Introduktion til 'Ark+ Arkitektur mellem globalisering og hverdagsliv'
af Claus Bech-Danielsen og Christoffer Harlang
Nye kulturelle værdier og samfundsmæssige strømninger påvirker arkitekturen. Det har været en vigtig drivkraft for den arkitektoniske udvikling lige siden de tidlige modernister tog konsekvensen af det fremvoksende industrisamfund og dets sociale og bymæssige problemer: Samfundet havde forandret sig, og arkitekturen måtte forandre sig tilsvarende, hvis den fortsat skulle give mening.
Også i dag gøres der blandt arkitekter og planlæggere store bestræbelser på, at det arkitektoniske arbejde skal afspejle den samfundsmæssige udvikling. I projektbeskrivelser og manifester florerer ord som globalisering, oplevelsessamfund, netværkssamfund, livsstilssamfund og individualisme i en lind strøm, og det er intentionen, at de nye strømninger skal komme til udtryk i arkitektoniske nyskabelser.
Det er imidlertid svært for den enkelte arkitekt at stille de basale spørgsmål til den aktuelle udvikling, og forsøgene på at afspejle de samfundsmæssige udviklingstræk ender ofte i overfladiske billeddannelser, der ikke har rod i en grundlæggende forståelse af det pågældende problemkompleks. I andre tilfælde opstår en divergens mellem erklærede idealer og opført praksis. Aktuelle danske havneprojekter opføres eksempelvis ud fra målsætninger om, at der skal gøres op med modernismens homogene byggestil og bymæssige funktionsopdeling. I projektbeskrivelser gives der udtryk for, at samfundsmæssig individualisering og kulturel mangfoldighed skal afspejles i nye byggeformer og i bydele med et rigt og varieret byliv. De opførte bebyggelser gentager imidlertid ofte modernismens ensartede byggesystemer, og de nye bydele afskærmer sig fra den omgivende by og tilfører den ikke ny vitalitet.
Arkitekturen er låst fast i modernismens arkitektur- og planlægningskoncept. Den bygger på strategier og idealforestillinger, der ikke har rod i aktuelle forhold. Det synspunkt ligger til grund for den nypragmatisme, der i de senere år har præget den arkitektoniske debat. Budskabet er, at byen og samfundet ikke længere svarer til de forestillinger, der lægges til grund for det arkitektoniske arbejde. På den baggrund udvikles nye tilgange til arkitektur og planlægning - eksempelvis ’dirty realism’; her handler det om at udforske aktuelle by- og samfundsmæssige realiteter, da en forståelse af dem menes at være den nødvendige forudsætning for aktiv handling.
Med det udgangspunkt har den hollandske arkitekt Rem Koolhaas studeret kaotiske byer som Laos og Singapore, og udviklet begrebet ’the generic city’ - byen uden kulturel identitet. Koolhaas vil dermed tage konsekvensen af globaliseringen, idet han vil undersøge, hvilke arkitektoniske muligheder globaliseringens identitetsløse by rummer.
Koolhaas’ ideer har vundet stor udbredelse, også blandt danske arkitekter. ’The generic city’ er imidlertid en idé, der ikke nødvendigvis har rod i danske realiteter. Den ’beskidte virkelighed’ er ikke den samme i Esbjerg og København, som den er i Laos og Singapore. Det har været udgangspunktet for diskussionerne i det tværfaglige forskernetværk ARK+. I fokus har været en række samfundsmæssige udviklingstræk, der er blevet diskuteret i et arkitektonisk perspektiv.
Globaliseringen har været et tilbagevendende tema i netværkets diskussioner. Globaliseringstanken formidler de verdensomspændende sagers uregerlige karakter - manglen på en ansvarlig ledelse og et synligt kontrolbord. Den handler om de utilsigtede og uforudsete konsekvenser, som vores handlinger har globalt – uden for planlægningens rækkevidde og menneskelige målsætninger. Dermed har de heroiske intentioner, der prægede modernismens arkitekter og planlæggere, trange kår i nutidens samfund. Planlæggere og arkitekter kan ikke definere 'den gode by' på vegne af dens brugere, da de derved fremstår formynderiske og bedrevidende. Arkitekter kan derfor ikke i samme grad som tidligere opstille mål for fremtiden, og nye strategier for planlægning og arkitektonisk arbejde er påkrævet.
Forbrugersamfundet udgør en anden tolkning af det aktuel samfund. Her fokuseres der blandt andet på, at der med velfærdssamfundets realisering af sine visioner er opstået en række nye velfærdstruende problemer. Et ekstremt forbrug med tilhørende miljø- og sundhedsproblemer er begyndt at overskygge de behageligheder, som det voksende konsum har tildelt os, og den voldsomme byvækst har medført et øget transportforbrug og forarmelse af bymæssige og landskabelige kvaliteter. Og da intet kunne være truende for forbrugersamfundet, end at folk erklærede sig tilfredse med det, de har, er det afgørende for dets eksistens, at der blandt forbrugerne skabes en følelse af at være uopfyldt. I den forbindelse får arkitektonisk formgivning ny betydning. Ny arkitektur og nyt design fremvises i tidsskrifter og tv, og den stadige forandring af stil og design er med til at skabe nye behov blandt forbrugerne.
Andre samfundsdebattører fokuserer på nye medier og ny kommunikationsteknologi i deres beskrivelser af kommunikationssamfundet. De påpeger eksempelvis, at fortidens lokalsamfund blev holdt i live gennem en kommunikation, der var geografisk begrænset. Disse begrænsninger er i dag stort set afviklet ved hjælp af kommunikationsteknologien - kommunikation kan i dag foregå øjeblikkeligt selv på store afstande. Dermed er vores sociale netværk ikke længere nødvendigvis begrænset til nærmiljøet. Det offentlige rum er flyttet uden for det lokale livs rækkevidde, og lokaliteterne mister deres betydning. Dermed stiles der spørgsmålstegn ved de idealer om lokale fællesskaber, nærmiljø og ’neighborhoods’, der har været basale for det 20. århundredes planlægning.
I et andet perspektiv på det aktuelle samfund, et det den voksende individualisering, det springer i øjnene. Klassesamfundet er blevet erstattet af et livsstilssamfund, og det enkelte menneske har i stigende grad behov for at manifestere sig selv og sin personlige livsstil frem for sit tilhørsforhold til en bestemt social klasse. Der er opstået en voksende opfattelse af, at ikke alle nødvendigvis ønsker at bo ens. Dermed er modernismens homogene og ensartede facader, der hidtil har været set som et positivt udtryk for social lighed, blevet en fængslende ramme, der gør det umuligt for det enkelte individ at komme til udtryk. Der er et voksende behov for at udtrykke sig selv og sin personlige livsstil, og arkitektur har i den forbindelse fået betydning som et 'æstetisk visitkort', hvormed der signaleres personlig smag og identitet til omgivelserne.
Samtidig er normerne for familiemønstre under forandring. Parforhold varer ikke nødvendigvis hele livet, og det er ikke ualmindeligt at danne familie flere gange. Det betyder at enlige med børn og par med sammenbragte delebørn bliver mere almindelige. Hertil kommer, at en stadigt større del af befolkningen i perioder eller i hovedparten af livsforløbet bor alene. I 1980 bestod 29 procent af samtlige danske husstande kun af en person – en andel der i 2000 var vokset til 37 procent. I den samme periode er antallet af par med børn faldet tilsvarende fra 26 til 18 procent. Samtidig er der sket ændringer i kernefamiliernes interne relationer. Hvor det tidlige var faderen, ’der sad for bordenden’ og hans arbejde, der strukturerede familiens liv, er det i dag i langt højere grad børnene og deres fritidsaktiviteter, der er bestemmende for familiernes livsrytme. Endelig er der også en tendens til at familien i dag skal kunne rumme både fællesskabet med hinanden og kunne give plads til hvert familiemedlems individualitet. Men stemmer byggeriets udformning og indretning overens med den ændrede situation?
Hverdagslivet forandres, og der opstår nye relationer mellem hjem, arbejde og fritid. Efterkrigstidens bymæssig zonedeling er i opløsning, og grænsen mellem hjem, arbejde og fritid er i dag mere flydende end tidligere. Arbejde kan foregå i hjemmet, og fritiden vægtes i stigende grad, men kan udfoldes både i hjemmet og på arbejdspladsen. Samtidig sker der en opløsning af tidligere tiders klare afgrænsning mellem det private og det offentlige rum, sådan som det eksempelvis er kommet til udtryk i de nye glasfacader langs havnearealerne, hvor kontorets indre rum såvel som boligernes privathed udstilles til omgivelserne og iscenesættes offentligt.
Hverdagslivets strukturelle forandringer og de nye samfundsmæssige forestillinger stiller spørgsmål til det arkitektoniske arbejde. Der stilles nye krav til arkitekturen, og der opstår behov for nye strategier, der er i tråd med den reelle situation. Det har været omdrejningspunktet for det foreløbige arbejde i det tværfaglige forskernetværk ARK+. Netværket, der samler forskere fra universiteter, arkitektskoler, sektorforskning og private analyseinstitutter har fokuseret på aktuelle forandringer i arkitekturens normative grundlag. Med dette overordnede fokus er følgende spørgsmål blevet debatteret: Fører de nye kulturelle værdier og samfundsmæssige strømninger til ændrede forestillinger om arkitekturens samfundsmæssige betydning? Hvor findes de reelle samfundsmæssige og bymæssige forandringer, og på hvilke områder er der i højere grad tale om at fastholde myten om en dynamisk og foranderlig nutid? Opstår der nye idealer for det hverdagsliv, der skal udfoldes i arkitekturen - og hvilke fysiske konsekvenser kan det få? Og fører blikket mod globaliseringens forandringer og andre nye tendenser arkitekter på afveje i forhold til arkitekturens brugere?
I denne antologi præsenteres netværkets foreløbige standpunkter. De første otte artikler belyser aktuelle samfundsmæssige forandringer og diskuterer deres arkitektoniske og bymæssige konsekvenser.
Jens Kvorning lægger ud med en artikel, der beskriver et modsætningsforhold mellem arkitektur og den aktuelle globalisering. Men fokus på grænsens afgørende betydning for arkitektur og bydannelse påpeger Kvorning, at arkitekturens projekt handler om at gøre rummet beboeligt ved at differentiere rummet og etablere forskelle i det. Globaliseringens projekt søger omvendt at nedbyryde grænserne, og at åbne, sammenkæde og til en vis grad at homogenisere rummet.
Søren Møller Christensen fortsætter med at påpege endnu et paradoks, der ligger indbygget i globaliseringen. På den ene side er der i det globaliserede samfund en voksende tendens til ulighed indenfor de enkelte byer og samfund. På den anden side arbejder byer i stigende grad med at finde frem til et 'brand', der skal markedsføre byen på det globale landkort. Så mens vi i stigende grad lever socialt og kulturelt forskellige liv indenfor den enkelte by, forsøger vi at finde én fortælling, der kan repræsentere den selv samme by. Med sin artikel belyser Christensen, hvordan dette paradoks påvirker samfundet og byplanlægningen.
Christoffer Harlang tager i sin artikel udgangspunkt i markedskræfternes indflydelse på det arkitektoniske arbejde, og han påviser, hvordan de aktuelle markedsvilkår er på kant med den arkitektoniske kvalitet og hvordan de modvirker drivkraften i det arkitektoniske udviklingsarbejde. Kan der i dag stadig tales om arkitektur som en kunstart, oghvad er i bekræftende fald dens kendetegn og legitimering? spørger Harlang.
Henrik Reeh bidrager med tre artikler, der på forskellig vis betoner aktuelle tendenser i arkitektur og design. I artiklen 'Forbrugssamfundets røde tavle' beskriver Reeh sin åre lange fascination af et designobjekt, der både kan betragtes som et 'tegn', men som også er en form med en minimal funktion. Objektet – en rød plastiktavle til opbevaring af småting – skildrer Reeh som et fortættet designudtryk for en særlig historisk periode med både udsagnsværdi og fascinationskraft. I artiklen 'Globaliserede byrum? Udflugter til Islands Brygge' tager Reeh udgangspunkt i en selvoplevet konfrontation med aktuelle og flygtige arkitektoniske forandringer i København. Reeh reflekterer over byens nye rum, der kalder på nye begivenheder og på tilfældige møder, og han beskriver midlertidige ruter gennem byens væv, der opstår lige nu. Men allerede i morgen er disse indslag under forvandling, på vej væk. Endelig tager Reeh i artiklen 'Stedsspecifik globalisering – Daniel Libeskind og Dansk Jødisk Museum' udgangspunkt i Libeskinds arkitektur. Reeh viser, hvordan Libeskind indarbejder den særlige urbane og historiske kontekst i sin arkitektur. I følge Reeh er Libeskinds projekter karakteriseret ved at være baseret på en både omhyggelig og opfindsom rumligt-historisk analyse undertiden som et middel til konkretisering af langt mere almene problemstillinger i arkitekturen.
Kasper Vibæk Jensen har været i Japan, hvor han har studeret tre gigantiske typehusfirmaer. I sin artikel beskriver Jensen det højtindustrialiserede byggeri, hvor kunderne selv kan komponere sit hus ud fra en lang række valgmuligheder, og hvor pakkeløsninger, der inkluderer afmontering af eksisterende hus, midlertidig genhusning samt vedligeholdelse i husets levetid er en del af konceptet.
Peter Allingham peger med sit bidrag på, hvordan den ny medieteknologi også fremover vil få indflydelse på arkitektur og boligindretning. Nye medier og den tilhørende teknologi vil ifølge Allingham påvirke den menneskelige adfærd og menneskets sansemæssige tilegnelse af omverdenen, og det vil sætte sig spor i arkitekturen.
Mads Tholstrup stiller herefter spørgsmålet, om det overhovedet er befordrende at se den nutidige arkitekturs begrænsninger som et udtryk for en manglende viden om vor samtid. Er det farbart at søge en vej for vor tids arkitektur ved at supplere den med konkret og anerkendt viden, eller er det snarere et udtryk for et tab af forståelse for noget centralt ved arkitektens faglighed og arkitekturens væsen? spørger Tholstrup.
Derefter følger fire artikler, der diskuterer forestillingen om samfundsmæssig forandring og det åbenbare behov for hele tiden at skabe arkitektonisk fornyelse.
Henrik Dahl diskuterer i sin artikel, hvorvidt det er sandt, når det gang på gang fremhæves, at det aktuelle samfund forandrer sig med en hastighed, der aldrig er set lignende. Han stiller spørgsmålet, om ikke verden i hundredvis af år, fra en deltagers perspektiv, har forandret sig med en frygtelig hastighed? Og han viser eksempler på, hvordan samfundet også i tidligere perioder har skabt voldsomme nyskabelser.
Med fokus på det 20. århundredes arkitektur giver Claus Bech-Danielsen en lignende fremstilling i sin artikel. Bech-Danielsen mener, at den epokegørende forandring fandt sted i begyndelsen i det 20. århundrede, og han peger på, at behovet for at holde fast i forestillingen om en accelererende udvikling er dybt forankret i moderniteten og i det moderne samfunds selvforståelse.
Natalie Mossin skriver i sin artikel, at tilliden til, at forandring fører til fremskridt, har fulgt byggeriet de sidste tre århundreder. En løfterig fremtid er blevet fremhævet på bekostning af en kompromitteret nutid, skriver Mossin, der imidlertid ser denne før/efter figur som en nødvendig løftestang for reel udvikling, og som et vigtigt redskab, der muliggør kommunikation. Faren er imidlertid, at den reelle forandring altid vil være mere beskeden end den annoncerede, påpeger Mossin. Det kan føre til skuffelse og til en opfattelse af, at byggeriet har fejlet.
Kirsten Maria Raahauge henleder i sin artikel opmærksomheden på, at både forandring og permanens er relative størrelser, og at forestillingen om forandring i bund og grund er betinget af en antagelse om, at noget er statisk. Med Århus Midtby og dens æstetiske ansigtsløft som case, ser Raahauge i byens omdannelse fra moderne til rekonstrueret både udtryk for forandring og permanens, og hun ser den 'nygamle by' som udtryk for en stræben efter historiske rødder og autenticitet.
Endelig fokuserer de sidste fire artikler på forholdet mellem arkitekter og arkitekturens brugere – mellem avantgarde og befolkning, mellem ny arkitektur og rutinepræget hverdagsliv. Det forhold er i netværkets optik blevet stadig mere anstrengt i hele det 20. århundrede til trods for arkitekturidealernes udsagn om at skabe ’arkitektur for folket’.
Hans Kristensen fremviser i sine fem bidrag en række eksempler på denne kløft. Ifølge Kristensen har arkitekter en tendens til at lade sig forblænde af nye trends, og han efterlyser en større lydhørhed overfor brugernes reelle behov og ønsker. Kristensen provokerer således arkitekters måde at forholde sig og til kvaliteter som 'hygge' og andre af middelklassens præferencer.
Niels Nygaard diskuterer begrebet ’arkitektonisk kvalitet’. Nygaard påviser en voksende interesse for at udvikle et almengyldigt kvalitetsbegreb, og han påpeger, at til trods for at vi befinder os i et relativt homogent samfund, hvor brugerne er oplyste og veluddannede, så er brugernes smagspræferencer ofte meget forskellige fra arkitekternes. Hvordan kan arkitekturens praksis og forskning imødekomme dette problem? spørger Nygaard.
John Pløger vurderer i sin artikel arkitekturen i et demokratisk perspektiv. Der kan ifølge Pløger stilles spørgsmålstegn ved, om arkitekturen skal være demokratisk, men der efterlyses i artiklen en anderledes interesse for og en viden om de livsformer, der bygges for. Hvornår får vi at se en arkitektkonkurrence og en byplanlægning, der bygger på analyser om de relle livsformer? spørger Pløger.
Afslutningsvis belyser den engelske forfatter og kunsthistoriker Adrian Forty, hvordan arkitekturen kan beskrives og italesættes på forskellig vis. Det sker med udgangspunkt i Nikolaus Pevsners beskrivelser af arkitektur. I følge Forty er det først i den sproglige meningsudveksling og i talen om arkitektur, at den bliver social, og han fremhæver i den forbindelse Pevsner, hvis arkitekturbeskrivelser ikke kræver nogen form for forhåndsviden og ikke er rette mod en elitær gruppe med særlige smagspræferencer. Forty mener, at Pevsners arbejde dermed rummer et demokratisk aspekt: Arkitekturen gøres tilgængelig for enhver, og ingen lades uden for.
At udvikle et sprog om og et blik på arkitektur, så forskellige fag- og brugergrupper kan udveksle viden om og synspunkter på arkitektoniske problemstillinger, vil præge det fremtidige arbejde i forskernetværket ARK+, der står for udgivelsen af denne antologi. Arkitekturen skal åbne op, så den kan tages i brug af enhver, og arkitektoniske problemstillinger, der er af betydning for mange af hverdagslivets gøremål, skal diskuteres på tværs af faggrænser.
De sproglige og faglige forskelle er naturligt nok kommet til udtryk i netværkets hidtidige diskussioner, men der har været en vilje til at overkomme de faglige modsætninger og i stedet søge gensidig inspiration i de forskellige indfaldsvinkler og synsmåder.
Interessen for at kaste et tværfagligt blik på arkitektoniske problemstillinger står ARK+ ikke alene med. Som en reaktion mod den tendens, der i en årrække fik arkitektfaget til at se indad i bestræbelsen på at genopdage fagets kerneområde i æstetisk formgivning, har der i de seneste år været en fornyet interesse for at se ud over arkitekturens indre univers og at relatere den arkitektoniske udvikling til forhold i det omgivende samfund. Tomheden i de postmoderne billeddannelser, der har manglet rod i et grundlag af reel karakter, er blevet for omfattende, og ny mening eftersøges, idet der flirtes med antropologer, etnologer, sociologer og andre faggrupper, der udforsker forhold i det fysiske miljø med andre briller end arkitektens.
Dermed opstår der nye muligheder for, at arkitekturen kan komme i spil i forhold til en bredere kreds af brugere. Arkitektur, der forholdes til aktuelle problemstillinger af betydning for folks hverdagsliv, kan udfoldes og formidles bredt, og dermed kan den beskrevne kløft mellem arkitekter og arkitekturens brugere komme under behandling. Men det kan ikke ske i en direkte gentagelse af de idealer, der kom til udtryk i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor modernisterne udtalte, at arkitekturen ikke måtte være for de få. I dag skal tilsvarende målsætninger følges af en erkendelse om, at den arkitektoniske kvalitet heller ikke kan defineres af de få. Tiden er en anden, samfundet har ændret sig og nye værdier er kommet til udfoldelse. Og som det fremgår af denne bog, stiller det spørgsmål og nye krav til arkitekturen.