skyggen som metafor at indkredse et æstetisk rumkoncept, der retter opmærksomheden mod en ikke visuelt orienteret strategi, som kan filtrere et rumligt koncept, hvori tidløsheden er indbygget.

Anette Krumhardt tager udgangpunkt i Place de l´Étoile i Haussmanns klassiske byplan for Paris, hvor hun problematiserer det arkitektoniske fugleperspektiv som paradigme og argumenterer for, at det rumtidslige perspektiv også må fæstnes i arkitekturen.

Steen Estvad afslutter antologien med en artikel, der karakteriserer rumopfattelsen i den europæiske arkitekturhistorie som en pendling mellem en progression i rumopfattelsen, hvor vi ser frem i tiden og ud i rummet og en regression, hvor reflektionen råder, og vi suger næring af det stilhistoriske vokabularium.

Antologien er bearbejdede oplæg fra seminaret Udvikling eller afvikling. Det perspektiviske rum og dets alternativer som æstetisk koncept for by- og landskabsplanlægning,

Perspektiv på rum. Redaktion: Gregers Algreen-Ussing, Lise Bek og Jens Schjerup Hansen.

Til redaktionen: Yderligere oplysning kan fås ved henvendelse til seniorforsker, phil dr. Jens Schjerup Hansen, SBI´s afdeling for Byer og Boliger.

Illustration fra SBI-byplanlægning 76: "Perspektiv på rum".