Introduktion til ’BOASE - Fremtidens Bolig/The Future Home’

Merete Kjær Christensen

Denne bog er det foreløbigt seneste resultat af prisopgaven Fremtidens bolig en prisopgave med vægt på bæredygtighed og tilgængelighed. Prisopgaven udsprang af et ønske om at sætte fokus på boligens rolle i fremtiden og at få en række konkrete forslag til nye boligtyper, der indtænker kravene om bæredygtighed og tilgængelighed. Bogen præsenterer nogle af de problemstillinger, der knytter sig til disse to aspekter, og viser konkurrencedeltagernes behandling af dem.

Der har længe været politiske, pædagogiske og forskningsmæssige ønsker om at udbygge det tværfaglige samarbejde mellem arkitekt- og designskolerne og Statens Byggeforskningsinstitut. Målet med prisopgaven har været at skabe øget forståelse for og indsigt i hinandens faglighed, metode og sprog, samt at styrke dialogen med og brugen af designere i byggesektoren. Ambitionen fra opgavestillernes side har således været, at arbejdet i studiegrupperne udviklede sig tværfagligt, idet de studerende med deres forskellige fagligheder kunne bidrage til gruppens samlede vision og gennemtænkning af boligen i sin helhed.

Som deltagere i prisopgaven var indbudt studerende fra Arkitektskolen i Aarhus, Danmarks Designskole, Designskolen Kolding og Kunstakademiets Arkitektskole. På tværs af faggrænser blev seks arbejdsgrupper etableret, så hver gruppe bestod af fire arkitektstuderende og fire designstuderende. Studiegrupperne, der har haft mulighed for at trække på viden fra forskere og andre konsulenter fra de fem involverede institutioner, afleverede ved studieårets afslutning hver et konkurrenceforslag. Dommerkomitéen udpegede et vinderprojekt og præmierede yderligere to projekter.

Bogen indledes med en præsentation af de seks konkurrenceforslag. I tekst, tegning og foto skitseres hvert forslags grundidé, suppleret med bemærkninger fra dommerkomitéen og dens rådgivere. Dernæst følger en række artikler, hvori forfatterne fra hver deres faglige tilgang reflekterer over bolig og fremtid, design og arkitektur, tilgængelighed og bæredygtighed. Artiklerne er med enkelte undtagelser de skriftlige forlæg fra den seminarrække, der i efteråret 2000 dannede optakt til prisopgaven. Forelæserne var arkitekter, byplanlæggere, designere, filosoffer og historikere fra både ind- og udland. Der blev afholdt et seminar på hver af de fire skoler, der har deltaget i prisopgaven. Tilhørerne var skolernes studerende, som efterfølgende i foråret 2001 omsatte de mange visioner og idéer til konkrete projekter for fremtidens bolig.

I forbindelse med offentliggørelse af prisopgavens resultat, herunder udgivelse af denne bog, åbnes en udstilling med alle konkurrenceforslag på Holmen i København. Den er åben for alle interesserede i efteråret 2001. I samme periode indledes arbejdet hen mod en realisering af det vindende projekt, Boase.

Prisopgavens visioner og resultater
Prisopgavens overordnede mål har været at fremkalde visionære og realiserbare forslag til fremtidens bolig med vægt på bæredygtighed og tilgængelighed. Besvarelserne skulle rumme stillingtagen til disse overordnede problemstillinger på alle skalatrin fra boligens samfundsmæssige rolle og indpasning i byen til detaljering af boligen, bygningsdele, inventar og stoflighed. Besvarelserne måtte dermed forholde sig til en række nye samfundsmæssige krav og kulturelle forandringer, der medfører ændrede forudsætninger for byens og boligens udformning.

Boligen kan ikke betragtes som et isoleret fænomen, idet den eksisterer i et samspil med sine omgivelser. Ved at sætte særligt fokus på de voksende krav om bæredygtighed og tilgængelighed følger prisopgaven op på bevægelsen fra det funktionsopdelte, moderne samfund hen imod en samfundsstruktur, hvor grænser opløses og byens funktioner integreres i forhold til hinanden. Med en ændret opdeling mellem arbejde, fritidsinteresser, servicedækning, underholdning et cetera må fremtidens bolig diskuteres i en ny kontekst. Det har hele tiden været tanken, at prisopgavens vinderprojekt skal opføres som prototype. I den kommende tid vil der blive arbejdet målrettet frem mod opførelsen af fremtidens bybolig, sådan som forslagsstillerne bag Boase ser den. Med realiseringen af dette projekt skal opfattelsen af bæredygtighed og tilgængelighed udvikles, i takt med at materiale, form og teknik afkræves fornyede udtryk. Med denne prototype på fremtidens bolig gennemtænkt med særlig fokus på bæredygtighed og tilgængelighed indfries to af prisopgavens centrale målsætninger. Den vil fungere som et væsentligt, visualiseret indlæg i boligdebatten, og sammen med prisopgavens øvrige resultater vil den blive en fantastisk kilde til inspiration og forhåbentlig motivation for kommende og udøvende arkitekter og designere.

Dommerkomitéen fandt konkurrenceprogrammet meget ambitiøst og krævende og bemærkede, at man i en studenterkonkurrence næppe kan forlange en fyldestgørende behandling af alle de emner, som programmet lagde op til, spændende fra det visionære til det realiserbare. Særlig interesse i dommerkomitéen vakte de projekter, som overordnet berører eller antydningsvis forholder sig til programmets overordnede problemstillinger og samtidig viser konsekvensen af disse overvejelser i udvalgte detaljeringer. Derudover lagde dommerkomitéen vægt på samarbejdningen af design og arkitektur i bygnings- og byskala. Nogle forslag viser tydeligt en del fra den ene faggruppe og en del fra den anden, men i enkelte forslag er det lykkedes helt at udviske skellet mellem de forskellige fagområder og vise et helt projekt, som hænger sammen på alle skalatrin. Programmets ønske om nytænkning i forbindelse med rum, form og stof viser sig i de tre fremhævede forslag og er den bærende idé i førstepræmien. Det blev vurderet som et meget positivt resultat, at vinderprojektet peger hen mod en række væsentlige målepunkter for nyudvikling af byggeforskningen og dermed af det danske boligbyggeri.

Under bedømmelsen benyttede dommerkomitéen sig af to rådgivere. Arkitekt Vibeke Grupe Larsen vurderede forslagenes bestræbelser for at skabe mere bæredygtigt byggeri, mens arkitekt Helle Bay specielt vurderede, hvorvidt forslagene levede op til gældende regler for at gøre nybyggeri tilgængeligt for alle. Deres kommentarer og refleksioner over projekternes behandling af begreberne bæredygtighed og tilgængelighed refereres nedenfor.

Bæredygtighed
I de sidste 100 år er energiforbruget på verdensplan vokset enormt. Det har medført globale, regionale og lokale miljøproblemer. CO₂-udslippet er fordoblet tusind gange i denne periode, hvilket FN's klimapanel betragter som den afgørende årsag til drivhuseffekten. Sur nedbør går ud over skove og andre naturområder, og luftforurening fører til sundhedsproblemer i vores byer.

For at imødekomme disse problemer anbefalede Brundtland-rapporten, at de industrialiserede lande skulle halvere deres energiforbrug i løbet af en periode på 40-50 år. Den danske handlingsplan Energi 2000 fra 1990 sigtede efterfølgende mod at reducere CO2-udslippet med 20 procent inden år 2005. Den danske regerings aktuelle strategi for bæredygtig udvikling i Danmark nævner flere steder by- og bygningsøkologi som en af fremtidens måder at fremme bæredygtighed på. Halvdelen af det nutidige danske energi- og ressourceforbrug anvendes således i forbindelse med opførelse, drift og bortskaffelse af bygninger, og det kommende bygningsreglement har derfor også en målsætning om at reducere nye bygningers energiforbrug med 33 procent.

De politiske målsætninger stiller med andre ord store krav til byggeriet. Hvis vi skal reducere byggeriets miljøbelastning, er det uhyre vigtigt til stadighed at integrere bæredygtighedstanken i byggeriet og at se tingene i en sammenhæng på tværs af sektorer. Der bør foretages en bevidst analyse af ethvert kommende byggeris forhold til den lokalitet, hvor det skal bygges. En analyse af stedets topografi, flora, fauna, afledningsforhold, forsyningsforhold, infrastruktur, solorientering, skygge, støj og vind skal således være udgangspunkt for det arkitektoniske arbejde.

Konsulent på bæredygtighedsaspektet, Vibeke Grupe Larsen, ser et meget stort sammenfald mellem de elementer, som skaber stærk, smuk og velfungerende arkitektur, og de elementer, som skaber bæredygtig arkitektur. Bæredygtig arkitektur, siger hun, er kendetegnet ved: Et arkitektonisk formsprog, som holder over tid, med fleksible løsninger og rumligheder, som er velfungerende i både fysisk, social og æstetisk henseende. At de valgte løsninger bidrager positivt til vores fysiske omgivelser ved at relatere sig kvalitativt til stedets muligheder, materialer og klimatiske betingelser. At forbruget af energi, vand og andre ikke-fornyelige ressourcer under produktion, drift, vedligehold og eventuel bortskaffelse er minimeret. At der er brugt optimerede konstruktioner med lang levetid og materialer, som muliggør vedligeholdelse og smuk patinering. At byggematerialerne ikke afgiver gift eller gas til indeklimaet. At arbejdsmiljøet er tilgodeset såvel under opførelse og drift som ved nedrivning og bortskaffelse, og endelig at affaldsmængden er minimeret og styret. Bæredygtig arkitektonisk kvalitet betyder kort sagt kvalificeret arbejde med miljøet på alle niveauer og i alle de discipliner, som er omfattet af arkitekturens praksis.

De seks forslag til Fremtidens bolig forholder sig alle til bæredygtighed, men på forskellige niveauer, spændende fra overordnede bymæssige visioner til menneskets nære behov for at hvile for i sig selv at være bæredygtigt. Ifølge dommerkomitéen kan de seks projekter deles i to kategorier. Den ene kategori rummer tre projekter, hvor der fremstår en artikuleret stillingtagen til bæredygtighed på alle skalatrin fra lokalitet over bygning til materialekarakter. Til denne kategori hører vinderprojektet Boase samt projekterne Den vertikale by og At være menneske blandt mennesker. Den anden kategori rummer de øvrige tre projekter, hvor fokus er rettet mod bæredygtighed i den nære boligenhed, mens forholdet til byggeriets lokalitet kun er behandlet perifert. Til denne kategori hører En levende bygning til levende mennesker, Refill og Troya.

Bæredygtighedsproblematikken bliver berørt i tre af bogens artikler. Historiker Thorkild Kjærgaard forestiller sig de mulige konsekvenser af, at vi i den vestlige verden ikke snart omlægger vores bosætnings- og transportmønstre i mere bæredygtig retning. Enten kan vi lægge stilen om frivilligt og bevidst eller også vil vi blive presset af omstændighederne, mener Kjærgaard, idet han forudser, at oliekilder snart vil tørre ud, klodens befolkning være for talrig og den økonomiske vækst høre op. Denne udvikling vil nødvendiggøre, at mennesker atter flytter tættere sammen og tættere på deres arbejdsplads, hvorved transportbehovet minimeres. Arkitekternes store opgave i det nye, bæredygtige samfund bliver ifølge Kjærgaard at nytænke den menneskelige bebyggelsesform og at skabe en anden boligstruktur indenfor allerede eksisterende fysiske rammer.

Arkitekt Claus Bech-Danielsens artikel handler i højere grad om arkitektonisk bearbejdning og formgivningsmæssige konsekvenser af de byøkologiske bestræbelser. Disse betragter Bech-Danielsen i relation til andre samfundsmæssige og kulturelle udviklingstræk. I fokuseringen på sammenhænge frem for på velafgrænsede genstande og i nedbrydningen af veldefinerede grænser ser han et udviklingstræk, som byøkologien har til fælles med aktuelle tendenser indenfor kunst og arkitektur. I det lys ser Bech-Danielsen ikke byøkologien som et isoleret fænomen, men som led i et større paradigmeskifte, der har været under udvikling i de sidste hundrede års formgivning.

I artiklen Maksimal minimering beskrives et konkret udviklingsarbejde med anvendelse af miljørigtige og ressourcebesparende materialer i byggeriet. En studiegruppe bestående af både arkitektstuderende og murer- og tømrerlærlinge har i sommerhalvåret 2001 indhøstet praktiske erfaringer med forskellige materialers stoflige og konstruktive egenskaber, deres ydeevne og holdbarhed. Under opførelsen af et forsøgsbyggeri på Holmen i København har studiegruppen søgt at udnytte materialerne optimalt uden på forhånd at lade sig binde af konventioner for bestemte materialers anvendelse. Den arkitektoniske bearbejdning af materialer i enkle konstruktioner er foregået parallelt med en professionel håndværksmæssig udførelse.

Tilgængelighed
Muligheden for at kunne deltage på lige vilkår med andre er forudsætningen for at have magt over sit liv og for den enkeltes livskvalitet. Selv om ikke alle har deres fulde funktionsevne, har vi stadig behov for at kunne klare os så selvstændigt som muligt. Udformningen af vores omgivelser er altafgørende for de begrænsninger, man som handicappet kan opleve i forhold til kultur, erhvervsliv og fritidsliv. Det drejer sig både om de fysiske omgivelser og adgangen til information og kommunikation. Hvor andre frit kan vælge, må man som handicappet ofte opleve at være udelukket fra fællesskab, oplevelser og information.

Dommerkomitéens konsulent på tilgængelighedsområdet, Helle Bay, pointerede, at tilgængelighed handler om at skabe adgang og brugbarhed for alle til alt, hvad vi omgiver os med. Når mennesker med funktionsnedsættelse i dag ikke har de samme muligheder som andre, skyldes det blandt andet, at dimensionering og udformning af vores omgivelser gennem adskillige århundreder har taget udgangspunkt i et stereotypt menneskebillede, der har defineret normaliteten. Perfekte, velproportionerede mænd i deres bedste alder har været de idealmennesker, som byer, huse og design blev fremstillet til.

Opdelingen af mennesker i idealmennesker og handicappede opleves i dag som forældet. Som Helle Bay siger, omfatter nutidens menneskesyn alle mennesker med de variationer, som vi nu har fra barndom til alderdom. Ikke alene er vores medfødte evner forskellige, de udvikles også forskelligt, og de kan gennem et liv gradvist eller pludseligt ændres. Udformningen af byer, bygninger og design har i denne henseende stor betydning for vores udfoldelsesmuligheder og livskvalitet og skal udformes med hensyn til menneskers forskellige funktionsevner.

Helle Bay noterer følgende brugergrupper, der i særlig grad har problemer med at færdes i samfundet på lige vilkår. Funktionsevnen kan være nedsat i let eller svær grad:

Bevægelseshandicappede kan have svært ved at gå og bruger muligvis kørestol eller rollator, eller de kan have nedsat funktion i arme og hænder. For personer med nedsat bevægelsesevne er især udformingen af adgangsforhold af helt afgørende betydning for udfoldelsesmulighederne. Ligeledes er højde- og læseafstande, hvilepladser og let betjening af greb og trykknapper af stor vigtighed.

Svagtseende og blinde er stærkt afhængige af en enkel og konsekvent indretning af vores omgivelser med gode lys- og lydforhold. Markeringer, lugte og skiltning kan anvendes for at lette orienteringen. Gode akustiske forhold uden baggrundstøj er nødvendige for, at blinde under samtaler kan høre skiftende nuancer i stemmeleje og -føring.

Døve og hørehæmmede kan være med eller uden talesprog. Tegnsprog er det primære sprog, modersmålet det sekundære sprog. De er stærkt afhængige af en enkel og konsekvent indretning af vores omgivelser og af visuelle informationer. Væsentlige informationer skal både kunne ses og høres. God lyskvalitet er vigtig ved kommunikation på tegnsprog og ved mundaflæsning. Logisk og let genkendelig udformning af de fysiske omgivelser er væsentlig for alle, men er det især for personer med nedsat forståelsesevne, der let bliver konfuse. For personer med svære forståelsesproblemer er det vigtigt, at bygninger er disponeret klart og enkelt, lægger op til simpel og intuitiv brug, har sanselige orienteringsobjekter, tryg og beroligende indretning, og at der anvendes piktogrammer.

Endelig skal bygninger være indrettet, så personer med allergi, luftvejs- og lungesygdomme kan færdes, uden at deres sygdom bryder ud eller forværres.

Boligens tilgængelighed behandles meget forskelligt i de seks konkurrenceforslag. Dommerkomitéen bemærkede, at det rækker fra det i denne sammenhæng næsten ubeskrevne projekt Troya til det langt mere detaljerede projekt Refill, som rummer overordnede betragtninger om, hvem man ønsker at skabe tilgængelighed for, og på hvilket niveau man ønsker den gennemført. Elementære forhold som niveaufrihed og korrekt udformning af toiletter mangler i flere projekter. Alle projekter undtagen At være menneske blandt mennesker viser boligtyper i flere planer uden at pege på løsninger af den interne tilgængelighed mellem etageplanerne.

Det er interessant, at flere projekter inddrager det økonomiske aspekt ved tilgængelighed. Det nævnes for eksempel i Boase, En levende bygning til levende mennesker, Refill og Troya. Det er et aspekt, som diskuteresinternationalt i forbindelse med tilgængelighedsbegrebet, men som endnu ikke er en del af den danske debat. I Troya antydes tilgængelighed for etniske grupper, som ligeledes er et internationalt fænomen, men endnu ikke dansk. I alle projekter ønskes stor valgfrihed, og der anvises alternativer til den traditionelle familiestruktur. Der tales om fleksibilitet på flere forskellige niveauer fra individets omstillingsevne til fleksibiliteten ved at flytte rundt eller den fleksibilitet, der skabes i selve boligudformningen.

Tilgængelighed til boliger og til de mange områder, indenfor hvilke arkitekter og designere kan arbejde med nytænkning af adgangsforhold, indretning, redskaber og andet, følges op i artiklen af arkitekt Poul Østergaard. I en kort og instruktiv artikel taler han om vigtigheden af, at designere og arkitekter tænker i tilgængelighed fremfor i barrierefrihed. Derved flyttes fokus fra at lave specialløsninger til bestemte grupper af mennesker til at fremme udviklingen af design og arkitektur, der kommer flest mulige til gode. Med afsæt i et nuanceret menneskesyn kan der skabes smuk og holdbar arkitektur demokratisk arkitektur hvilket artiklen også giver eksempler på.

Et af disse eksempler beskrives og illustreres af den amerikanske arkitekt Bill Price, der var involveret i projekteringen af en villa i Bordeaux, tegnet af den hollandske arkitekt Rem Koolhaas. Husets akse udgøres af en elevator, der forbinder husets tre etager, og som samtidig er kontor for husets ejer. Manden sidder i kørestol, og huset er designet til at imødekomme de bevægelsesmønstre, kørestolen fordrer.

Til betegnelsen "demokratisk arkitektur" knyttede den italienske designer Gaetano Pesce under sin forelæsning den betydning, at en genstands og et rums funktion skal være forståelig og dermed umiddelbart tilgængelig for brugeren. Arkitekter og designere må skabe "karakteristiske steder" i den forstand, at funktioner fremgår af både form og materialevalg. Essensen i denne bestræbelse fandt Pesce fint udtrykt i mottoet for sidste års Venedig-biennale: "Mindre æstetik, mere etik." Også i sin artikel diskuterer Pesce blandt andet, hvilken rolle design bør have i det 21. århundrede, og hvordan design kan nytænkes i skabelsen af produkter, der både er industrielle og individuelle. Udviklingen af materialer og teknologi vil måske medføre en helt ny kunstnerisk udtryksform, hvis vi tør have tillid til fremtiden fremfor at lade os binde af fortidens konventioner.

Dersom enhver tilgængelighedsproblematik skal løses via en ændring af de fysiske omgivelser i den hensigt, at alle skal kunne klare sig selv, ser filosof Arno Victor Nielsen imidlertid en risiko for, at vi til sidst bliver ligegyldige for hinanden. Bliver man "usynlig", bliver man også let isoleret. Én strategi er at gøre bygninger mere tilgængelige, en anden at gøre handicappede mere mobile, at imødekomme den enkeltes behov med individuelle hjælpemidler.

Fremtidens bolig i fremtidens by
Både konkurrenceudskrivere, forelæsere og konkurrencedeltagere synes enige om, at fremtidens bolig er en bybolig. Medens det er oplagt at udnytte de eksisterende bystrukturer ved opførelse af nye boliger, kræver dette samtidig stor omhu og kvalitetssans: Bæredygtighed beror ikke kun på øget tæthed, men også på bygningers holdbarhed og på, at der skabes åndehuller for byens indbyggere.
Udfordringen for nutidens byplanlæggere er ifølge den hollandske arkitekt Martin Biewenga at bibringe moderne bymæssige landskaber autenticitet, at give hver bygning identitet og karakter. Byboeren udveksler og "forbruger" kultur og skal have mulighed for at etablere en relation til omgivelserne på sine egne præmisser. Biewenga mener, at det moderne, mobile bymenneske ikke har brug for et traditionelt hjem, men blot for en base. Denne base kan i princippet være hvor som helst i byen, idet boligen ikke er det primære opholdssted, men et afsæt for beboerens aktiviteter på arbejde, på rejse og i sociale sammenhænge.

Idéhistoriker Kasper Nefer Olsen forudser et stigende behov for oaser for fremtidens byboere. Et af disse kan udgøres af boligen, der helt konkret kan blive et åndehul, hvor beboeren kan få frisk luft. Boligen bør i det hele taget være et sted, hvor sanserne stimuleres. Den mærkbare dimension af bolig og inventar ønsker Nefer Olsen tilgodeset ved, at der bruges gode materialer i en forarbejdning, der giver imødekommende overflader. Boligen skal dog ikke være en skærm mellem beboeren og den omgivende by. Tværtimod ønsker Nefer Olsen, at bestræbelserne på at føre lys ind i boligen følges af en bevægelse, hvor boligen føres ud i byen ved at skabe udsyn et deltagende udsyn til forskel fra den distancerende udsigt.

Ud fra de tre begreber sted (place), rum (space) og plads (face) bliver vi af erkendelsesteoretiker Ole Michael Jensen introduceret til tre forskellige måder at opfatte verden på. Til disse tre virkelighedsformer hører tre tankeuniverser, der giver sig forskellige udtryk alt efter sammenhængen. Man kan etablere en tre-deling mellem religion, videnskab og kunst, eller man kan skelne mellem en før-moderne, en moderne og en post-moderne periode. Den subtile pointe er, at ethvert menneske befinder sig i alle tre verdener. Til hver af de tre rumopfattelser kan man knytte en særlig brug af boligen. For at et hus kan være en bolig, er der altså tre krav, det skal opfylde: Det skal være forankret og stedbundet, det skal være funktionelt og tilgængeligt, samtidig med at det har sit eget ansigt, en egen identitet skabt i en bestemt tid og i et samspil med beboeren.

Sted, boligenhed og funktion har ifølge den japanske arkitekt Toyo Ito været de tre grundidéer, der har dannet basis for det 20. århundredes husbyggeri. I dag er verden imidlertid anderledes, og Ito mener ikke, disse grundidéer er dækkende for det moderne menneskes bosættelse i byen; derfor bør de ikke længere diktere indretningen af boliger. De grænser, der førhen eksisterede mellem de enkelte medlemmer i en familie og mellem de enkelte rum i boligen, er udviskede. Huset har mistet sit centrum. Aktiviteter og funktioner er ikke entydige. Et arkitektonisk svar kan være at skabe fleksible boliger, der giver rum til forskellige aktiviteter og typer af interaktion mellem en række individer. Desuden påpeger Ito, at en stor del af verdens befolkning er hjemløse; en problematik, der jo også i dansk sammenhæng bliver gradvist mere aktuel. Hvilke overvejelser afføder det i planlægningen af fremtidens boligbyggeri? Måske er fremtidens bolig en minimalbolig i yderste konsekvens; en "møbelagtig ramme", der ligesom tøj beskytter os mod ydre omgivelser og former sig efter beboeren.
Disse tanker har Toyo Ito gjort sig i forbindelse med en studenterkonkurrence afholdt i Japan. Konkurrencen omhandlede nogle af de samme problemstillinger, som den aktuelle om Fremtidens bolig, og illustrationer fra vinderprojektet gengives derfor i denne bog.

De ændrede krav til arkitektur og design har fået konkret udtryk i to af Toyo Itos egne projekter, nemlig aluminiumshuset i Tokyo og mediateket i Sendai, Japan. Disse projekter viste Ito under sin forelæsning og de vises afslutningsvis her i bogen. Aluminiumshuset er en privat beboelse med stor fleksibilitet og lethed i både det visuelle udtryk og i produktionsprocessen. Inspirationen til mediateket er ligeledes det lette og lysende, det flydende og foranderlige; det bølgende lys i byens trafikstrømme, plantestænglers bevægelser i vand. Som en levende del af byens liv er det et hus, der tager farve og form af sine omgivelser og af den brug, der gøres af det.

For en yderligere introduktion til bogens artikler henvises til artiklen af Claus Bech-Danielsen, hvori de perspektiveres og sættes ind i en overordnet sammenhæng.

Projekternes visioner
Den tanke, at beboeren selv skal have mulighed for at præge sin bolig, er kendetegnende for de seks konkurrenceforslag til Fremtidens bolig. Det forudses, at fremtiden vil være præget af stor mobilitet og foranderlighed, og at den samme eller nye beboere vil stille stadigt skiftende krav til boligen. For at boligen og de nære omgivelser på en bæredygtig måde kan være både arbejdsrum og leverum, kan rumme både private og fælles områder, fordres byggesystemer med den højeste grad af fleksibilitet.

Flere af projekterne ser løsningen i flytbare vægge og rummoduler, i et rårum, hvortil beboeren selv vælger al aptering og eventuelle nicher, eller ligefrem i etablering af en rammekonstruktion, hvorpå der kan kobles alt fra vinduer og døre, yder- og inderbeklædning til rumskabende og rumindrettende kerner. Flere grupper har arbejdet med materialeudvikling, der muliggør varierende grader af afskærmning mellem fælles og private rum, fra eksempelvis gennemskinnelige keramiske fliser til gennemsigtige tekstiler vævet i varierende tæthed. Individuelle løsninger skal opnås ved hjælp af industrielt fremstillede komponenter.

Besvarelserne er altså præget af en overvældende fokusering på det enkelte menneskes mulige ønsker og behov, og viser samtidig en udtalt økologisk bevidsthed. Der er stor opmærksomhed overfor forventede globale klimaændringer og på det ansvar, mennesket har i den forbindelse. Der er fokus på tiltag, der kan begrænse det daglige energiforbrug, fremme kollektivisering af transportmidler, bevidstgøre beboere om deres eget forbrug og affaldsmængde, udnytte regnvand og solenergi. Fremfor at inddrage endnu mere dyrkbar jord til bebyggelse foreslås i stedet fortætning af byens og forstadens friarealer, inddragelse af gamle industrigrunde og mest radikalt: bosættelse ovenpå giftgrunde. På sådanne grunde vil Boase ved hjælp af en tæt beplantning føre naturen ind i det urbane rum; en beplantning, der skal være med til at rense den forurenede jord. At være menneske blandt mennesker vil etablere rolige haver på bebyggelsens tag. Udover rodzoneanlæg skal Den vertikale by rumme grønne fællesarealer på etagerne i form af drivhus og små parker. Tårnene i Refills forslag til boligforbedring tilbyder beboerne en vis forbindelse til himmelrummet.

Som nævnt er de to begreber bæredygtighed og tilgængelighed tolket meget bredt. Forslagsstillernes definitioner af bæredygtighed inkluderer økologiske, sociale, tekniske og menneskelige aspekter. Bæredygtighed skal ikke være forbundet med afsavn og opofrelse, men med belønning: Refill vil have bæredygtige løsninger, der er bedre end de traditionelle; kvantitet skal erstattes af kvalitet. Tilgængelighed forstås som fysisk, økonomisk og social tilgængelighed, herunder at arkitektur opfordrer til møder og muliggør fællesskaber. Ifølge Boase handler tilgængelighed om at have mulighed for at tilegne sig steder, rum og fællesskaber. At være menneske blandt mennesker taler endvidere om visuel tilgængelighed: Ved at se og blive set skabes samhørighed.

Konkurrenceforslagene er forståeligt nok præget af den individualisme og foranderlighed, der præger tiden her omkring årtusindskiftet. I den vestlige verden stilles det enkelte menneske overfor en lang række valg og skiftende muligheder med hensyn til arbejdsliv, boform, familieliv og socialt liv i øvrigt; det kan ske mere eller mindre frivilligt, men livet betragtes ikke længere som et roligt fremadskridende og forudsigeligt forløb. En gennemgående ambition i projekterne er at gøre op med kernefamilien og den dertil udviklede énfamiliebolig for i stedet at skabe en bolig til familien i forandring, en bolig der kan tilpasses forskellige livssituationer eller boliger til personer i en bestemt livsfase.

Midt i denne omskiftelighed understreges boligens potentiale som fast holdepunkt som det, der kan give os en forankring i kraft af tilhørsforhold til et sted og et forpligtende fællesskab. Private og fælles zoner skal dog være sådan organiseret, at individet i løbet af en dag kan vælge arbejds- og andre sociale fællesskaber til og fra.

Interessant er det, at flere af forslagene er orienterede om processer i to tempi. Den enkelte bolig i eksempelvis En levende bygning til levende mennesker og Troya opføres og indrettes relativt hurtigt, og muligheden for at ændre, udbygge og ombygge er altid åben. Boligområdet som helhed skabes derimod i en langsom proces. Disse betragtninger viser både modenhed og tålmodighed blandt forslagsstillerne.

Generelt udtrykkes store forventninger til den teknologiske udvikling og de muligheder, vi endnu har til gode at opleve. Troya forudser, at teknologien synker ned i materialerne; at beboeren på afstand kan betjene og interagere med sin bolig. Realiseringen af forslaget Boase beror på udviklingen af et intelligent tekstil, der forandrer sig og yder beskyttelse alt efter vejrliget.

Samlet set udtrykker projekterne stort mod og optimisme: Vi kan vælge aktivt at indtage byen, forstaden, baggårde og forurenede jorder for at skabe menneskelig bebyggelse, og vi kan selv forme vores boliger. Vi kan aktivt indtage fremtiden.

Tilbage til publikationen 'BOASE - Fremtidens Bolig/The Future Home'